Sankt Psyko

Forventninger:
Jeg faldt over ’Sankt Psyko’, da jeg ledte efter lydbøger, jeg kunne låne hos Ereolen. Jeg kunne ikke stå for det lidt kryptiske oplæg, som fik mig til at håbe på en lidt snørklet, spændende og måske også dramatisk fortælling om et sindssygehospital.

Resumé:
Jan søger et vikarjob som pædagog hos børnehaven, der er tilknyttet en retspsykiatrisk afdeling. Det er dog vigtigt, at han ikke er alt for åben om sin fortid, for der var engang, hvor det gik galt. Det er efterhånden mange år siden, men Jan vil helst ikke have, at de spørger ind til hans første ansættelse som pædagogmedhjælper, for det kan ødelægge hans planer.

Det bedste:
Starten er rigtig godt bygget op. Som læser sidder man virkelig og grubler over, hvad Jan mon har af planer, for det er tydeligt, at han har en skjult dagsorden, som han for alt i verden ikke vil have frem. Der er en del tomgang undervejs i historien, men bogen sluttes af med en ret interessant finale, som jeg følte, jeg burde have set komme, men alligevel blev overrasket over.

Det værste:
Der var desværre alt for megen tomgang i historien. Den startede rigtig fint ud, men undervejs tabte historien pusten og blev alt for langtrukken. Hvis den midterste del var strammet noget op og gjort kortere, så havde det været en bedre læseoplevelse. Men forfatteren blev næsten tilgivet, da der var en ret interessant afslutning.

Kan anbefales til:
Er du til underspillet spænding og psykologisk drama, så er ’Sankt Psyko’ nok noget for dig. Du skal blot være opmærksom på, at det er en ret lang fortælling med en del gentagelser, så den kræver lidt tålmodighed af læseren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *