Serie: Shades of Magic

‘Shades of Magic’-serien af V. E. Schwab har gået sin sejrsgang blandt bogvloggerne gennem de senere år, og da den første bog var blandt de tyve bøger, jeg skal nå at læse i år, så kom jeg endelig i gang med serien tidligere i år – og slugte dernæst de to andre bøger kort tid efter! Ligesom med ‘The Riyria Revelations’ er denne trilogi røget ind på listen over mine yndlings-fantasyserier!

Magi, pirater og drama galore
Kell er en af de sidste magikere, der har evnen til at rejse mellem Røde London, Grå London og Hvide London – og engang også Sorte London. Han arbejder for majestæten i Røde London, men under en rejse til Grå London støder han ind i gadetyven Delilah, og det bliver et møde med alvorlige konsekvenser for dem begge. Pludselig er alting på spil, og de bliver begge nødt til at strække sig langt for at redde, hvad reddes kan.

‘Shades of Magic’ er selvfølgelig sprængfyldt med magi og rejser mellem verdener, men undervejs dukker der også pirater op, der kommer til at spille en vigtig rolle, og så er der masser af drama og action. Store følelser og store armbevægelser!

Åh, den kærlighed
Jeg synes desværre sjældent, at kærlighed er særlig interessant beskrevet i ungdomsfantasy (hvilket jeg mener, at denne serie er), men her overrasker ‘Shades of Magic’ meget positivt. Ikke alene er der ikke noget trekantsdrama (hurra!), men kærlighedsscenerne er troværdige, og så elsker jeg, at der er homoseksuel kærlighed, som er indarbejdet på en meget fin måde, så det passer fuldstændig ind i historien.

Som er være der selv
Jeg satte stor pris på forfatterens evne til at beskrive personerne og omgivelser – det føltes nærmest som at være der selv. Bevares, det blev til tider lidt storladent, og et par gange glippede indlevelsen, når hovedpersonerne gennemgik virkelig mange prøvelser i træk, men overordnet set var det intens og ofte nervepirrende læsning. Jeg følte mig ikke altid sikker på, at jeg kunne gætte slutningen, selvom jeg selvfølgelig håbede det bedste for mine favoritpersoner.

Moralkodeks vs. tyve og pirater
Denne serie har en del personligheder med lidt… anløben… moral. Det giver en vis dynamik i fortællingen, men det giver også mulighed for personlig udvikling, og jeg kan godt lide de dilemmaer, det sætter personerne i. Det gør også, at du som læser er lidt skeptisk, når nogen opfører sig lidt for pænt, men det kan jeg godt lide – altså at personerne og dermed fortællingen ikke er så forudsigelig. Jeg syntes dog, at hovedpersonerne generelt var skønne og skæve og ikke nødvendigvis lignede de traditionelle hovedpersoner i ungdomsfantasy.

Dette er fantasyserien for dig, der elsker magi, tricksters og pirater. Dig, der elsker action, drama og storladenhed. Et persongalleri, der byder på flere overraskelser men også personer, der er værd at elske.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *