Solbarnet

Det var efterhånden et stykke tid siden, jeg sidst havde været på biblioteket, så for et par uger siden smuttede jeg forbi stedet for at låne lidt forskellige bøger. Det blev blandt andet til denne bog, som jeg har haft stående på min skal-læses-liste et stykke tid.

‘Solbarnet’ af Kasper Hoff er en fantasybog, der foregår i landet Solrun, hvor befolkningen slider som besatte for at opføre det hellige Soltårn. Profetien siger, at en dag vil Solbarnet bestige tårnet og hente solguden ned på jorden, og det vil stoppe folkets lidelser. Med nogle års mellemrum udvælges et nyt barn, der skal bestride den ærefulde – og ikke mindst magtfulde – titel, Solbarnet. Den fattige dreng, Nimo, bliver på et tidspunkt valgt, men han opdager, at det langt fra er alle, der er interesserede i, at profetien går i opfyldelse. Gør den det, vil der være mange mennesker, der i dag er betydningsfulde, som vil miste deres magt og rigdom. Nimo går sammen med pigen Zira for at gøre en ende på folkets lidelser – om de så må trodse religionens overhoveder!

Da jeg besluttede mig for at læse bogen, troede jeg, at det var en ungdomsbog, men jeg skulle ikke langt ind i bogen, før jeg måtte sande, at bogen nok er skrevet til et yngre publikum. Det skyldtes ikke mindst skrivestilen, som ind imellem var meget simpel, og det var jeg ikke så vild med.

Temaet er nu ganske interessant. Omdrejningspunktet er et religiøst styre, som efterhånden er kommet så meget på afveje, at de religiøse overhoveder bruger mere tid på at pleje egne interesser og holde status quo frem for at søge at lindre folkets lidelser. Det er (selvfølgelig) fremstillet meget sort/hvidt med tydelige skurkeroller, som er lidt for simple til min smag, men en af bogens positive træk er, at heltene i historien ikke ligefrem er det klassiske billede på the good guys. De har også fejl og kan ind imellem være lidt svære at holde af, men det er nu et træk, jeg godt kan lide. Hovedpersoner skal helst være menneskelige – men de skal også have nogle positive træk, og det er der heldigvis også i denne historie.

Jeg kan godt lide den ørkenverden, som forfatteren har skabt, og jeg ville ønske, at der var brugt tid på flere detaljer og flere plottråde i historien, for oplægget kan jeg godt lide. Desværre er udførelsen lidt for simpel (da den er skrevet til et ungt publikum) til min smag, men som børnebog er den udmærket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *