Anstalten

SPONSORERET INDLÆG

‘Anstalten’ af Stephen King

Det er ikke altid en fordel at være noget ganske særligt
Luke er allerede som tolvårig et geni – et vidunderbarn, der klarer sig ufattelig godt i skolen og som ser ud til at have en lys fremtid foran sig. Men en nat bliver han bedøvet og bortført af bevæbnede personer. De bringer ham til et sted, Anstalten, hvor han vågner op i et værelse, der ligner en tro kopi af hans eget værelse – bortset fra nogle enkelte små detaljer. Der er ingen vinduer og kun en dør, der fører ud til en lang gang, hvor andre børneværelser også fører ud til. Og her møder han de andre børn – børn der åbenbart har særlige evner såsom telepati og telekinese. Men hvad er formålet? Hvorfor er de spærret inde? Hvad er der sket med deres forældre? Og hvad sker der egentlig med de børn, som har været på Anstalten i flere uger og pludselig forsvinder?

Når man gør børn fortræd
‘Anstalten’ er en barsk bog. Her er tale om voksne, der spærrer børn inde og udsætter dem for en lang række smertelige forsøg for at blive klogere på børnenes særlige evner. At mishandle børn er i mine øjne en lige så let og billig måde at fremkalde afsky hos læseren på som når en skurks hæslighed understreges med en eller flere voldtægter i løbet af en bog. Kort sagt – det er et lidt for let trick at bruge for en erfaren forfatter som Stephen King, men det er ikke desto mindre yderst effektivt – man hader virkelig de voksne i denne bog! Ikke mindst fordi det virker så uforståeligt og umenneskeligt.

Nu skal vi ikke forhaste os
Stephen King elsker ord, og han elsker et langsomt fortælletempo. Det kan i visse tilfælde retfærdiggøres – ‘22.11.63’ var ikke en side for lang, selvom den hører til blandt hans tykkeste bøger. Men ‘Anstalten’ er lige lovlig lang i forhold til, hvor lidt der reelt set sker i bogen. Og eftersom historien ikke byder på så mange nye vinkler i forhold til hans tidligere bøger, så kunne den snildt være kortet mindst 100 sider ned.

Men han skriver nu stadig godt
Man kan sige meget om Stephen King og hans bøger. Nogle er mesterværker, enkelte er deciderede makværker. ‘Anstalten’ er ingen af delene. Den er over middel, men den kan på ingen måde måle sig med klassikere som ‘Dyrekirkegården’, ‘Christine’, og ‘Cujo‘. Han formår at skrive levende og spændende, personerne er interessante og troværdige, og så er der ingen udpenslede splatterscener, hvilket især var rart her, fordi bogen handlede om børn i fangenskab. Jeg blev draget ind i historien fra start, og jeg følte med børnene og hadede de onde voksne. Selvom bogen er 620 sider lang, var jeg godt underholdt fra start til slut og sad med tilbageholdt åndedræt de sidste 100 sider, for jeg kunne slet ikke forestile mig, hvordan det ville ende for Luke og hans venner.

Tak til Hr. Ferdinand for anmeldereksemplaret

Så gik september og jeg…

Druknede næsten i regnen
Lad mig lige starte med at pointere, at det har været dejligt med en sommer, hvor det sjældent har regnet, når jeg har været udenfor. Desværre havde september ikke den slags begrænsninger – det regnede ca. 95% af tiden, når jeg var udenfor, og jeg har gået eller cyklet en tur næsten hver dag i måneden! ARGH! Håber i den grad, at oktober bliver lidt mere gåturs-venlig.

Læste 10 bøger
Altså… jeg var ikke særlig heldig med mine bogvalg i september. Flere var lidt for langtrukne, og da jeg heller ikke fik hørt så mange lydbøger, så lå det læste antal bøger lavere end vanligt. I oktober satser jeg dog på, at niveauet stiger, og så ved jeg allerede nu, at jeg får læst flere bøger de kommende uger.

Nød en spritny King-bog
Jeg fik sponsoreret den seneste Stephen King-bog, og det viste sig at være en god aftale, for bogen var ganske udmærket. Meget klassisk King, omend lidt langtrukken (hvilket dog OGSÅ er meget klassisk King!). Anmeldelse af bogen kommer i næste uge.

Gjorde det lidt lettere for mig selv
Eftersom jeg sad fast flere gange i forskellige bøger, endte jeg med at så King-udfordringen og tykbog-udfordringen sammen, så min King-bog talte også som månedens tykke bog.

I oktober vil jeg:

  • Læse horror. Yes, det er jo Halloween-måneden, og nu hvor mørket og kulden kommer krybende, så dukker zombier og varulve også op fra gemmerne! Jeg glæder mig til nogle gode gys.
  • Måske deltage i readathon. Jeg plejer at deltage, men i år skal jeg til fest om lørdagen, og jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal deltage på halv tid, eller om jeg skal droppe det helt. Oh well.

Så kom der nye bøger på boghylden

Så blev det endelig tid til at købe nogle nye bøger! Førsteprioriteten var efterfølgeren til ‘Kings of the Wyld’ – nemlig ‘Bloody Rose’ – og så måtte jeg selvfølgelig også have næstsidste bog i ‘The Walking Dead’-serien, nu hvor oktober og dermed horrorsæsonen nærmer sig med hastige skridt.

Men der var også mange andre gode tilbud – især i scifi-kategorien, hvor jeg flere gange har kigget interesseret på bøgerne, så her fandt jeg en god stabel, som jeg dykke ned i de kommende måneder.

Det er ikke så tit, jeg læser krimier, men jeg har en svaghed for Chris Carters bøger, og jeg er efterhånden kommet en del bagud i den serie, så jeg købte også ‘An Evil Mind’ og ‘I Am Death’. Og sidst men ikke mindst så fandt jeg også en lille Stephen King-bog, jeg ikke har læst før og som vil passe fint ind i min King-udfordring.

Hvad med dig – har du købt nogle spændende bøger for nylig?

Serie: Warfarers

I juli introducerede jeg konceptet serieanbefalinger, og her håbede jeg blandt andet at inkludere ‘Warfarers’, da første bog i serien var en af de tre bedste, jeg læste sidste år. Jeg har dog ikke været synderlig begejstret over anden og tredje bog i serien, så herunder vil jeg fortælle om serien men også forklare, hvorfor første bog efter min mening er meget bedre end de øvrige bøger.

Er det en trilogi?
Det kan man faktisk godt diskutere. Én ting er, at forfatteren ikke 100% har afvist, at der kan komme flere bøger i serien, en anden ting er, at man følger forskellige personer i de enkelte bøger og derfor sagtens kan læse dem uafhængigt af hinanden.

Første bog – ‘The Long Way to a Small, Angry Planet’
Jeg faldt pladask for den første bog. Alene titlen får mig til at smide. Bogen er et meget moderne drama, der foregår på et rumskib, hvor besætningen består af et væld af meget forskellige individer, når man ser på race, køn, seksualitet og temperament. Den er en fornøjelse at læse – ikke mindst fordi de mange spændende personligheder fungerer så godt sammen. Læs min anmeldelse af bogen

Anden bog – ‘A Closed and Common Orbit’
Jeg blev skuffet, da jeg fandt ud af, at anden bog i serien ikke er en direkte efterfølger til den første bog men nærmere ‘blot’ en bog, der foregår i samme univers. Der er én personlighed fra første bog, og det var ganske enkelt for lidt for mig, når nu persongalleriet var så fantastisk i den første bog. Også selvom dette individ har en ret interessant historie. Samtidig var stilen i anden bog lidt for klassisk scifi til mig, og jeg savnede den humor og kreativitet, som første bog struttede af. Læs min anmeldelse af bogen

Tredje bog – ‘Record of a Spaceborn Few’
Hvor anden bog trods alt fulgte en ret interessant person, så var tredje bog (endnu) mere fragmenteret, da man her fulgte en række helt nye personer. Igen en bog, der ikke er en direkte efterfølger til de foregående og sagtens kan læses som standalone. Jeg syntes bare ikke, at de nye personer var særlig spændende, og selvom flere af dem rummede interessante aspekter, så fængede historien ikke. Desværre.

Så – min konklusion er, at en serie, der startede fantastisk, er endt med at blive en række standalones, som du (heldigvis) kan læse uafhængigt af hinanden. Hvis du elsker den første bog, ‘behøver’ du ikke at læse videre, for du kommer alligevel ikke til at følge de samme personer. Du bør selvfølgelig stadig overveje at læse anden og tredje bog i serien, for det kan jo være, at du vil holde langt mere af dem, end jeg gjorde, men min pointe er blot, at det er ikke en serie, man ‘behøver’ at læse til ende.

Så gik august og jeg…

Fik set en del serier
Jeg havde egentlig planer om at læse mere i denne måned, men pludselig opdagede jeg to serier på DR, som jeg gerne ville se – og som ville blive fjernet fra hjemmesiden i slutningen af august! Så fik jeg travlt med det. Derudover udnyttede min allerkæreste og jeg også de mørkere aftener til at se nogle film og standup-shows på Netflix, inden vi sikkert går i gang med en ny serie her i starten af september. Muligvis The Americans eller The Mindhunter.

Læste 13 bøger
Jeg fik læst en pæn mængde bøger, selvom det var et lidt lavere antal, end jeg oprindeligt havde planlagt. Desværre var der ikke så mange gode læseoplevelser imellem, men sådan går det jo ind imellem. Jeg satser på at få læst mere i løbet af september – ikke mindst fordi jeg har flere tykke bøger, jeg gerne vil nå.

Købte årets korteste King-bog
I august prøvede jeg noget nyt! For første gang nogensinde har jeg købt en e-bog! Det er ellers ikke noget, jeg normalt vil gøre, eftersom jeg foretrækker at købe fysiske bøger, men ’Riding the Bullet’ kunne jeg kun finde som e-bog, og da den kun er på 66 sider, tænkte jeg, at det ikke var det store tab ikke at have den i fysisk udgave.

Var ikke så skuffet over ‘The Paying Guests’
Jeg holder meget af Sarah Waters bøger, men hendes ’The Paying Guests’ havde ikke fået særlig gode anmeldelser, og det opdagede jeg først, da jeg allerede havde købt den (på tilbud). Men jeg fik læst den i løbet af august og blev positivt overrasket over, hvor meget historien fangede mig. Det må først og fremmest være skrivestilen, for handlingen var ret simpel og tempoet meget langsomt. Desværre var slutningen ikke særlig interessant eller tilfredsstillende, så det samlede indtryk blev også derefter.

Huskede at læse tegneserier
Selvom mine læseplaner for måneden ændrede sig, så huskede jeg heldigvis at få læst mindst fem tegneserier, som jeg havde lovet mig selv i juli-indlægget. Når jeg skriver heldigvis, så skyldes det først og fremmest, at jeg blandt andet fik genlæst et par Rune T Kidde-tegneserier og dermed genfundet nogle virkelig sjove historier, jeg ikke har læst siden teenageårene. Supernostalgisk og hylende sjovt på samme tid.

I september vil jeg:

  • Ikke have så mange planer. Jeg pønser på at lave en læseplan for oktober, der udelukkende vil bestå af gys og horror – selvfølgelig i anledning af Halloween og efterår.

Rune T. Kidde

set på ereolen

Har du prøvet at vende tilbage til en tegneserie eller film, som du syntes var ustyrlig morsom som teenager og været spændt på, om du stadig fandt den sjov? Det eksperiment udførte jeg for nylig, da jeg opdagede, at Ereolen har nogle af Rune T. Kiddes tegneserier liggende som e-bøger.

Jeg læste en del af hans absurde, skøre og provokerende grimme tegneserier som teenager og fandt dem hylende morsomme (og lidt platte). Jeg bilder mig ikke nødvendigvis ind, at jeg siden har fået en meget mere sofistikeret humor (for det ville være løgn), men smag ændrer sig jo gennem årene, så jeg var lidt nervøs for, om de stadig var noget for mig.

Heldigvis blev jeg glædeligt overrasket. Rune T. Kiddes tegneserier holder stadig. Jeg elsker den kreative, finurlige og snørklede humor, og jeg må se, om ikke jeg kan skaffe nogle af bøgerne, så jeg kan vise dem til mine nevøer. Jeg må nemlig med skam indrømme, at jeg ikke fik købt tegneserierne dengang, da jeg plejede at låne dem af vennerne, men nu får jeg lyst til at læse flere af dem, så dem vil jeg gå på jagt efter.

Hvorfor jeg ikke kan fordrage ‘Forbandede kærlighed’

Nu er det sjældent, at jeg skriver meget negative boganmeldelser. Jeg synes dog, at ’Forbandede kærlighed’ af Colleen Hoover, som jeg læste i min sommerferie, er så problematisk, at jeg bliver nødt til at anmelde den på bloggen. Min irritation skyldes i høj grad, at jeg føler mig snydt for en (god) kærlighedshistorie, som jeg forventede, da jeg valgte bogen. Men det skyldes i særdeleshed også et meget usundt parforhold, hvor den ene part klart udnytter den anden, og hvor jeg virkelig ikke håber, at unge mennesker tror, at det er acceptabelt.

Forlagets oplæg:
Da Tate Collins møder den hemmelighedsfulde pilot Miles Archer første gang, er det langt fra kærlighed ved første blik. Det er heller ikke ligefrem venskab. Det eneste, de to har til fælles, er en ubestridelig gensidig tiltrækning, og snart indleder de et uforpligtende forhold udelukkende baseret på sex. Det burde være den perfekte ordning for dem begge, for Tate har ikke tid til at have en kæreste, og Miles er slet ikke ude efter kærlighed. Spørgsmålet er nu blot, om Tate kan overholde de to simple regler, som Miles har opstillet som eneste betingelse for deres forhold:

Spørg aldrig ind til fortiden.
Forvent ikke en fremtid.

De tror, at de kan håndtere det, men de indser begge hurtigt, at de leger med ilden. For Miles bærer på en mørk hemmelighed, som han ikke er parat til at slippe, og som tiden går, falder Tate langsomt, men sikkert for den flotte og mystiske pilot. Og pludselig er intet særlig enkelt længere.


Jeg troede, det var en kærlighedsroman og ikke en samling af sexscener
Da jeg valgte at læse bogen, havde jeg den klare opfattelse af, at det var en romantisk historie. Jeg havde dog ikke i min vildeste fantasi – heller ikke efter at have genlæst forlagets oplæg – troet, at bogen var så proppet med sexscener, der ofte var meget detaljeret beskrevet. Nu er jeg ikke specielt snerpet, men jeg blev helt utrolig træt af at læse om hovedpersonernes lagengymnastik, og jeg savnede i den grad kærlighed og følelsesmæssig intimitet i fortællingen.

Umodne hovedpersoner og en utilnærmelig træmand
Det tog mig lang tid at indse, at de to hovedpersoner skulle forestille at være i midten af 20’erne. Deres opførsel mindede mest af alt om to 15-årige, der indleder et fysisk forhold for første gang, og hvor det kan være charmerende hos teenagere, så virkede det tåkrummende pinligt, når de var ti år ældre. Det blev så ikke bedre af, at den mandlige hovedperson, Miles, var ekstremt lukket og kun fokuserede på egne behov. Er vi ikke snart færdige med træmænd som den romantiske part i moderne kærlighedshistorier? Miles vil intet fortælle om sin fortid, ikke tale om en fremtid og behandler i det hele taget Tate som en ting, der skal tilfredsstille ham seksuelt. På ingen måde et sympatisk menneske. Der hintes løbende til, at hans opførsel skyldes fortidens skeletter, men for det første mener jeg ikke, at andre skal lide under hans dårlige erfaringer, og for det andet synes jeg så heller ikke, at hans fortid er forklaring nok (eller rettere grund nok).

Brug-og-smid-væk kærlighed
Da hovedpersonerne indleder forholdet, er det en klar forudsætning, at de udelukkende mødes for at have sex. Sådanne forhold findes der mange af i dag. Jeg synes dog, at det er så ucharmerende og koldt beskrevet – måske fordi den ene af parterne i sidste ende gerne vil mere og andet end det. Men det er virkelig ubehagelig læsning at læse om et så usundt forhold, som skaber så ulykkelige situationer.

Let gennemskueligt plot med skuffende slutning
Det eneste, der fik mig til at læse bogen færdig, var ønsket om at få slutningen med. Ikke fordi jeg havde forventet noget stort og vildt, for jeg var ret sikker på, at jeg allerede tidligt havde gættet på, hvad grunden til Miles’ sindssyge opførsel var. Men jeg havde et stille håb om at blive positivt overrasket. Det blev jeg ikke. Slutningen føltes flad og mest af alt som et antiklimaks. Den var klodset beskrevet og på ingen måde det dramatiske og følelsesladede højdepunkt, der var lagt op til.

Pseudofølt sprog
Jeg var ikke så vild med skrivestilen. Det var især i fortidskapitlerne, hvor man skulle lære Miles og hans baggrund at kende. Her prøvede bogen ind imellem at være meget lyrisk og følt, men det kom mest af alt til at virke påduttet. Måske skyldes det den danske oversættelse, men ikke desto mindre virkede det ikke naturligt.

Alt i alt – ’Forbandede kærlighed’ er en af mine dårligste læseoplevelser i år. Kan absolut ikke anbefale den (uanset hvilke bøger, du er til).

Kings of the Wyld

Kings of the Wyld af Nicholas Eames – første bog i The Band-serien.

Når helte bliver ældre og ikke længere er i form
Engang var de legendariske – en gruppe lejesoldater, som alle talte om, og alle beundrede. Nu er årene gået, og de har stiftet familie, er faldet til ro og har også fået nogle ekstra kilo på sidebenene. Men så bliver en af gruppemedlemmernes datter fanget i en by, der er under belejring, og gruppen bliver nødt til at gå sammen igen for at redde hende og resten af byens borgere. Er det muligt? Har de stadig stærke, smidige og hurtige nok til at overvinde farerne, eller er de blot en flok halvgamle mænd, som kun kan aftvinge sig overbærende smil?

Menneskelige helte med næsten umenneskelig overlevelsesevne
Heltene i historien er alle midaldrende mænd, og deres lidt kluntede start på eventyret gør dem meget menneskelige. Der er dog ingen tvivl om, at de stadig kan et par tricks eller syv, og selvom det ind imellem virker rasende usandsynligt, at de kan klare sig så godt igennem, så er det også med til at holde actionniveauet højt samt forklare, hvorfor de fik så høj heltestatus i sin tid.

Det er okay at tabe… til kvinder
Til trods for, at hovedpersonerne er mænd, og at hovedmålet i bogen er at redde den enes datter, så er der alligevel en ganske fin mængde girlpower i denne bog. Ikke alene bliver de mandlige hovedpersoner frarøvet deres ejendele af en pigebande – der er også en ganske stærk kvindelig skurk, som får en særdeles interessant rolle i historien. Altid dejligt at se når fantasy ikke nødvendigvis er lig med middelalderens synspunkt på kvinder. I det hele taget er det en ret moderne fantasybog – homoseksualitet er også repræsenteret blandt de bærende personer og heldigvis også på en meget fin måde.

Ganske sjovt… og næsten for sjovt?
Den ting, der nok overraskede mig mest ved bogen, var hvor megen humor, der var plads til blandt alle actionscenerne. Det var fint, at historien var skrevet med et glimt i øjet, men det var lige før, at jeg syntes, at det var lige lovlig meget slapstick og smarte kommentarer. Det havde givet lidt mere dybde til historien, og det savnede jeg.

Kan bogen anbefales?
Helt bestemt – hvis du er til actionfyldt fantasy, hvor heltene ind imellem kvajer sig og kommer med i ret akavede og skøre situationer. Og hvor pigerne gerne må vinde. Og hvor det ikke altid er let at forudsige, hvad der sker på næste side.

Jeg er blevet meget glad for e-bøger

Jeg læser efterhånden en del bøger på min mobil. E-bøger selvfølgelig. Jeg låner dem gennem bibliotekernes to tjenester – Ereolen og Ereolen Global, og det fungerer rigtig fint.

Jeg var ellers lidt skeptisk, da en af mine venner anbefalede e-bogslæsning på mobilen for en række år siden. Jeg mente, det var en ret lille skærm at læse på, men hun argumenterede med, at spaltebredden gjorde, at man læste hurtigt, og at det var praktisk at have en bog på mobilen, man altid kunne hive frem, hvis man sad i tog, bus, venteværelse eller et helt fjerde sted, hvor man skulle slå tiden ihjel.

…. og hun havde ret. Det er superpraktisk at have en bog med på mobilen (og så har jeg en mobil med stor skærm). De seneste måneder har jeg stort set kun læst e-bøger, når jeg tager toget til arbejde (og sparer dermed plads i tasken til en fysisk bog), og det har især betydet, at jeg får læst flere e-bøger på engelsk, for jeg synes, at udvalget på Ereolen Global er ganske godt (og så er der den fordel, at her kan man aflevere bøgerne tilbage og hurtigere låne nye, hvilket er modsat den danske pendant Ereolen, hvor ens lån er fastlåst i en måned). Jeg nyder også at kunne læse e-bog, hvis gemalen og jeg er på ferie, og jeg vågner, mens det stadig er mørkt. Jeg vågner altid tidligt, og det er rart at kunne læse i sengen uden at skulle tænde en masse lys og dermed vække ham. Nåja, og det er let at låne flere bøger, hvis jeg er ved at løbe tør for læsestof på en ferie – det ville jo være en katastrofe :O

Det kan godt være, at jeg på et tidspunkt vil gå tilbage til fysiske bøger på turen til og fra arbejde, men lige nu nyder jeg, at der er mere plads i tasken, og at den vejer mindre.

Så gik juli og jeg…

Nød ferien i fulde drag
Aaaah, sommerferie er skønt. Også selvom den kun er på to uger i år. Lige nu synger den på sidste vers, for hverdagen starter igen på mandag, men så er det bare om at nyde de sidste dage ekstra meget.

Læste 16 bøger
Ferietid er læsetid, og det kan da også ses tydeligt i antallet af læste bøger denne måned. Læseoplevelserne var noget blandede, men heldigvis var der en del i den høje ende af skalaen. Og et par rigtige ærgerlige – en af dem vil jeg nok blogge om inden længe.

Genlæste Dolores Claiborne
Månedens King-bog var en genlæsning – nemlig ‘Dolores Claiborne’. Det er ellers en af de King-bøger, jeg mindst kan lide og en af hovedårsagerne til, at jeg i mange år ikke læste hans bøger. Jeg forelskede mig nemlig i hans historier med overnaturlige elementer, så da han havde en periode med socialrealistiske bøger, valgte jeg at fokusere på andre forfattere. Men var bogen så bedre nu? Hmm… lidt bedre. Den første tredjedel var noget langsommelig og kedelig, men derefter syntes jeg, at historien for alvor udviklede sig til det bedre.

Morede mig over månedens tykke bog
Jeg havde valgt ‘Kings of the Wyld’ som månedens 500+ siders bog, og det viste sig heldigvis at være et godt valg. Sjov, skør, actionfyldt fantasybog om en gruppe midaldrende lejesoldater og tidligere helte. Anmeldelse kommer inden længe her på bloggen.

I august vil jeg:

  • Læse mindst fem tegneserier. Det er for længe siden, jeg har læst comics og graphic novels, så det skal der være tid til den næste måneds tid.