Twelve Slays of Christmas

’Twelve Slays of Christmas’ af Jacqueline Frost

Mord i juleby
Da Hollys forlovede aflyser deres julebryllup kun to uger før, tager hun hjem til forældrene i byen Mistletoe for at søge trøst og støtte. Hjemme er der masser at lave, for gården er pyntet op til jul og har masser af besøgende hver dag, så Holly giver selvfølgelig en hånd med. Alting tager dog en dramatisk drejning, da den ældre, emsige dame, Margaret, bliver dræbt på familiens grund. Hvem vil dog dræbe hende? Godt nok var hun ikke vellidt og havde gjort sig uvenner med flere på det sidste, men alligevel. Holly vil gøre alt for at rense familien for mistanke, og snart er hun så involveret i efterforskningen, at hun modtager dødstrusler fra morderen.

Bjældeklang og sukkerstang
Der er fuldfed julestemning i denne bog, og i bedste amerikanske stil skyldes det selvfølgelig rå mængder af kage og sukkerstads, men helt seriøst – forfatteren forstår virkelig at smøre godt med jul ud over siderne, så man føler sig hensat til en by, der er pyntet op i stor stil. Jeg fik i den grad lyst til at besøge den fiktive by for at nulre rundt og se på juleudstillinger og nippe til varm kakao.

Kan man kombinere krimi og jul?
Jeg var lidt skeptisk over for konceptet – hvordan i alverden kombinerer man en mordgåde med noget så hyggeligt som jul? Men denne historie fungerer overraskende godt, for selvom det er tragisk, at der sker et mord, så passer historie og setting fint sammen.

Søde turtelduer
Holly kan ikke sig i skindet og skal absolut snuse rundt for at finde ud af, hvem der har dræbt Margaret til trods for, at den nye sherif flere gange beder hende om at lade være. Men det er nu også meget hyggeligt at have en undskyldning for at tale med den søde, pæne sherif, og det var sjovt at se, hvordan deres venskab spirede, hver gang de stødte på hinanden under efterforskningen. Jeg frygtede, at det ville blive lidt for klistersødt-chicklit-agtigt, men det blev det heldigvis ikke.

Konklusion: ’Twelve Slays of Christmas’ er en rigtig hyggelig og stemningsfuld julebog – trods mord og dramatik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *