The Rats

the rats

Jeg faldt over ‘The Rats’, da jeg researchede horrorbøger som optakt til sidste Read-a-Thon. Bogen lød som good old classic horror, og det kunne jeg ikke stå på, så den læste jeg selvfølgelig i løbet af eventen!

‘The Rats’ er skrevet af James Herbert og handler naturligvis om rotter. I første scene bliver en mand overfaldet og dræbt af forvoksede rotter. Dette gentager andre steder i byen, inden læseren bliver introduceret til den unge kunstlærer, Harris. Han hjælper en kvinde, hvis barn er blevet mishandlet og dræbt af rotter, og Harris begynder inden  længe at fornemme, at noget er helt, helt galt. Snart udvikler situationen sig, og mængden af rotter er overvældende. Harris indser, at der må gøres noget, inden rotterne oversvømmer byen.

Jeg fik ret i min antagelse – ‘The Rats’ er i sandhed en rigtig klassisk historie, hvor en by og dens befolkning pludselig bliver ramt af en trussel, der kan ødelægge alt. I dette tilfælde er det noget så almindeligt som rotter – dog i en forvokset og bestialsk udgave – men er der nok af dem, kan de sagtens udgøre en alvorlig trussel.

Forfatteren bygger rammen op ved først at beskrive en række små hændelser, hvor rotterne og deres grusomhed introduceres, inden selve hovedhistorien tager form. Det fungerer godt, og der kunne såmænd sagtens have været flere små hændelser undervejs, for det gav en god dynamik.

Der er nogle grumme scener undervejs – ikke splatteragtig men bestemt situationer, hvor man for alvor ser hvor altødelæggende rotterne kan være. Jeg synes, at scenerne bliver ekstra ubehagelige, fordi rotter faktisk er væsner, du kan møde i virkeligheden. Selvom mange af rotterne, der optræder i bogen, lige er en tand større end normalt, så føles truslen stadig reel.

Selve handlingen rummer ikke så mange overraskelser, da historien er ret traditionelt opbygget, men alligevel var den spændende og havde den der krybende følelse, som horrorbøger bør have. Man ved, der er ting, der vil gå galt, men man bliver nødt til at kigge alligevel…

Er du til klassiske horrorhistorier i stil med dem, Edgar Allan Poe skrev, så vil du sandsynligvis også nyde ‘The Rats’.

2 thoughts on “The Rats

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *