Ulvens bror

Når jeg surfer på netlydbog.dk, leder jeg ind imellem bevidst efter en bog, som er hyggelig højtlæsning og knapt så meget et tungt, litterært værk. Lydbogsmediet er for mig i højere grad noget, jeg nyder, når jeg er på farten (enten med bus, tog eller til fods), og så må det gerne være en fortælling, som får mig til at smile.

Her passer ‘Ulvens bror’ af Michelle Paver godt ind. I bogen følger vi drengen Torak, hvis far dræbes af en stor bjørn. Torak vandrer derefter alene omkring i skoven, for han har ikke haft kontakt til sin klan i mange år. Snart støder han dog på en ulveunge, som han hurtigt knytter bånd til, og i løbet af kort tid vokser et sprog frem mellem dem, hvor de begge forstår, hvad hinanden siger. Torak fornemmer godt, at det må være en særlig evne, han har – en evne, han ikke bør tale højt om – og han forsøger da også at skjule den, da han støder på tre unge mennesker fra Ravneklanen, som tager ham til fange. Han må kæmpe for sit liv, da han dømmes til døden, men ved hjælp af list og kløgtighed vinder han kampen. Han indser dog hurtigt, at han langt fra er reddet, for flere mener, at hans opdukken er et tegn, hvor han har en særlig rolle i forbindelse med opfyldelse af en profeti. 

Det er længe siden, jeg har læst/hørt en bog, hvor handlingen foregår i stenalderen, men det var rart med en helt anden setting, end jeg er vant til. Forfatteren er god til at tegne et billede af en rå natur, hvor mennesket endnu ikke har haft megen indflydelse, og hvor det at overleve er en kamp i sig selv.

Det er et utrolig sympatisk og hyggeligt makkerpar – drengen og ulveungen – og har du på et tidspunkt haft en hund, så kan du genkende noget af opførslen og sproget i beskrivelsen af ulven. Jeg trak flere gange på smilebåndet, når de to kommunikerede, og min klare sympati lå hos dem – godt hjulpet på vej af, at Ravneklanens opførsel ind imellem var dybt underlig, når du som læser ikke kendte til deres baggrund inden mødet mellem dem og Torak.

Konflikten mellem flere af personerne i bogen er lige lovlig forceret – det giver således ikke helt mening, at Toraks pludselige fjende er så forhippet på at skade ham og fremhæve sig selv. Omvendt er selve kulturkonflikten mellem Torak og Ravneklanens medlemmer ganske interessant og belyser fint, hvor isoleret han har levet, og hvor anderledes mennesker kan opfatte ting. 

Der er ingen tvivl om, at det er en hyggelig bog, selvom der også er barske øjeblikke. Med slutningen antydes det, at der nok er et stilskifte i den næste bog, men jeg tror nu, jeg vil læse eller høre efterfølgeren under alle omstændigheder, for jeg kan godt lide den verden, som forfatteren tager udgangspunkt i. Bogen kan anbefales, hvis du trænger til en stille, rolig og hyggelig højtlæsningsbog. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *