Så gik august og jeg…

Fik set en del serier
Jeg havde egentlig planer om at læse mere i denne måned, men pludselig opdagede jeg to serier på DR, som jeg gerne ville se – og som ville blive fjernet fra hjemmesiden i slutningen af august! Så fik jeg travlt med det. Derudover udnyttede min allerkæreste og jeg også de mørkere aftener til at se nogle film og standup-shows på Netflix, inden vi sikkert går i gang med en ny serie her i starten af september. Muligvis The Americans eller The Mindhunter.

Læste 13 bøger
Jeg fik læst en pæn mængde bøger, selvom det var et lidt lavere antal, end jeg oprindeligt havde planlagt. Desværre var der ikke så mange gode læseoplevelser imellem, men sådan går det jo ind imellem. Jeg satser på at få læst mere i løbet af september – ikke mindst fordi jeg har flere tykke bøger, jeg gerne vil nå.

Købte årets korteste King-bog
I august prøvede jeg noget nyt! For første gang nogensinde har jeg købt en e-bog! Det er ellers ikke noget, jeg normalt vil gøre, eftersom jeg foretrækker at købe fysiske bøger, men ’Riding the Bullet’ kunne jeg kun finde som e-bog, og da den kun er på 66 sider, tænkte jeg, at det ikke var det store tab ikke at have den i fysisk udgave.

Var ikke så skuffet over ‘The Paying Guests’
Jeg holder meget af Sarah Waters bøger, men hendes ’The Paying Guests’ havde ikke fået særlig gode anmeldelser, og det opdagede jeg først, da jeg allerede havde købt den (på tilbud). Men jeg fik læst den i løbet af august og blev positivt overrasket over, hvor meget historien fangede mig. Det må først og fremmest være skrivestilen, for handlingen var ret simpel og tempoet meget langsomt. Desværre var slutningen ikke særlig interessant eller tilfredsstillende, så det samlede indtryk blev også derefter.

Huskede at læse tegneserier
Selvom mine læseplaner for måneden ændrede sig, så huskede jeg heldigvis at få læst mindst fem tegneserier, som jeg havde lovet mig selv i juli-indlægget. Når jeg skriver heldigvis, så skyldes det først og fremmest, at jeg blandt andet fik genlæst et par Rune T Kidde-tegneserier og dermed genfundet nogle virkelig sjove historier, jeg ikke har læst siden teenageårene. Supernostalgisk og hylende sjovt på samme tid.

I september vil jeg:

  • Ikke have så mange planer. Jeg pønser på at lave en læseplan for oktober, der udelukkende vil bestå af gys og horror – selvfølgelig i anledning af Halloween og efterår.

Rune T. Kidde

set på ereolen

Har du prøvet at vende tilbage til en tegneserie eller film, som du syntes var ustyrlig morsom som teenager og været spændt på, om du stadig fandt den sjov? Det eksperiment udførte jeg for nylig, da jeg opdagede, at Ereolen har nogle af Rune T. Kiddes tegneserier liggende som e-bøger.

Jeg læste en del af hans absurde, skøre og provokerende grimme tegneserier som teenager og fandt dem hylende morsomme (og lidt platte). Jeg bilder mig ikke nødvendigvis ind, at jeg siden har fået en meget mere sofistikeret humor (for det ville være løgn), men smag ændrer sig jo gennem årene, så jeg var lidt nervøs for, om de stadig var noget for mig.

Heldigvis blev jeg glædeligt overrasket. Rune T. Kiddes tegneserier holder stadig. Jeg elsker den kreative, finurlige og snørklede humor, og jeg må se, om ikke jeg kan skaffe nogle af bøgerne, så jeg kan vise dem til mine nevøer. Jeg må nemlig med skam indrømme, at jeg ikke fik købt tegneserierne dengang, da jeg plejede at låne dem af vennerne, men nu får jeg lyst til at læse flere af dem, så dem vil jeg gå på jagt efter.

Hvorfor jeg ikke kan fordrage ‘Forbandede kærlighed’

Nu er det sjældent, at jeg skriver meget negative boganmeldelser. Jeg synes dog, at ’Forbandede kærlighed’ af Colleen Hoover, som jeg læste i min sommerferie, er så problematisk, at jeg bliver nødt til at anmelde den på bloggen. Min irritation skyldes i høj grad, at jeg føler mig snydt for en (god) kærlighedshistorie, som jeg forventede, da jeg valgte bogen. Men det skyldes i særdeleshed også et meget usundt parforhold, hvor den ene part klart udnytter den anden, og hvor jeg virkelig ikke håber, at unge mennesker tror, at det er acceptabelt.

Forlagets oplæg:
Da Tate Collins møder den hemmelighedsfulde pilot Miles Archer første gang, er det langt fra kærlighed ved første blik. Det er heller ikke ligefrem venskab. Det eneste, de to har til fælles, er en ubestridelig gensidig tiltrækning, og snart indleder de et uforpligtende forhold udelukkende baseret på sex. Det burde være den perfekte ordning for dem begge, for Tate har ikke tid til at have en kæreste, og Miles er slet ikke ude efter kærlighed. Spørgsmålet er nu blot, om Tate kan overholde de to simple regler, som Miles har opstillet som eneste betingelse for deres forhold:

Spørg aldrig ind til fortiden.
Forvent ikke en fremtid.

De tror, at de kan håndtere det, men de indser begge hurtigt, at de leger med ilden. For Miles bærer på en mørk hemmelighed, som han ikke er parat til at slippe, og som tiden går, falder Tate langsomt, men sikkert for den flotte og mystiske pilot. Og pludselig er intet særlig enkelt længere.


Jeg troede, det var en kærlighedsroman og ikke en samling af sexscener
Da jeg valgte at læse bogen, havde jeg den klare opfattelse af, at det var en romantisk historie. Jeg havde dog ikke i min vildeste fantasi – heller ikke efter at have genlæst forlagets oplæg – troet, at bogen var så proppet med sexscener, der ofte var meget detaljeret beskrevet. Nu er jeg ikke specielt snerpet, men jeg blev helt utrolig træt af at læse om hovedpersonernes lagengymnastik, og jeg savnede i den grad kærlighed og følelsesmæssig intimitet i fortællingen.

Umodne hovedpersoner og en utilnærmelig træmand
Det tog mig lang tid at indse, at de to hovedpersoner skulle forestille at være i midten af 20’erne. Deres opførsel mindede mest af alt om to 15-årige, der indleder et fysisk forhold for første gang, og hvor det kan være charmerende hos teenagere, så virkede det tåkrummende pinligt, når de var ti år ældre. Det blev så ikke bedre af, at den mandlige hovedperson, Miles, var ekstremt lukket og kun fokuserede på egne behov. Er vi ikke snart færdige med træmænd som den romantiske part i moderne kærlighedshistorier? Miles vil intet fortælle om sin fortid, ikke tale om en fremtid og behandler i det hele taget Tate som en ting, der skal tilfredsstille ham seksuelt. På ingen måde et sympatisk menneske. Der hintes løbende til, at hans opførsel skyldes fortidens skeletter, men for det første mener jeg ikke, at andre skal lide under hans dårlige erfaringer, og for det andet synes jeg så heller ikke, at hans fortid er forklaring nok (eller rettere grund nok).

Brug-og-smid-væk kærlighed
Da hovedpersonerne indleder forholdet, er det en klar forudsætning, at de udelukkende mødes for at have sex. Sådanne forhold findes der mange af i dag. Jeg synes dog, at det er så ucharmerende og koldt beskrevet – måske fordi den ene af parterne i sidste ende gerne vil mere og andet end det. Men det er virkelig ubehagelig læsning at læse om et så usundt forhold, som skaber så ulykkelige situationer.

Let gennemskueligt plot med skuffende slutning
Det eneste, der fik mig til at læse bogen færdig, var ønsket om at få slutningen med. Ikke fordi jeg havde forventet noget stort og vildt, for jeg var ret sikker på, at jeg allerede tidligt havde gættet på, hvad grunden til Miles’ sindssyge opførsel var. Men jeg havde et stille håb om at blive positivt overrasket. Det blev jeg ikke. Slutningen føltes flad og mest af alt som et antiklimaks. Den var klodset beskrevet og på ingen måde det dramatiske og følelsesladede højdepunkt, der var lagt op til.

Pseudofølt sprog
Jeg var ikke så vild med skrivestilen. Det var især i fortidskapitlerne, hvor man skulle lære Miles og hans baggrund at kende. Her prøvede bogen ind imellem at være meget lyrisk og følt, men det kom mest af alt til at virke påduttet. Måske skyldes det den danske oversættelse, men ikke desto mindre virkede det ikke naturligt.

Alt i alt – ’Forbandede kærlighed’ er en af mine dårligste læseoplevelser i år. Kan absolut ikke anbefale den (uanset hvilke bøger, du er til).

Kings of the Wyld

Kings of the Wyld af Nicholas Eames – første bog i The Band-serien.

Når helte bliver ældre og ikke længere er i form
Engang var de legendariske – en gruppe lejesoldater, som alle talte om, og alle beundrede. Nu er årene gået, og de har stiftet familie, er faldet til ro og har også fået nogle ekstra kilo på sidebenene. Men så bliver en af gruppemedlemmernes datter fanget i en by, der er under belejring, og gruppen bliver nødt til at gå sammen igen for at redde hende og resten af byens borgere. Er det muligt? Har de stadig stærke, smidige og hurtige nok til at overvinde farerne, eller er de blot en flok halvgamle mænd, som kun kan aftvinge sig overbærende smil?

Menneskelige helte med næsten umenneskelig overlevelsesevne
Heltene i historien er alle midaldrende mænd, og deres lidt kluntede start på eventyret gør dem meget menneskelige. Der er dog ingen tvivl om, at de stadig kan et par tricks eller syv, og selvom det ind imellem virker rasende usandsynligt, at de kan klare sig så godt igennem, så er det også med til at holde actionniveauet højt samt forklare, hvorfor de fik så høj heltestatus i sin tid.

Det er okay at tabe… til kvinder
Til trods for, at hovedpersonerne er mænd, og at hovedmålet i bogen er at redde den enes datter, så er der alligevel en ganske fin mængde girlpower i denne bog. Ikke alene bliver de mandlige hovedpersoner frarøvet deres ejendele af en pigebande – der er også en ganske stærk kvindelig skurk, som får en særdeles interessant rolle i historien. Altid dejligt at se når fantasy ikke nødvendigvis er lig med middelalderens synspunkt på kvinder. I det hele taget er det en ret moderne fantasybog – homoseksualitet er også repræsenteret blandt de bærende personer og heldigvis også på en meget fin måde.

Ganske sjovt… og næsten for sjovt?
Den ting, der nok overraskede mig mest ved bogen, var hvor megen humor, der var plads til blandt alle actionscenerne. Det var fint, at historien var skrevet med et glimt i øjet, men det var lige før, at jeg syntes, at det var lige lovlig meget slapstick og smarte kommentarer. Det havde givet lidt mere dybde til historien, og det savnede jeg.

Kan bogen anbefales?
Helt bestemt – hvis du er til actionfyldt fantasy, hvor heltene ind imellem kvajer sig og kommer med i ret akavede og skøre situationer. Og hvor pigerne gerne må vinde. Og hvor det ikke altid er let at forudsige, hvad der sker på næste side.

Jeg er blevet meget glad for e-bøger

Jeg læser efterhånden en del bøger på min mobil. E-bøger selvfølgelig. Jeg låner dem gennem bibliotekernes to tjenester – Ereolen og Ereolen Global, og det fungerer rigtig fint.

Jeg var ellers lidt skeptisk, da en af mine venner anbefalede e-bogslæsning på mobilen for en række år siden. Jeg mente, det var en ret lille skærm at læse på, men hun argumenterede med, at spaltebredden gjorde, at man læste hurtigt, og at det var praktisk at have en bog på mobilen, man altid kunne hive frem, hvis man sad i tog, bus, venteværelse eller et helt fjerde sted, hvor man skulle slå tiden ihjel.

…. og hun havde ret. Det er superpraktisk at have en bog med på mobilen (og så har jeg en mobil med stor skærm). De seneste måneder har jeg stort set kun læst e-bøger, når jeg tager toget til arbejde (og sparer dermed plads i tasken til en fysisk bog), og det har især betydet, at jeg får læst flere e-bøger på engelsk, for jeg synes, at udvalget på Ereolen Global er ganske godt (og så er der den fordel, at her kan man aflevere bøgerne tilbage og hurtigere låne nye, hvilket er modsat den danske pendant Ereolen, hvor ens lån er fastlåst i en måned). Jeg nyder også at kunne læse e-bog, hvis gemalen og jeg er på ferie, og jeg vågner, mens det stadig er mørkt. Jeg vågner altid tidligt, og det er rart at kunne læse i sengen uden at skulle tænde en masse lys og dermed vække ham. Nåja, og det er let at låne flere bøger, hvis jeg er ved at løbe tør for læsestof på en ferie – det ville jo være en katastrofe :O

Det kan godt være, at jeg på et tidspunkt vil gå tilbage til fysiske bøger på turen til og fra arbejde, men lige nu nyder jeg, at der er mere plads i tasken, og at den vejer mindre.

Så gik juli og jeg…

Nød ferien i fulde drag
Aaaah, sommerferie er skønt. Også selvom den kun er på to uger i år. Lige nu synger den på sidste vers, for hverdagen starter igen på mandag, men så er det bare om at nyde de sidste dage ekstra meget.

Læste 16 bøger
Ferietid er læsetid, og det kan da også ses tydeligt i antallet af læste bøger denne måned. Læseoplevelserne var noget blandede, men heldigvis var der en del i den høje ende af skalaen. Og et par rigtige ærgerlige – en af dem vil jeg nok blogge om inden længe.

Genlæste Dolores Claiborne
Månedens King-bog var en genlæsning – nemlig ‘Dolores Claiborne’. Det er ellers en af de King-bøger, jeg mindst kan lide og en af hovedårsagerne til, at jeg i mange år ikke læste hans bøger. Jeg forelskede mig nemlig i hans historier med overnaturlige elementer, så da han havde en periode med socialrealistiske bøger, valgte jeg at fokusere på andre forfattere. Men var bogen så bedre nu? Hmm… lidt bedre. Den første tredjedel var noget langsommelig og kedelig, men derefter syntes jeg, at historien for alvor udviklede sig til det bedre.

Morede mig over månedens tykke bog
Jeg havde valgt ‘Kings of the Wyld’ som månedens 500+ siders bog, og det viste sig heldigvis at være et godt valg. Sjov, skør, actionfyldt fantasybog om en gruppe midaldrende lejesoldater og tidligere helte. Anmeldelse kommer inden længe her på bloggen.

I august vil jeg:

  • Læse mindst fem tegneserier. Det er for længe siden, jeg har læst comics og graphic novels, så det skal der være tid til den næste måneds tid.

Seafire

Seafire af Natalie C. Parker – første bog i Seafire-serien.

Gæve unge kvinder udgør besætningen på skibet Mors Navis – ledet af kaptajn Caledonia, der søger hævn over krigsherren Aric Athair, der dræbte hendes familie. Alle har de mistet familie og hjem på grund af ham, men det stopper dem ikke. Hver dag er en kamp for at overleve og komme tættere på endelig at få den hævn, de alle søger.

Girlpower og skumsprøjt
Et skib kun bemandet af unge kvinder, der søger hævn over en mandlig skurk – det kunne blive meget klichéfyldt, men det er det heldigvis ikke (og hvorfor skulle det i øvrigt være underligt, at der kun er kvinder på skibet – det er fantasy/steampunk og dermed ikke noget, der skal være historisk korrekt). Der er visse komplikationer ved, at skibet kun bemandes af piger/kvinder. De er hverken mandehadere eller er mindre kompetente, fordi de er kvinder, men de vil ikke have mænd på skibet, for de kunne være spioner for Aric Athair. Det passer mig rigtig fint, at køn ikke fylder mere, end det reelt set gør i denne historie, for det ville være rigtig trættende, men der er til gengæld masser af piratstemning og sømandsliv, hvilket både er fascinerende og nyskabende.

Fokus på personligheder og roligt historietempo
Denne bog emmer af sammenhold – selvfølgelig tilsat usikkerhed, fortielse og frustration – og det er let at holde af de ret forskellige personligheder, der udgør besætningen. Selvom der ikke er så megen plads til de enkelte personer, så synes jeg alligevel, at det lykkes for forfatteren at opridse nogle spændende personer med meget få ord, og hun er ikke bange for at gøre det, selvom det ind imellem er personer, som hurtigt forsvinder ud af handlingen. Samtidig er det interessant at se, hvor roligt historiens tempo er til trods for, at der naturligvis også er en del actionscener (vi taler jo om pirater).

Ønskes: Lidt mere dybde og kompleksitet
Dette er en ungdomsbog, og derfor kan man ikke nødvendigvis forvente dybde i plottet. Men når nu hele konceptet er så interessant (og anderledes), så ville jeg ønske, at der var lidt flere sider og lidt mere kompleksitet i verdensopbygning og plot.

Kan bogen anbefales?
Ja, det synes jeg. Det er klart en af de bedre fantasybøger, jeg har læst i løbet af de seneste måneder. Jeg kunne som sagt godt lide den lidt anderledes verden og koncept, og persongalleriet indeholdt mange interessante mennesker. Jeg satser på at læse næste bog i serien i løbet af efteråret.

Serie: The Young Elites

Jeg introducerer nu et nyt koncept på bloggen – nemlig serieanbefalinger. Jeg har altid ment, at det var lidt bøvlet at skrive anmeldelser af bøger, der er en del af en serie. Lige så snart jeg når til anden bog i serien, så undlader jeg at skrive et resumé i anmeldelsen, da jeg ikke vil afsløre for meget af handlingen. Fremover vil jeg stadig anmelde den første bog i serien og derefter først anmelde resten af serien i et samlet indlæg. Dette gælder primært trilogier og quadrologier – er det lange serier, så vil jeg stadig kunne finde på at anmelde bøgerne i takt med, at jeg får dem læst.

Mit første serieindlæg handler om ’The Young Elites’ af Marie Lu. En dark fantasy-trilogi, jeg har læst gennem de seneste måneder og som var en virkelig positiv overraskelse.

Resumé
Serien centrerer sig om den unge kvinde Adelina, som er malfetto – et af de mennesker, der blev ramt af blodfeberen for ti år siden, hvilket satte spor på kroppen – og i visse tilfælde også gav bæreren magiske evner. Men malfettos er ikke velsete. Alene deres eksistens gør andre mennesker utrygge, og derfor bliver malfettos generet og til tider jagtet. De malfettos, der har fået magiske evner, bliver omtalt som The Young Elites, og nogle af dem er gået sammen i gruppen The Dagger Society, der slår ned på de uretfærdigheder, som malfettos udsættes for. Det er også dem, der redder Adelina, da hun er tæt på at miste livet.

Adelina finder et fællesskab hos The Dagger Society, men hun opdager også de stærke, mørke kræfter, som hun besidder. Kræfter, som kan give hende alt, men også kræfter der fortærer ens sjæl og fornuft.

En atypisk hovedperson
‘The Young Elites’ er en ret interessant serie. Udgangspunktet er som så mange andre ungdomsfantasy-serier – en ung kvinde/mand bliver undertrykt men opdager, at vedkommende besidder særlige evner, som kan redde verden – har så stor betydning for andre mennesker, at de bliver frygtet og jagtet. Sådan starter ’The Young Elites’ også, men Adelina er langt mere kompliceret end de fleste hovedpersoner, og det bliver hurtigt tydeligt, at hun ikke er den entydigt godhjertede hovedperson, man er vant til. Tværtimod drages hun mod de mørke kræfter, og det gør historien langt mere interessant. For selvom jeg som udgangspunkt gerne vil have hovedpersoner, der er lette at holde af, så er det langt mere interessant med personer, der også har mørke sider – det gør dem langt mere menneskelige og dermed også langt mere troværdige. Og Adelina er i den grad i sine følelsers vold, hvor man som læser både føler med hende men også bliver dybt frustreret, når hun reagerer uigennemtænkt og irrationelt – til stor skade for hende selv og dem, hun holder af.

Et bredt og nuanceret persongalleri
Selvom Adelina helt klart er hovedpersonen i serien, så er der heldigvis også plads til at det øvrige persongalleri kan folde sig ud, så man får et indblik i de enkelte bipersoners baggrund og tanker. Det gør dem helstøbte og spændende og giver så mange flere nuancer til historien.

Magiske kræfter med begrænsninger
Jeg er ret begejstret for konceptet bag de magiske kræfter, som personerne i bøgerne besidder. Både de forskellige variationer samt måden de fungerer på er fint udtænkt og skaber fantastiske billeder i læserens hoved. I takt med at man kommer længere ind i serien, får man også mere viden om, hvor kræfterne stammer fra, og hvilke begrænsninger de (trods alt) har. Helt klart et af de bedste magisystemer (hvis man kan kalde det det i denne sammenhæng), jeg længe er stødt på.

’The Young Elites’-trilogien er dark fantasy. Der er ikke mange lyspunkter i serien, så hvis du er til hyggelig fantasy med elversang og sød romantik, så er dette ikke en serie for dig. Til gengæld er den velskrevet og har et fantastisk persongalleri samt drama for alle pengene. Absolut en af de bedste fantasyserier, jeg længe har læst.

Sommersalg af bøger

Nu fortsætter salget af bøger! De koster 10 kr per styk uanset om de er paperback, hardback, på dansk eller på engelsk.

Patrick Ness: Release
Natasha Pulley: The Watchmaker of Filigree Street
Yoon Ma Lee: Ninefox Gambit
Nicky Singer: Island
S.M. Wilson: The Extinction Trials
Adrian Tchaikovsky: Children of Time
Terry Pratchett: Father Christmas’ Fake Beard

Richard Matheson: I am Legend
Christina Henry: Red Queen
Tore Kvæven: Hård er mit lands lov
Carlos Ruiz Zafón: Englens spil
Carlos Ruiz Zafón: Himlens fange
Carina Evytt: Dæmoner

… samt to tegneserier. Hvis du er interesseret i dette emne, så tjek også dette opslag, hvor jeg har flere tegneserier til salg.

Bøgerne koster som sagt 10 kr stykket og kan sendes med posten eller afhentes i Roskilde. Send mig en besked på pisk.riset [snabela] Gmail.com

De bedste læseoplevelser i maj og juni

pixabay

Jeg havde alt, alt for travlt i maj og juni, så her fik jeg ikke blogget så meget. Det gik først og fremmest ud over boganmeldelserne, for selvom jeg fik læst en del bøger, så havde jeg ikke tid til at skrive om dem på bloggen.

Men – her er så en opsummering af de bedste læseoplevelser i de to måneder:

Min absolutte favorit blandt de læste bøger er ‘On the Come Up’, som er skrevet af samme forfatter, der også skrev den meget populære ‘The Hate U Give’ (som jeg i øvrigt også kan anbefale). Det blev kun sjovere af, at jeg få dage efter endt læsning hørte femte og sidste sæson af ‘Den nye stil’, hvor jeg i den grad kunne genkende nogle af de problemer, som bogen beskriver.

Jeg fik også læst børne-/ungdomsbogen ‘Pax’, som jeg var faldet over hos Ereolen Global. Jeg blev virkelig overrasket over, hvor let til tårer jeg havde, da jeg læste den bog – den ramte virkelig et eller andet inde i mig, så den var til tider lidt hård at komme igennem, selvom den som udgangspunkt ikke var specielt voldsom eller tragisk.

Jeg øver mig i at genlæse bøger, og her nåede jeg blandt andet de to sidste bøger i Harry Potter-serien. De var selvfølgelig stadig gode, men jeg blev heldigvis lidt mere glad for den sidste bog, end da jeg læste den første gang for mange år siden. Den er stadig for langtrukken og kunne have været skruet bedre sammen, men en fin og hyggelig genlæsning.

‘Traitor to the Throne’ har længe stået på min to-read-liste, da det efterhånden er længe siden, at jeg læste første bog i serien. 2’eren var heldigvis glimrende – ikke helt så fascinerende som den første bog, men en ganske fin efterfølger.

‘Elevation’ viste sig at være en fin lille historie – meget underspillet men godt fortalt. Stephen King når han er i sit underfundige hjørne.

Sidst men ikke mindst var der ‘Sadie’, som jeg et eller andet sted er glad for, at jeg ikke har skrevet anmeldelse af, for den indeholder en del mystik, som kan være svær at give en retfærdig beskrivelse af uden at røbe for meget.