Salomons Ring

En af mine yndlingsserier er ‘Bartimæus’-trilogien af Jonathan Stroud. Det er efterhånden en del år siden, jeg læste den, men jeg husker den som både spændende, underholdende og tankevækkende på samme tid. Det var derfor med lidt blandede følelser, at jeg for et par år siden modtog nyheden om, at der ville blive udgivet en bog mere i serien. Godt nok ville den nye bog, ‘Salomons ring’, foregå før den oprindelige trilogi, men jeg var lidt nervøs for, om den nye bog kunne leve op til samme høje standard som de foregående.

‘Salomons ring’ foregår som sagt lang tid før – faktisk helt tilbage under Kong Salomons tid, hvor djinnen Bartimæus keder sig bravt og vanen tro laver alskens ulykker. Han skal dog også passe på, at han ikke laver for mange unoder, for den troldmand, han tjener, har ikke megen tålmodighed med ulydige tjenere. Bartimæus får dog snart andet at tænke på, for uro præger området. Kong Salomon har efter sigende fået finger i en magtfuld ring, som giver ejeren uanet magt, og selvfølgelig bliver Bartimæus inddraget i magtspillet omkring ringen. Det er også her, han møder livvagten Asmira, der har fået ordre til at stoppe Kong Salomon – koste hvad det vil. Hun kan naturligvis godt bruge noget hjælp, og det kunne for eksempel være fra Bartimæus… hvis han da lige er i humør til det…!

Bartimæus er tilbage, og han er vanen tro lige så selvglad, snakkesalig og øretæveindbydende som altid. Selvom han langt hen ad vejen kan køre meget af showet selv, så savnede jeg dog lidt det mod- og medspil, som han fik fra de andre personer i den oprindelige trilogi. Her virker de øvrige personer i ‘Salomons ring’ lige lovlig ferske og anonyme og giver derfor ikke Bartimæus nok udfordringer. Jeg var også noget skuffet over Asmira, der virkede lige lovlig blank og foretog flere tåbelige valg undervejs. Det var lidt for letkøbt, og bogen var derfor heller ikke lige så sjov som trilogien.

Ideen med at lade historien foregå før den oprindelige trilogi er god, og det betyder også, at du sagtens kan læse denne bog uden at have læst trilogien. Personligt vil jeg dog til enhver tid anbefale dig at læse den oprindelige trilogi, da den serie er væsentlig bedre end ‘Salomons ring’. Historien var glimrende udtænkt, men da persongalleriet virkede en anelse tamt, så blev jeg for aldrig rigtig grebet af historien.

Har du læst den oprindelige trilogi, vil det sandsynligvis være fristende også at læse denne bog. Jeg vil dog advare om, at den ikke virker nær så gennemarbejdet og lidt ‘light’ i forhold til trilogien.

4 thoughts on “Salomons Ring

    • Lige præcis. Til gengæld blev jeg positivt overrasket over ‘Den Faldne Engel’ af Kenneth Bøgh Andersen. Den levede heldigvis op til de foregående bøger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *