Så kom bøgerne endelig!

Så ankom de sidste bøger! I anden halvdel af maj bestilte jeg seks bøger fra Book Depository – heraf flere, jeg havde tænkt mig at læse i løbet af sommeren – og de tre af dem dukkede op i starten af juni. Derefter gik der flere uger, uden at jeg så noget til bøgerne, og så blev jeg lidt urolig. Normalt tager det 10-14 dage, men da der var gået over en måned efter bestillingen, og jeg stadig manglede halvdelen af bøgerne, så skrev jeg til Book Depository og til PostNord. Sidstnævnte meldte tilbage, at de ikke kunne gøre noget, men pudsigt nok dukkede alle tre bøger op samme dag, så efter halvanden måneds ventetid var alle bøger i hus!

Og hvad er det så, jeg har købt? Jeg er fortsat i gang med top-tyve-listen over bøger, jeg skal have læst i år, og her manglede jeg blandt andet ‘Under The Never Sky’, ‘Furies of Calderon’ samt ‘Hate List’. Sidstnævnte var en af de bøger, der først dukkede op, så den læste jeg allerede i sidste måned.

Jeg trængte også til en bog, der kunne få mig til at drømme om mere eksotiske steder, og her faldt jeg over ‘Castle of Water’. Jeg er ikke sikker på, om den kan kategoriseres som hyggelæsning, men der er da en strand med…

Ferietid – eller bare sommertid – byder for mit vedkommende også på lidt mere ‘light’ læsning og gerne noget, der bringer smilet frem. Jeg har længe ønsket at prøve Gail Carrigers serie med ‘Prudence’, da jeg elskede ‘Soulless’-serien, så nu er der ikke flere undskyldninger.

Sidst men ikke mindst faldt jeg over ‘It Can’t Happen Here’, som til gengæld er en ret alvorlig og dyster bog, som måske er ekstra relevant at læse med de politiske spændinger og omvæltninger, vi oplever disse år. Jeg tror dog, at jeg gemmer den til sensommeren eller efteråret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *