Sapphire Blue

Dette er anden bog i ‘The Ruby Red’-trilogien skrevet af Kerstin Gier – se anmeldelsen af første bog, ‘Ruby Red’.

I ‘Sapphire Blue’ får Gwyneth for alvor mulighed for at bruge sine evner som tidsrejsende. Sammen med Gideon bliver hun sendt på adskillelige missioner, men det er ikke dem alle, hun forstår, og i det hele taget føler hun det, som om der foregår noget bag hendes ryg. Hvorfor er det egentlig, at de skal på disse rejser – og hvad er det, de andre ikke vil fortælle hende? Samtidig er hun så småt ved at vænne sig til Gideons arrogance, men han kan nu også være meget charmerende, og hun indser efterhånden, at hun er forelsket i ham. Men er han overhovedet interesseret i hende?

Da jeg anmeldte ‘Ruby Red’, kritiserede jeg den for at være lidt for simpel og uden synderlig megen handling. Det var, som om indledningen blev trukket i langdrag, og forfatteren ikke til fulde udnyttede de mange spændende muligheder, som tidsrejser giver. I ‘Sapphire Blue’ er der mere fart over feltet, og selvom bogen fortsat er rimelig simpel – selv for en ungdomsbog – så er der nok at lave for Gwyneth, der både skal lære en masse nye færdigheder for at kunne af sted på tidsrejser – samt rejse i tid hver dag!

Gwyneth er en ret normal og sympatisk pige. Måske er hun en anelse naiv – i hvert fald tog det hende ikke lang tid at forelske sig i den bedrevidende og arrogante Gideon, og det ærgrede mig lidt. Det var lige lovlig let for ham, og det gik ganske enkelt for hurtigt til, at det virkede troværdigt.

I denne bog får hun et sidekick – en lille dæmon, som kun hun kan se – og jo, det bliver en anelse gakket, men det havde jeg egentlig ikke noget imod, eftersom det gav mulighed for flere interessante scener undervejs.

Der kommer flere svar – men også langt flere spørgsmål – i denne bog, og det er stadig svært at gennemskue, hvad der præcis foregår, og hvem man kan stole på. Det passer mig fint, selvom jeg savner følelsen af, at der for alvor er dybde i forviklingerne – der måtte for min skyld gerne være flere intriger og konspirationer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *