Weird Things Customers Say in Bookshops

Jeg har læst flere begejstrede anmeldelser af denne lille bog, og da den passer godt ind i månedens tema med humoristiske bøger, røg den på læselisten tidligere på måneden.

‘Weird Things Customers Say in Bookshops’ er skrevet af Jen Campbell og indeholder en lang række citater og scener fra en lang række boghandlere, hvor kunder har stillet meget mærkelige spørgsmål eller har opført sig ret usædvanligt.

Kunden har ikke altid ret. Det beviser denne bog i hvert fald, for der er mange eksempler på, hvordan kunder opfører sig ret ubetænksomt i boghandlere. Der er eksempler på, at kunder vil slippe små børn løs og derefter lade dem klatre rundt på boghylderne eller simpelthen forvente eller ønsker at efterlade de små børn i boghandlen, mens kunden selv går i en anden butik. Der er også eksempler på, at kunder stiller ret tåbelige spørgsmål eller blot opfører sig utrolig sært.

Flere af episoderne er så absurde, at jeg sad og overvejede, om det ikke blot var noget, forfatteren havde fundet på, for visse eksempler var så langt ude, at det var svært at forestille sig, at det kunne have foregået i virkeligheden.

Selvom bogen kun er lidt over 100 sider lang, så delte jeg den op i mindre bidder, da jeg læste den, for jeg syntes ikke, den var så fængende. Den minder meget om andre bøger med humoristiske citater, og selvom det selvfølgelig var interessant, at citaterne stammede fra episoder i boghandlere, så kunne flere af scenerne sagtens være foregået i andre butikker og stadig være lige så absurde.

Det er en hyggelig lille bog, som sagtens kan læses flere gange, men jeg syntes desværre ikke, at den var helt så sjov og medrivende, som jeg havde håbet. 

8 thoughts on “Weird Things Customers Say in Bookshops

  1. Sandt nok – men i de tilfælde synes jeg mere, at det er sørgeligt end sjovt, for der er godt nok nogle absurde situationer/spørgsmål i den bog.

  2. Jeg havde det lidt på samme måde med den anden bog. Der var nogle ting hvor jeg tænkte at det må hun havde fundet på, for nogle af hendes egne kommentarer (eller bibliotekarenes) er nogle gange lidt for ledende, eller direkte uhøflige.

  3. Det viser netop, hvorfor kategorien 'humoristiske bøger' er lidt svær, for folks humor er ret forskellig. Her syntes jeg, at flere af scenerne virkede meget kunstige (og hvis de faktisk var virkelige, så fandt jeg dem mere sørgelige end sjove).

  4. Som tidligere ansat i supermarked og nu i boghandler kan jeg skrive under på at selv de mest absurde handlinger i den bog meget vel kunne være sket i virkeligheden. :S

    Jeg synes den var ganske sjov, sådan alt i alt, men det er nu ikke en bog jeg sådan tager frem på ugebasis. Jeg synes den fungere lidt som en vittighed: Den er sjov første gang, men så skal man også lade den hvile lidt. 😉
    Til gengæld var jeg enormt skuffet over den anden bog hun skrev. Jeg læste den med forventning om nye oplevelser, men synes lidt at 50 % af den var gengangere fra den første bog. Ret ærgerligt. :/

  5. Det er faktisk rigtigt – jeg kan godt huske, at jeg har læst en del skuffede anmeldelser af den næste bog. Umiddelbart har jeg ikke planer om at læse den – især ikke hvis den minder så meget om den første bog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *