The Night Before Christmas

I min jagt på julebøger faldt jeg over denne lille sag, som jeg ikke kunne stå for.

‘The Night Before Christmas’ er skrevet af Nikolai Gogol og er en form for eventyr, der foregår i Ukraine, hvor hekse og djævle er på spil natten før juleaften. Men hvor man først tror, at det er et traditionelt eventyr, udvikler historien sig snart til en parodi på dette, da der også indflettes et kærlighedsdrama og en forvekslingskomedie med bejlere, der puttes i kulsække.

‘The Night Before Christmas’ er en speciel og utraditionel julefortælling og er på visse områder så aparte, at jeg havde svært ved at opfatte den som en julehistorie. Julestemning – som jeg ser det – var der ikke meget af.

Historien var på sin vis udmærket, men jeg havde en underlig fornemmelse af at have læst den før – eller i hvert fald den del med kærlighedsdramaet og komedien – og jeg var ikke så vild med den passage. Så hellere flere hekserier i den mørke nat, så det blev mere ‘Nightmare before Christmas’-agtigt, hvis det endelig skulle være. Jeg var heller ikke synderlig vild personerne i bogen, som jeg havde svært ved at relatere til og som virkede distancerede og var ret karikerede.

Sproget i bogen var til gengæld en positiv overraskelse, hvor forfatteren med malende beskrivelser formåede at danne masser af fantasifulde billeder i mit hoved under læsningen. Det er en stemningsfuld bog, men desværre ikke helt den stemning jeg var på udkig efter.

Et spændende bud på en julefortælling, men desværre ikke lige det, jeg håbede på.

2 thoughts on “The Night Before Christmas

  1. Jeg var meget tæt på at bestille denne bog sammen med de andre julebøger, jeg har fået hjem, men at de ikke lød så julet afholdt mig fra at gøre det. Det lyder til at være det rette valg, såfremt det er julehistorier man er efter.

    • Ja, jeg savnede i hvert fald (klassisk) julestemning. Historien var sådan set interessant nok, men der var ikke så meget julehygge/juleglæde over bogen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *