Twelve Slays of Christmas

Udgivet den af
Svar

’Twelve Slays of Christmas’ af Jacqueline Frost

Mord i juleby
Da Hollys forlovede aflyser deres julebryllup kun to uger før, tager hun hjem til forældrene i byen Mistletoe for at søge trøst og støtte. Hjemme er der masser at lave, for gården er pyntet op til jul og har masser af besøgende hver dag, så Holly giver selvfølgelig en hånd med. Alting tager dog en dramatisk drejning, da den ældre, emsige dame, Margaret, bliver dræbt på familiens grund. Hvem vil dog dræbe hende? Godt nok var hun ikke vellidt og havde gjort sig uvenner med flere på det sidste, men alligevel. Holly vil gøre alt for at rense familien for mistanke, og snart er hun så involveret i efterforskningen, at hun modtager dødstrusler fra morderen.

Bjældeklang og sukkerstang
Der er fuldfed julestemning i denne bog, og i bedste amerikanske stil skyldes det selvfølgelig rå mængder af kage og sukkerstads, men helt seriøst – forfatteren forstår virkelig at smøre godt med jul ud over siderne, så man føler sig hensat til en by, der er pyntet op i stor stil. Jeg fik i den grad lyst til at besøge den fiktive by for at nulre rundt og se på juleudstillinger og nippe til varm kakao.

Kan man kombinere krimi og jul?
Jeg var lidt skeptisk over for konceptet – hvordan i alverden kombinerer man en mordgåde med noget så hyggeligt som jul? Men denne historie fungerer overraskende godt, for selvom det er tragisk, at der sker et mord, så passer historie og setting fint sammen.

Søde turtelduer
Holly kan ikke sig i skindet og skal absolut snuse rundt for at finde ud af, hvem der har dræbt Margaret til trods for, at den nye sherif flere gange beder hende om at lade være. Men det er nu også meget hyggeligt at have en undskyldning for at tale med den søde, pæne sherif, og det var sjovt at se, hvordan deres venskab spirede, hver gang de stødte på hinanden under efterforskningen. Jeg frygtede, at det ville blive lidt for klistersødt-chicklit-agtigt, men det blev det heldigvis ikke.

Konklusion: ’Twelve Slays of Christmas’ er en rigtig hyggelig og stemningsfuld julebog – trods mord og dramatik.

The Familiars

Udgivet den af
Svar

‘The Familiars’ af Stacey Halls.

Når liv kan føre til død
Den unge adelskvinde Fleetwood venter atter barn. Hun har før været gravid, men børnene har ikke overlevet fødslen, og denne gang frygter hun, at hun ikke selv vil overleve fødslen. Hun vil dog gøre alt for, at barnet gør, så da hun møder den unge jordemoder Alice, som lover, at hun kan hjælpe, sørger hun straks for at hyre hende. Men ikke alle har samme tiltro til Alice, og snart går der rygter om heksekræfter og ond magi.

Heksejagt og intriger
‘The Familiars’ foregår I 1600-tallet, hvor heksejagten rasede i Europa. Det var et sort kapitel i menneskets historie, hvor frygten for det ukendte og det mystiske førte til drab på tusinder af kvinder (og enkelte mænd). Hvor irrationelle og intrigante udtalelser udløste drab og tortur af mennesker, og hvor det var stort set umuligt at slippe levende derfra, når først man var blevet anklaget for hekseri. Selvom temaet er tydeligt til stede i fortællingen og også udgør en del af hovedplottet, så bliver det dog ikke nær så intrigant som en del andre historier om heksejagt, for fokus er først og fremmest på Fleetwoods graviditet, hendes kamp for livet, og hendes forhold til ægtefællen Richard.

Stærk loyalitet
Fleetwood beskrives som en ung og til tider naiv kvinde med hjertet på rette sted. Hun er let at sympatisere med, ikke mindst fordi hun vitterlig tror på det bedste i andre og gerne vil gøre det godt. Jeg var (selvfølgelig) vild med, at hun var så loyal over for Alice, når det samtidig var tydeligt, at det kunne bringe Fleetwood i problemer. Der er ingen tvivl om, at Fleetwood stiller sig selv i en meget sårbar og udsat position med sine handlinger, og jeg var lige ved at bide negle flere gange, når tingene spidsede til.

Ingen sikker vinder
Nu vil jeg selvfølgelig ikke afsløre slutningen – blot sige, at dette er et af de sjældne tilfælde, hvor jeg var meget i tvivl om, hvorvidt historien ville ende godt eller skidt, og hvad der egentlig ville være en god slutning. Hvor meget skal de gode ’vinde’, før man føler, at det er en happy ending? Findes det overhovedet i sådan en historie?

‘The Familiars’ var en rigtig fin læseoplevelse – stemningsfuld, dragende og en lille smule magisk.

Snesøsteren

Udgivet den af
Svar

‘Snesøsteren’ af Maja Lunde

En julehistorie i 24 kapitler
Det er december måned, og Julian glæder sig til juleaften, som også er hans fødselsdag. Men i år er der ikke megen julestemning, for forældrene sørger stadig over tabet af Juni, Julians storesøster der døde i sommers. Julian nægter dog at lade sorgen overskygge juleglæden, og mens han spekulerer på, hvordan han skal løse problemet, løber han ind i den livsglade pige Hedvig. Pludselig er der atter en, han kan lave sjove ting med. Men hvem er Hedvig, og hvorfor er hun så hemmelighedsfuld om sin familie.

Smukke stemningsfulde illustrationer
Dette er en bog, du bør læse i papirudgave – eller til nøds som e-bog – for du må endelig ikke gå glip af de smukke illustrationer, som supplerer historien rigtig godt. Det er en fornøjelse at fordybe sig i bogen for både børn og voksne.

Glæde og sorg går hånd i hånd
’Snesøsteren’ er et glimrende eksempel på, hvordan man kan fortælle en hyggelig julehistorie og samtidig have alvorlige elementer som sorg og tab med i fortællingen. Her er et barn, der elsker julen og juleglæden virkelig højt, men hvor familien stadig er tynget af sorg, og forfatteren formår at fortælle historien, så barnets glæde på ingen måde kommer til at virke respektløs i forhold til tabet af storesøsteren. Samtidig illustrerer det også fint, at man sagtens kan have alvorlige og triste elementer med i en børnehistorie, for børn er mere hårdføre, end voksne ofte tror (jeg mindes for eksempel at have læst både ’Kaskelotternes Sang’ og ’Mio min Mio’ i en ret ung alder). Det er noget, som – så vidt jeg ved – er ret særligt ved nordisk børnelitteratur.

Den er også for voksne
’Snesøsteren’ er en illustrereret børnebog, der er opdelt i 24 kapitler, så man kan læse den som julekalender. Den kan dog også læses som en almindelig bog og fungerer umiddelbart også bedst sådan. Selvom målgruppen helt klart er børn, så kan den læses af folk i alle aldre, for det er en smuk og tidløs fortælling om håb, kærlighed og venskab, og jeg nød bestemt den meget fine historie og de smukke illustrationer.

Så gik november og jeg…

Udgivet den af
Svar

Blev bekymret over gråt-i-gråt
Øhm… hvad sker der lige for vejret? Én ting er, at det har regnet næsten hver dag – noget andet er, at det har været lige så gråt, som det normalt er i januar! Hvis ikke vi snart får nogle flere solskinsdage, så når folk (inkl. undertegnede) da at få vinterdepression inden jul! :O

Læste 10 bøger
November var en ganske fin læsemåned, selvom antallet af læste bøger lå lidt under det sædvanlige snit. Jeg fik dog læst flere tykke bøger, hvilket er med til at trække antallet ned. Læsehumøret er i top, så nu mangler jeg bare at finde lidt bedre lydbøger – synes desværre ikke, at jeg har haft så meget held på den front de seneste måneder.

Læste tykkeste King-bog i år
I november fik jeg læst ‘Rosernes torne’, som Stephen King har skrevet sammen med sønnen Owen. Jeg er glad for, at jeg valgte at læse den på dansk, for den var ca. 800 sider og dermed også den tykkeste King-bog, jeg har læst i år. Desværre var den også for lang i forhold til, hvad historien kunne bære, men er jo sket før for King.

Nød en omgang girlpower-action
Jeg havde oprindeligt tænkt på, at jeg kunne kombinere månedens King-udfordring med målet om også at læse en bog på min. 500 sider i denne måned og dermed slå to fluer med ét smæk. Men heldigvis nåede jeg også ‘Bloody Rose’ – en efterfølger til ‘Kings of the Wyld’. 2’eren var knapt så fjollet som den første bog i serien, og så savnede jeg lidt mere dybde i persongalleriet.

I december vil jeg:

  • blogge to gange om ugen. Jeg har blogget mindre det sidste halve års tid, men her i december skruer jeg lidt op for indlæggene og vil således blogge to gange om ugen. Jeg regner med, at der hver uge kommer mindst én julebogsanmeldelse.
  • Beslutte hvilke læseudfordringer, jeg vil have i 2020.
  • Julehygge. I rå mængder. Herunder læse en del julebøger.

Rosernes torne

Udgivet den af
1

SPONSORERET INDLÆG

‘Rosernes torne’ af Stephen King og Owen King

Væk aldrig en sovende kvinde
I en fiktiv verden – meget lig den eksisterende – bryder en mystisk virus løs, der rammer alle klodens kvinder, når de lægger sig til at sove. Et tyndt spindelvæv omslutter dem, og hvis man prøver at vække dem ved at ødelægge spindelvævet, vågner de op i en tilstand af absolut raseri og forsøger at dræbe den formastelige, inden de lægger sig til at sove igen. Snart er mændene splittede i grupper, der enten vil beskytte kvinderne, dræbe dem eller indfange den ene kvinde, der efter sigende ikke falder i søvn og som måske har løsningen til, hvordan denne krise skal overvindes.

Interessant koncept
‘Rosernes torne’ er lidt anderledes end de normale dystopier. For det første er det kun kvinderne, der bliver ramt af sygdom i denne fortælling, og for det andet bliver de ikke slået ihjel men nærmere påvirket i en grad, hvor de måske/måske ikke kan reddes. Alt håb er derfor ikke ude, selvom udbredelsen af virussen går stærkt.

Kønnenes kamp – eller hvad?
Jeg synes på den ene side, at det er et interessant twist, at det kun er kvinderne, der bliver ramt af virussen, for det betyder, at der stadig er ca. halvdelen tilbage af menneskeheden til at reagere på udbruddet. Og heldigvis er mændenes reaktioner ikke helt så primitive, som man kunne have frygtet. På den anden side ville jeg have foretrukket, at det var mændene, der faldt i søvn, for tror jeg kunne have givet en langt mere nuanceret og overraskende fortælling. Der er – selvom forfatterne prøver at undgå det – stadig et strejf af, at det er manden, der skal redde kvinden, ligesom der [SPOILER ALERT] også går lidt for meget kvindekollektiv over det, der sker, når kvinderne falder i søvn. Men som sagt – points for, at mændenes reaktioner generelt er ret forståelige og naturlige og ikke så absurde/primitive, som man kunne have frygtet.

Svagt persongalleri
En af Kings stærke sider er persongalleriet, som – selvom der ofte er nogle klicheer iblandt – ofte indeholder nogle spændende skæve eksistenser og nogle gode, solide helte (og nogle til tider ret irriterende og knapt så nuancerede skurke). Men i ‘Rosernes torne’ er der langt mellem de interessante personligheder, ikke mindst fordi persongalleriet er alt for stort. Som læser mister man efterhånden overblikket over de mange personer, der optræder undervejs i historien, og derfor mister man også lidt grebet om fortællingen.

Begrænsningens kunst
Stephen King er kendt for mange ting – blandt andet at skrive en hel del tykke bøger. ‘Rosernes torne’ er ingen undtagelse, for den sniger sig op på 800 sider. Og kvantitet er ikke altid lig kvalitet. King har før vist, at han sagtens kan skrive lange bøger og stadig gøre historien nærværende og spændende, men det lykkes desværre ikke i denne bog. Den er alt, alt for lang. Man skal i hvert fald være væbnet med en ret stor tålmodighed eller være die hard King-fan for ikke at føle, at historien godt kunne have været strammet op. King mangler – atter en gang – en god og konsekvent redaktør.

Tak til Bog & Idé for anmeldereksemplaret.

Serie: An Ember in the Ashes

Udgivet den af
Svar

‘An Ember in the Ashes’ af Sabaa Tahir er en af de bedste serier, jeg har læst i løbet af de seneste år. Jeg har tidligere anmeldt de to første bøger i serien – ’An Ember in the Ashes’ og ’A Torch Against the Night’, og nu hvor jeg har læst den tredje bog, ‘A Reaper at the Gates’, er det på tide med en generel anbefaling af serien. Jeg havde egentlig troet, at det ville være en trilogi (ligesom så mange andre fantasyserier), men det ser ud til, at der kommer mindst en bog mere i serien. Hvis du vil læse et resumé af den første bog, så klik på linket herover i dette afsnit.

Brutalt regime
Serien foregår i en barsk ørkenverden, hvor imperiet holder befolkningen i et jerngreb. Det er et samfund præget af frygt og kontrol, hvor elite-enheden sølvmaskerne tyranniserer borgerne og jagter modstandsbevægelsen, der prøver at slække imperiets magt. Denne fantasiverden er så nederdrægtig og brutal, at den skiller sig markant ud i forhold til andre fantasiverdener. Især fordi det lykkes forfatteren at male et billede af en undertrykkende stat uden at bruge voldtægter i flæng for at vise overmagtens brutalitet (… *host* ‘Shadow’s Edge’… *host*…). Det er en verden, der emmer af frygt, vold og håbløshed. Og så er der visse overnaturlige elementer, der sniger sig ind i løbet af serien, og som er med til at… skabe lidt ekstra spænding.

Fantastisk persongalleri
Bøgerne har et bredt persongalleri. De to hovedpersoner – Laia og Elias – er selvfølgelig i hver sin ende af hierarkiet. Laia som slave, Elias som sølvmaske og kommandantens søn. Og selvom de som personer er interessante, ikke mindst da de begynder at interagere med hinanden, så er det to kvindelige skurke, der løber med opmærksomheden. Helena – Elias’ jævnaldrende ven og sølvmaske – har en dejlig tvetydighed i sin personlighed. Hun er barn af imperiet, men er også meget loyal over for venner og familie, hvilket flere gange sætter hende i et dilemma. Og så er der kommandanten, som er grusom på en måde, som kvindelige roller sjældent har lov til i fiktive værker. Men der er også tilpas meget mystik omkring til, at hun ikke bare bliver endimensionel ond skurk.

Action og plottwists i rå mængder
Der er ingen mulighed for at kede sig, når man læser denne serie. Actionniveauet er højt, og der er tilpas mange plottwists til at skabe en paranoid stemning, hvor man aldrig helt er sikker på, hvem der kan stole på hvem. Som læser skal man være på dupperne, for der er adskillelige uventede drejninger og afsløringer undervejs, ligesom personerne ikke altid er helt så sort/hvide, som man først skulle tro.

Hvis du primært er til hyggelige fantasybøger med et (relativt) forudsigeligt plot og konflikter, der aldrig rigtig bliver helt farlige, så hold dig langt væk fra denne serie! Her er ondskab, drama og nådesløshed i rå mængder. Til gengæld får det samtidig serien til at adskille sig fra de fleste andre ungdomsfantasy-serier på markedet.

3 horror-novellesamlinger

Udgivet den af
Svar

Oktober står altid på en masse horrorlæsning for mit vedkommende, og i år var ingen undtagelse. Det blev blandt andet til tre horror-novellesamlinger af Kenneth Bøgh Andersen – nemlig ‘Blandt skovens skygger’, ‘Monster Lilit’ samt ‘Evig hævn og andre gys’. Alle læst som e-bøger (selvfølgelig under dynen, mens mørket trængte sig på udenfor, og vinden rev og ruskede i træerne).

Kenneth Bøgh Andersen er en af mine favoritter blandt de danske forfattere. Han skriver spændende, fængende og ofte sjove børne- og ungdomsbøger, og disse tre novellesamlinger rummer alle tre aspekter, selvom fokus selvfølgelig først og fremmest er på horror. Da målgruppen for fortællingerne er børn og unge, så er det ikke overraskende, at det primært er børn, der har hovedrollerne i novellerne. Det er også er meget naturligt, at de fleste konflikter i historierne centrerer sig om forholdet til forældre, søskende og andre børn

De tre novellesamlinger svinger lidt i kvalitet. Personligt synes jeg ikke, at der var så meget kød på ‘Evig hævn og andre gys’, men den er muligvis også skrevet til en yngre målgruppe end de to andre. Det var dog – i hvert fald for mig – intet problem, at historierne tog udgangspunkt i børns konflikter og bekymringer, for langt de fleste kan man godt relatere til som voksen – om det enten er fordi, man selv har oplevet det som barn eller fordi det ligner udfordringer, man også støder på, selvom man runder de 18 år.

Så gik oktober og jeg…

Udgivet den af
Svar
pixabay.com

Nåede ikke readathon men til gengæld en dejlig tur til Sønderjylland
Jeg havde desværre lidt for mange andre planer i readathon-weekenden, så for en gangs skyld sprang jeg over. Jeg pønser på, om jeg skal lave en læsedag i juleferien, men nu må vi se. Til gengæld var der et par andre gode oplevelser i oktober – blandt andet en virkelig hyggelig tur til Sønderjylland, hvor vi spiste flere gode steder (herunder Bror Ditlev og Henne Kirkeby Kro) og besøgte Trapholt, Tirpitz og Lego House.

Læste 15 bøger
Jeg nåede 15 bøger i oktober, hvilket jeg er ret godt tilfreds med – ikke mindst fordi jeg ikke havde tid til readathon i år. Jeg fik ikke lyttet til så mange lydbøger, da jeg havde lidt problemer med at finde nogle interessante, men til gengæld fik jeg læst flere e-bøger, end jeg plejer.

En lille overset King-bog
Månedens King-bog var ‘Colorado Kid’ – en bog, jeg ikke havde hørt om, før jeg stødte på den, da jeg gennemgik en liste over alle Kings bøger. Og det er der måske en god grund til, for den var desværre ret uinteressant. Nåja, sådan er det jo med hans bøger – kvaliteten svinger en del.

Scifi-zombier – sådan da
Jeg valgte ‘Symbiont’ – anden bog i Parasitology-serien – som månedens tykke bog. Jeg knuselskede Mira Grants zombie-serie, men den nye serie er desværre ikke helt på niveau med forgængeren. Altså, den er udmærket, men jeg er slet ikke så blown away som jeg håbede på.

I november vil jeg:

  • finde julelæsningen frem. Jeg håber på at snige et par julebøger ind i december-stakken men er pt lidt i tvivl om hvilke bøger, det skal være.
  • Begynde planlægningen af næste års bogudfordringer. Normalt plejer jeg allerede at være godt i gang med overvejelserne på nuværende tidspunkt, men det har der slet ikke været tid til.

Hvad med readathon?

Udgivet den af
1

Efterårsudgaven af Dewey’s Readathon starter om få timer, og for en gangs skyld deltager jeg ikke. Det var oprindeligt planen, men så blev vi inviteret til fødselsdag her til aften, og da jeg også skal til træning i morgen tidlig, så var der pludselig ikke så meget plads til læsning denne weekend. Og jeg ved, at jeg vil blive irriteret, hvis jeg kun deltager i få timer, så jeg har besluttet mig for at springe over denne gang. Til gengæld overvejer jeg at holde en heldagslæsningsdag i juleferien, hvor jeg ikke forventer at have særlig mange planer.

Jeg håber dog på at kunne nå at følge med hos jer, der deltager denne gang. Rigtig god fornøjelse til jer – håber I får nogle gode læseoplevelser 🙂

Anstalten

Udgivet den af
Svar

SPONSORERET INDLÆG

‘Anstalten’ af Stephen King

Det er ikke altid en fordel at være noget ganske særligt
Luke er allerede som tolvårig et geni – et vidunderbarn, der klarer sig ufattelig godt i skolen og som ser ud til at have en lys fremtid foran sig. Men en nat bliver han bedøvet og bortført af bevæbnede personer. De bringer ham til et sted, Anstalten, hvor han vågner op i et værelse, der ligner en tro kopi af hans eget værelse – bortset fra nogle enkelte små detaljer. Der er ingen vinduer og kun en dør, der fører ud til en lang gang, hvor andre børneværelser også fører ud til. Og her møder han de andre børn – børn der åbenbart har særlige evner såsom telepati og telekinese. Men hvad er formålet? Hvorfor er de spærret inde? Hvad er der sket med deres forældre? Og hvad sker der egentlig med de børn, som har været på Anstalten i flere uger og pludselig forsvinder?

Når man gør børn fortræd
‘Anstalten’ er en barsk bog. Her er tale om voksne, der spærrer børn inde og udsætter dem for en lang række smertelige forsøg for at blive klogere på børnenes særlige evner. At mishandle børn er i mine øjne en lige så let og billig måde at fremkalde afsky hos læseren på som når en skurks hæslighed understreges med en eller flere voldtægter i løbet af en bog. Kort sagt – det er et lidt for let trick at bruge for en erfaren forfatter som Stephen King, men det er ikke desto mindre yderst effektivt – man hader virkelig de voksne i denne bog! Ikke mindst fordi det virker så uforståeligt og umenneskeligt.

Nu skal vi ikke forhaste os
Stephen King elsker ord, og han elsker et langsomt fortælletempo. Det kan i visse tilfælde retfærdiggøres – ‘22.11.63’ var ikke en side for lang, selvom den hører til blandt hans tykkeste bøger. Men ‘Anstalten’ er lige lovlig lang i forhold til, hvor lidt der reelt set sker i bogen. Og eftersom historien ikke byder på så mange nye vinkler i forhold til hans tidligere bøger, så kunne den snildt være kortet mindst 100 sider ned.

Men han skriver nu stadig godt
Man kan sige meget om Stephen King og hans bøger. Nogle er mesterværker, enkelte er deciderede makværker. ‘Anstalten’ er ingen af delene. Den er over middel, men den kan på ingen måde måle sig med klassikere som ‘Dyrekirkegården’, ‘Christine’, og ‘Cujo‘. Han formår at skrive levende og spændende, personerne er interessante og troværdige, og så er der ingen udpenslede splatterscener, hvilket især var rart her, fordi bogen handlede om børn i fangenskab. Jeg blev draget ind i historien fra start, og jeg følte med børnene og hadede de onde voksne. Selvom bogen er 620 sider lang, var jeg godt underholdt fra start til slut og sad med tilbageholdt åndedræt de sidste 100 sider, for jeg kunne slet ikke forestile mig, hvordan det ville ende for Luke og hans venner.

Tak til Hr. Ferdinand for anmeldereksemplaret