The Handmaid’s Tale

‘The Handmaid’s Tale’ er en bog, jeg længe har ønsket at læse. Ikke blot er der tale om en ny-klassiker – det er også en bog, der ofte refereres til, og det har pirret min nysgerrighed. Bogen står samtidig på BBC’s Big Read liste, hvorfra jeg skal læse mindst otte bøger i år, så jeg kunne lige så godt slå flere fluer med ét smæk og læse bogen.

‘The Handmaid’s Tale’ er skrevet af Margaret Atwood og foregår i en nær-fremtidsverden, hvor samfundet har ændret sig drastisk efter et terrorangreb. Fattige kvinder er nu tjenestefolk hos de rige familier, og af tjenestepigernes opgaver er at agere rugemødre for de rige familier, der ikke selv kan få børn. I bogen følger man Offred – en kvinde, der skal agere rugemor og derfor skal have sex med herren i huset en gang om måneden. Det giver visse komplikationer – blandt andet fordi Offred stadig ikke er blevet gravid, og hun frygter, at hun bliver stemplet som ufrugtbar og dermed degraderet til at udføre samfundets laveste opgaver.

Hvis du er typen, der foretrækker at læse bøger, hvor rammerne er klare fra start, så er denne bog nok ikke noget for dig. Den er mildest talt meget nærig mht. at fortælle om den verden, den foregår i, og havde jeg ikke læst flere foromtaler inden, så havde jeg nok følt det som om, at jeg vaklede i blinde i de første kapitler i denne bog. Det ærgrede mig lidt, for det var lidt forvirrende i starten, men på den anden side kunne jeg godt lide at ‘gå på opdagelse’ i bogen for at finde ud af mere om den verden, den foregik i.

Jeg havde gerne set, at verdenen var uddybet lidt mere i denne bog. Dels fordi jeg gerne vil forstå hvordan og hvorfor samfundet pludselig har ændret sig så radikalt, og dels fordi jeg et eller andet sted har lidt svært ved at acceptere præmissen for bogen. På den ene synes jeg ikke, at samfundet er beskrevet nær så outreret, som jeg havde forestillet mig (hvis vi ser bort fra ritualerne i bogen – de er pænt mærkelige!), og på den anden side undrer jeg mig over, at der er en selvfølgelighed over handlingerne i bogen, som undrer mig, når samfundsændringerne blot er få år tilbage (10 år – måske mindre?).

Da jeg læste bogen, kom jeg flere gange til at tænke på ‘Fahrenheit 451’ – både mht. skrivestilen og mht. de følelser, bogen vakte i mig – eller måske ikke vakte i mig. Begge bøger beskriver en dyster nær-fremtid, hvor der er sket radikale ændringer, og hvor samfundet er en truende og overvågende instans, der ikke vil borgeren (=individet) det godt. Eftersom jeg godt kan lide dystopiske bøger, burde jeg holde af dem begge, men desværre krøb ingen af dem aldrig helt ind under huden på mig. Det ærgrede mig især i forbindelse med ‘The Handmaid’s Tale’, for selvom jeg helt klart kunne se en række kvaliteter i bogen, så kom fortællingen til at fremstå for distanceret og utopisk for mig.

Men når det så er sagt, så er det en velskrevet og nærmest underspillet fortælling om en kvindes skæbne, hvor man får glimt af hendes fortid og de tanker, hun gør sig om sin fremtid. Det er en bog, der handler om håb, frygt, afsavn og uvished på samme tid, men også en bog, som måske ikke er så langt fra virkeligheden, som man skulle tro ved første øjekast.

‘The Handmaid’s Tale’ er en interessant bog, og selvom den ikke rørte mig nær så meget, som jeg havde håbet, så ved jeg samtidig, at det er en bog, jeg gerne vil læse igen og måske opdage nye sider ved.

2 tanker om "The Handmaid’s Tale"

  1. Jeg er enig i mange af dine kritikpunkter. Accepten af dette nye samfund, var også en af de ting der gik mig lidt på, idet der tilsyneladende er gået få år. Dog synes jeg fortællingen var så interessant, at min samlede holdning til bogen var meget positiv.

    • Ja, det var lidt irriterende, at samfundet tilsyneladende havde ændret sig så drastisk på så kort tid. Men en udmærket læseoplevelse alligevel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *