UnSouled

UnSouledDette er tredje bog i ‘Unwind’-serien, der er skrevet af Neal Shusterman. Se mine anmeldelser af de forrige bøger, ‘UnWind’ og ‘UnWholly’.

Jeg kan ikke komme med et resumé af handlingen i ‘UnSouled’ uden at afsløre for meget fra de foregående bøger. I stedet opsummerer jeg plusser og minusser ved ‘UnSouled’.

Jeg synes fortsat, at forfatteren er god til at udbygge historien med flere facetter af konceptet ‘unwinding’. I ‘UnSouled’ er tempoet dog slet ikke så hurtigt som i ‘UnWholly’, og det ville også næsten være synd at forlange, for der blev virkelig sat mange ting i gang i forrige bog. Det betyder dog også, at ‘UnSouled’ kommer til at virke mere almindelig i sit udtryk og adskiller sig ikke voldsomt fra de gængse ungdomsbøger… og så alligevel. Forfatteren har stadig et par overraskelser i ærmet – bedst som man tror, man har gennemskuet, hvad der skal ske – og selvom der ikke er lige så mange WTF-øjeblikke som i de to foregående bøger, så var jeg fint underholdt, da jeg læste ‘UnSouled’.

Jeg tror fortsat, at mit største kritikpunkt ved serien er en af skurkene, som jeg ikke synes fungerer optimalt. Jeg kan dog godt lide, at personen ikke har held med alt, hvad han foretager sig, og at han flere gange ‘falder ud af rollen’ som den klassiske skurk, men jeg er som sagt ikke så vild med begrundelsen for, hvorfor han agerer, som han gør.

I skrivende stund er jeg ved at læse den sidste bog i serien, ‘UnDivided’. Anmeldelsen kommer selvfølgelig her på bloggen på et senere tidspunkt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *