Så gik marts og jeg…

Var træt af gråvejr men så kom solen endelig
Hold op hvor var jeg mæt af gråvejr, blæst og regn i marts! Måneden blev heldigvis ikke nær så kold som sidste år, men jeg var ved at visne til sidst på grund af manglende solskin. Men så kom solen den sidste uges tid, og forårsfornemmelserne blev vækket! Nu er det forår, og jeg ser frem til flere lyse timer, varmere vejr og mere energi!

Læste 15 bøger
Læsetempoet blev sat noget op i denne måned – hjulpet på vej af nogle tegneserier og på trods af, at jeg hørte lidt færre lydbøger, da jeg havde problemer med mine hovedtelefoner. Utrolig så afhængig jeg er af dem, når jeg har så megen transporttid – både i tog og til fods.

Var lidt skuffet over ‘De der søger’
Det er efterfølgeren til ‘Mercedesmanden’, som var en fin læseoplevelse. Desværre levede ‘De der søger’ ikke op til forgængeren, så jeg tror ikke, jeg får læst videre i denne serie.

Fik endelig læst ‘Hård er mit lands lov’
Månedens tyk-bog-læseoplevelse var ‘Hård er mit lands lov’ – en bog, jeg har haft stående på min to-read-liste i flere år. Jeg havde sat næsen op efter en spændende vikingefortælling, men bogen var noget anderledes, end jeg havde forventet. Den var rig på stemning og baggrundsinformationer, men handlingen fangede mig ikke.

Havde fødselsdag
Traditionen tro havde jeg fødselsdag – ja, det har jeg jo sjovt nok hvert år i marts. Jeg fik en tegneserie af ægtefællen samt et par bøger fra hans tante, og så måtte jeg naturligvis også købe en stabel bøger til mig selv, for nogle af dem skal jeg bruge til readathon i denne måned. De indkøbte bøger er den fine stabel øverst i dette blogindlæg.

I april vil jeg:

  • Deltage i Readathon som jeg plejer. Jeg har fundet en stabel bøger frem, som jeg vil plukke fra undervejs. Denne gang er der ikke noget tema for læsningen, så det er en blandet landhandel.
  • Finde ferielæsningen frem. Der er både påskeferie og en tur til udlandet i sigte i denne måned. Turen er sammen med et vennepar, og da det er storbyferie, er jeg ikke sikker på, at jeg får tid til at læse så meget. Det gør jeg til gengæld i påskeferien, hvor vi ikke har nogen planer for helligdagene. Håber at vejret er så godt, at jeg kan være udenfor imens.
  • Omorganisere boghylderne. Bogreolerne er blevet lidt rodede i løbet af vinteren, men så er det jo oplagt at få styr på det i de kommende uger, hvor den står på forårsrengøring en af de kommende weekender.

2 thoughts on “Så gik marts og jeg…

  1. Forsinket tillykke med fødselsdagen 😄 godt du lige forærede dig selv en bogstak, det er trods alt en af bedste undskyldninger for at købe flere bøger 😉

    • Ja ikke? Og nu var det efterhånden også et godt stykke tid siden, jeg for alvor har købt ind, så det var dejligt med lidt tegneserier og gode tilbud 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *