The Gunslinger – graphic novel

Jeg har planer om at læse resten af ‘The Dark Tower’-serien af Stephen King i år. Jeg læste første bog i serien, ‘The Gunslinger’, for snart to år siden, og da man snart begynder på filmatiseringen af denne bog, mente jeg, det var på tide at få læst serien færdig. Da jeg så faldt over graphic novel-udgaven af ‘The Gunslinger’ på biblioteket, tænkte jeg, at det var en god måde at få genopfrisket handlingen, inden jeg fortsætter med bogserien.

Men… det var det ikke. Først og fremmest fordi graphic novel-udgaven ikke bare er en tegneserie-udgave af bogen af samme navn men en fortolkning. Det betyder blandt andet, at historierækkefølgen er en helt anden, og at denne graphic novel indeholder en række spoilers i forhold til bogserien. ARGH ARGH! Og det fandt jeg selvfølgelig først ud af, da jeg var kommet et godt stykke ind i hæftet og blev mere og mere forvirret over handlingen.

Så jeg vil ikke anbefale dig at læse tegneserieudgaven, medmindre du har læst hele bogserien først. Hvor meget der er spoilers, og hvor meget der er fortolkning, ved jeg ikke, og jeg prøver ikke at tænke for meget over det.

Jeg vil dog fremhæve tegnestilen i denne graphic novel. Den er meget stemningsfuld og præcis, som jeg havde forventet/håbet inden, så på den front var jeg bestemt ikke skuffet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *