Moxie

Udgivet den af
Svar

‘Moxie’ af Jennifer Mathieu

Det er ikke mandschauvinisme, det er tradition
Vivian går i gymnasiet i en mindre by i Texas, hvor byens stolthed er fodboldholdet. Desværre ledes de af rektors provokerende drengerøv af en søn, som er utrolig nedladende og sexistisk over for alle pigerne på gymnasiet. Men ingen – heller ikke lærerne – gør noget, for det er jo bare drengestreger. Vivian er dog træt af drengenes opførsel, inspireret af morens feministiske ungdomsoprør i 90’erne, beslutter Vivian for at sprede en flyer på pigernes toiletter, der opfordrer folk til at tegne hjerter og stjerner på hænderne for at vise, at man ikke af de sexistiske kommentarer. Flyerens afsender er Moxie-pigerne – en fiktiv gruppe, som Vivian opfinder til lejligheden, for hun har ikke lyst til selv at lægge navn til. Det er et spontant indfald, men en række piger møder op på skolen med tegnede hænder, og snart går snakken. Hvem står bag Moxie? Hvad betød hjerterne og stjernerne? Vil de lave flere aktioner? Vivian opdager, at Moxie måske kan være med til at samle pigerne i et oprør mod de diskriminerende regler på skolen, men sagen tager hurtigt en uventet drejning.

Er vi stadig i 50’erne?
Skurken i denne bog er selvfølgelig det superpatriarkalske og vulgært kønsdiskriminerende samfund i den lille by, hvor fodboldspillerne er urørlige konger, der kan gøre, som det passer dem. Det er meget let at hade dem og alle, der støtter op om dem, og jeg sad flere gange og tænkte, at det var utrolig karikeret. Men derefter begyndte jeg at spekulere på, om der faktisk – i et vist omfang – stadig er steder i USA, hvor den opførsel er social acceptabel? At det måske er mig, der er lidt naiv? Bogen udkom i 2017, dvs. inde #MeToo-bevægelsen, så måske er det til en vis grad troværdigt, bare i mindre skala. Der er dog ingen tvivl om, at man sagtens kan forstå pigernes vrede, frustration og afmagt, når de gang på gang bliver ignoreret og ligefrem straffet for at sige fra over for overgreb.

GRRRLPOWER
Første halvdel af bogen var ikke særlig interessant, mens anden halvdel i den grad gjorde bogen værd at læse. Vivians Moxie-flyers bliver læst og anerkendt af andre piger, og flere laver deres egne happenings i Moxies navn. Pigerne samles nu om et fælles formål – på tværs af interesser og race – og kan udgøre en reel trussel mod der mandschauvinistiske styre på skolen. Det er grrrlpower, når det er bedst, og selvom det ind imellem er lidt banalt og karikeret, så bliver man alligevel stolt over, at de bider fra sig – sammen!

Giv den til din datter
Historien i sig selv er muligvis lidt for banal og forudsigelig til de fleste voksne (selvom jeg til enhver tid vil anbefale drenge/mænd at læse den), men giv den endelig til din datter. Det er muligt, at vi er tættere på ligestilling og ligeværd end nogensinde før, men der er stadig nok mandschauvinistisk og sexistisk opførsel i samfundet til, at denne bog (desværre) stadig er relevant.  

Hvad skete der i januar?

Udgivet den af
Svar
Ja, dem fik vi så ikke brug for i januar…

Året er startet uden nytårsforsætter
I år har jeg valgt ikke at have nytårsforsætter – og så alligevel. Jeg har nemlig alligevel brugt noget af januar på at fundere over, hvad jeg vil blive bedre til i år, så er jeg i gang med at finde tekster og videoer, der kan inspirere mig. Jeg pønser blandt andet på, om jeg skal begynde at tegne igen for at se, om jeg kan blive så god, som jeg var, da jeg var teenager.

12 læste bøger
Jeg fik læst en pæn andel bøger i denne måned, især fordi der var nogle tykke bøger iblandt. Og så havde jeg den dejlige oplevelse at give topkarakter til en bog allerede i januar! Dem er jeg ellers nærig med (måske endda for nærig), så det er skønt at starte året med sådan en god læseoplevelse.

Top 20 – to læste
En af læseudfordringerne i år er at få læst de 20 ældste bøger på min to-read-liste på Goodreads, og her nåede jeg to styks, så det er en fin start. Jeg havde håbet på at nå en tredje, men så havde jeg lidt for travlt de sidste dage i måneden, så den færdiggør jeg først i næste uge. Jeg fik læst ’Theft of Swords’ og ’The Picture of Dorian Gray’.

Månedens to tegneserier
Jeg fik også overholdt målet om at læse mindst to tegneserier. Det blev til ‘Sunbeam’ og ’Why My Cat Is More Impressive Than Your Baby’. Den første skuffede virkelig meget, og jeg var tæt på at lægge den fra mig flere gange, mens den anden var mindst lige så sjov som forfatterens øvrige tegneserier.

Årets første skud scifi
… og jeg fik søreme også overholdt det sidste læsemål om at læse mindst én scifibog om måneden. Det blev til ’Ringworld’, som i forvejen stod på min to-read-liste (dog ikke blandt de 20 ældste). Desværre en middelmådig oplevelse, men scifi kan virkelig også være meget svingende oplevelser.

I februar vil jeg:

  • Nå mindst to bøger fra top 20-listen fra Goodreads.
  • Planlægge bogindkøb. Der er top 20-listen også en god undskyldning 😉
  • prøve et par podcasts om bøger. Sig til, hvis du kan anbefale en eller flere af slagsen.

Why My Cat Is More Impressive Than Your Baby

Udgivet den af
3

‘Why My Cat Is More Impressive Than Your Baby’ af Matthew Inman

Upassende sjov og provokerende
Matthew Inman, der også går under kunstnernavnet The Oatmeal, har gennem mange år lavet skøre, provokerende og til tider tankevækkende striber om katte, hunde, delfiner og meget andet. Han har selv både katte og hunde, og der er ingen tvivl om, at han har et blødt punkt hvad angår kattes arrogante, selvstændige attitude og evne til at sno mennesker om deres lillefing… øh… klo? I denne tegneserie er omdrejningspunktet katte versus babyer, hvor katte generelt fremstilles som meget sjovere og sejere end babyer (så er evt. nybagte forældre advaret).

Lige noget for katteejere
Er du katteejer, vil du helt sikkert genkende en del af scenarierne i denne bog. Vi har for eksempel en hankat, som altid vil have mere mad, lige så snart han kan se bunden af madskålen – også selvom der skam er en del mad tilbage hele vejen langs kanten af skålen! Eller katte, der altid smider sig på midten af ens dyne, så man ligger helt utrolig ubekvemt, når man skal sove. Kattes ligegyldighed over for deres omgivelser er udgangspunktet i mange af de punchlines, der er i denne bog.   

Mørk, sarkastisk og lidt ond
Jeg grinede en hel del gange, mens jeg læste, hvilket helt sikkert er et af succeskriterierne for humoristiske tegneserier som denne. Den er sarkastisk på grænsende til perfid, men den er også fyldt med kærlighed til kæledyr. Absolut et must buy for katteelskere – uanset om de har børn eller ej.  

The Dragon Chronicles

Udgivet den af
Svar

’The Dragon Chronicles’ af Susan Fletcher

Jeg læste første bog i denne firebinds-serie, da jeg var barn, for den udkom dengang under navnet ’Dragemælk’. Derefter gik der mange år, indtil jeg for et par år siden opdagede, at den faktisk var første bog i en firebinds-serie – ’Dragon Chronicles’. De øvrige bøger var ’selvfølgelig’ ikke oversat til dansk (et problem, jeg har oplevet tilpas mange gange til, at jeg nu stort set kun læser serier på engelsk), men jeg købte de tre sidste i efteråret og læste dem i december måned.

Her er et kort oprids af de enkelte bøger.

‘Dragemælk’ / ‘Dragon’s Milk’
Den første bog i serien handler om pigen Kaeldra, der bliver nødt til at opsøge en drage for at bede om noget dragemælk, som kan helbrede Kaeldras søster.

‘Flight of the Dragon Kyn Dragon’
Anden bog foregår på et senere tidspunkt om handler om pigen Kara, som blev efterladt som lille i en grotte, men hvor en drage reddede hendes liv. Hun har en særlig forbindelse til drager, hvilket man nu vil udnytte.

‘Sign of the Dove’
I tredje bog er det Lyf, den lille pige som Kaeldra i sin tid reddede, der er vokset op. Hun støder på et stort kuld drageunger, som hun redder og forsøger at beskytte mod folk, der vil dem ondt.

‘Ancient, Strange and Lovely’
I fjerde og sidste bog er handlingen rykket til en nærfremtid verden, hvor pigen Bryn kan kommunikere med fugle. Det viser sig dog, at hun også kan kommunikere med drager – noget hun opdager, da et stort æg, som hendes mor har fundet på en ekspedition, pludselig klækker, og ud kommer en drageunge.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har et blødt punkt hvad angår drager, så selvfølgelig knuselsker jeg bøger med drageunger! Man (læs: jeg) bliver helt forelsket i ideen om at have en flok drageunger omkring sig, og det var utroligt rørende at læse om det tætte bånd, der opstod mellem drageungerne og de enkelte piger.

Der er dog en del forskel på bøgerne. De to første er til tider rimelig barske og uretfærdige, hvilket den tredje til dels også er, men har dog også flere muntre øjeblikke. Den fjerde bog adskiller sig dog så meget fra de øvrige, at det er helt synd, at den er blevet skrevet. Det fungerer bare ikke, at handlingen er flyttet til en gang i fremtiden, og historien er i det hele taget ret uinteressant.

Hvis du elsker drager, så kan jeg varmt anbefale de tre første bøger i denne serie. Det er ganske vist børnebøger, men de er meget fint fortalt på en sød og lidt naiv måde. Lad til gengæld være med at læse den sidste bog – den er ganske enkelt ikke det værd.

Uprooted

Udgivet den af
Svar

’Uprooted’ af Naomi Nowik

Fortolket folkeeventyr
Agnieszka bor i en lille landsby, der ligger tæt på en forbandet skov. Byen beskyttes af en magiker, der går under navnet Dragon. Betalingen for beskyttelsen får han hvert tiende år, hvor kommer han ned til landsbyen og udvælger en ung pige, som skal bo sammen med ham de næste ti år. Der florerer mange rygter om magikeren, og alle frygter ham, så da Agnieszka til alles overraskelse bliver udvalgt af ham, er hun bange for, hvad der skal ske. Hvorfor valgte han hende, når nu hun ikke var den smukkeste eller klogeste? Agnieszka indser dog snart, at der er andre ting, som magikeren kigger efter, når han udvælger pigerne…

Den russiske overtro
Fantasiverdenen, som historien foregår i, er kraftigt inspireret af russiske folkeeventyr og overtro. Det er der faktisk flere af de nyere ungdomsfantasy-bøger, der er (for eksempel Grisha-trilogien), og det synes jeg er ret fedt, for der er noget mørkt og mystisk over disse folkeeventyr, som giver ekstra dramatik til fortællingen. Især skoven som ’skurken’ virker rigtig godt – det mørke, dystre og dragende vildnis, der opsluger og fordrejer folk.

Den er sin helt egen
Selvom ’Uprooted’ er en genfortælling af et folkeeventyr, så formår den samtidig også at være sin helt egen, og det kan jeg godt lide. Jeg afholdt mig i lang tid fra at læse bogen, da den havde fået virkelig blandede anmeldelser, og jeg frygtede derfor også, at det ville være en skuffende læseoplevelse. Det var det dog ikke – tværtimod er ‘Uprooted’ en fin eventyrfortælling, som indeholder både drama, uhygge og kærlighed, og jeg har siden undret mig over de 1-stjerne-anmeldelser, som den har fået på Goodreads. Måske har nogle folk forventet en mere klassisk fortælling?

Dette er ikke en sød kærlighedshistorie
Selvom det er et eventyr, og selvom der er kærlighed i fortællingen, så er det ikke en dominerende faktor, og det er næsten befriende at opleve. Ikke at jeg har noget imod kærlighedshistorier, men det er noget, der næsten altid dominerer i genfortællinger af eventyr disse år, så det er skønt at opleve en historie, hvor det ikke er det bærende element. Nåja, og så er selve eventyret generelt ret barsk, så du skal ikke læse denne bog, hvis du har brug for hyggelæsning.

2020 læseudfordringer

Udgivet den af
8
pixabay.com

… ok ok, 2020 udfordringer er måske lige i overkanten, men jeg har da gjort mig nogle tanker om hvilke læsemål, jeg vil have i år.

Dengang i 2013…
Jeg oprettede en Goodreads-profil tilbage i foråret 2013 og har i årenes løb tilføjet bøger til to-read-listen. Heldigvis har jeg fået læst en del af disse bøger, men der er stadig ret mange bøger, jeg tilføjede tilbage i 2013 og 2014, som jeg endnu ikke har læst. Nu er det tid til at rydde ud i dem, så jeg har besluttet, at jeg skal læse de 20 første på listen. Hvis jeg ikke har læst dem inden årets udgang, så skal jeg slette dem fra listen! Der er dog ét problem… og det er, at en del af de ældste bøger på min to-read-liste hver især selvfølgelig er første bog i en (længere) fantasy-serie, så det kan være, at et af mine 2021-læsemål skal være at færdiggøre en masse serier…!

The future is out there…?
Jeg genindfører tema-læsning, dog kun én bog om måneden. I 2020 står i fremtidens navn (håber jeg da), så her skal jeg læse mindst én scifi-bog om måneden.

Comic, graphic novel – you name it!
I 2020 skal jeg læse flere tegneserier – mindst to om måneden. Det tror jeg bliver rigtig hyggeligt og samtidig en god mulighed for at støde på nye, spændende serier og dygtige tegnere.

Same procedure as last year
Nåja, og så den sædvanlige – jeg skal læse mindst 150 bøger. Det burde virkelig ikke blive et problem, når nu jeg også skal læse flere tegneserier. Måske jeg faktisk burde sætte antallet af bøger op. Det kan jeg eventuelt overveje senere i år.

Året der gik – 2019

Udgivet den af
Svar
pixabay.com

Endnu et bogår er gået, så det er tid til at kigge tilbage – og om et par dage også til at kigge frem, for der annoncerer jeg mine 2020-læsemål. Men først er det tid til at kigge tilbage på året, der gik.

Nye blogvaner
I 2019 ændrede jeg formen på blogindlæggene , ligesom jeg skar ned i antallet af blogindlæg per måned. Jeg har haft ekstra travlt i løbet af året, og så kan jeg også mærke, at bogbloggerverdenen ikke er lige så aktiv som tidligere. Men jeg synes stadig, at det er hyggeligt at blogge om bøger, så jeg håber på at fortsætte rytmen med at blogge 1-2 gange om ugen.

Læseudfordringerne
Vanen tro havde jeg spået på Goodreads, at jeg igen i år ville læse mindst 150 bøger, og det mål nåede jeg. Det er jeg godt tilfreds med, ikke mindst fordi jeg ikke læste nær så mange lydbøger og tegneserier, som jeg plejer.

Mindst én Stephen King-bog om måneden
Jeg fik læst mindst én King-bog om måneden, og der var kun én genlæsning, så det var lidt imponerende. Til gengæld var der langt mellem de virkelig gode læseoplevelser, men det var jeg desværre ikke så overrasket over – jeg synes ikke, at der er så mange af de nyere King-bøger, der kan leve op til de bøger, han skrev i sine unge dage.

Mindst én bog på over 500 sider om måneden
Jeg havde en hemmelig drøm om at komme (lidt) til bunds i de meget tykke bøger, der har stået på bogreolerne de senere år, og jeg fik da også læst flere af dem, jeg længe har kigget på. Jeg fik dog ikke læst helt så mange, som jeg havde håbet på (for der kom selvfølgelig også lidt flere bøger til i løbet af året), så det kan være, at jeg skal indarbejde nogle af hængepartierne i næste års bogudfordringer.

Bøgerne fra juleaften

Udgivet den af
4

Så er det dagen efter dagen efter dagen – aka 26. december. Endnu en juleaften er rundet, og det var vanen tro en hyggelig aften med god mad, dejligt selskab og skønne gaver. Jeg introducerede også en lille sjov juleleg, som familien heldigvis tog godt imod.

Jeg havde (selvfølgelig) ønsket mig en række bøger og tegneserier og var så heldig at få flere af dem. Det blev til ‘The Riyria Revolution’-trilogien af Michael J. Sullivan, ‘Linda og Valentins Samlede Eventyr 3’ af ‘A Knight of the Seven Kingdoms’ og ‘The Hedge Knight II: Sworn Sword’ af George R. R. Martin. Jeg havde naturligvis været så snedig at ønske mig bøger, der passer til mine læseudfordringer for 2020, og de fleste af ovenstående vil derfor også indgå i 2020-planerne. Men hvad de er bliver først afsløret i næste uge…

Fik du nogle gode julegaver – måske endda nogle boggaver?

Troldeliv – Julekalenderbogen

Udgivet den af
Svar

SPONSORERET INDLÆG

’Troldeliv – Julekalenderbogen’ af Sissel Bøe og Peter Madsen

Bliver det jul på gården?
Denne julekalenderbog er en smukt illustreret bog med historien om den gamle gårdnisse Nisse Nik, der er ved at gå ud af sit gode skind på grund af gårdens nye ejere, der ikke tror på nisser. De sætter ikke grød ud og de har tænkt sig at lave om på alle de ting, der betyder noget for ham. Heldigvis får Nik besøg af troldeungerne Pajko og Paja, som hjælper ham med at vise menneskene, at det er vigtigt at holde sig gode venner med nissen. De finder en allieret i pigen Sofie, som Nisse Nik skriver hilsner til. Men nutidens voksne er stædige, og både Nik, troldeungerne og Sofie får virkelig deres sag for.

Smukke og hyggelige illustrationer
Peter Madsen er en af mine absolutte favorittegnere, og med denne bog har han atter formået at tegne sig ind i mit hjerte. Tegningerne er både søde, hyggelige og dramatiske, og det er en sand fornøjelse at bladre igennem bogen for at se de farverige tegninger.

Når traditioner glemmes
Julekalenderbogen bygger på en klassisk fortælling om, at man ikke skal glemme traditionerne, og at alt ikke behøver at være top-moderne. En fortælling, der ofte bruges i julefortællinger, når det drejer sig om nisser og overtro. Og det fungerer ganske godt i denne fortælling, hvor Nisse Niks frustrationer er meget tydelige – og forståelige. Der er en fin kontrast i, at både Sofie og hendes bedstefar udmærket forstår vigtigheden i at respektere og pleje venskabet til nissen, mens Sofies forældre nægter at tro på nissers eksistens. Også selvom Sofies far kan huske nogle pudsige (nisse-) begivenheder fra sin barndom.

Ikke alt for tuttenuttet
De to troldeunger, Pajko og Paja, er med til at skabe en masse sjove situationer i bogen, men historien får dog flere gange en alvorlig drejning, som måske kan være skræmmende for de mindste børn. Af samme grund synes jeg, at børn bør være 6-8 år, før de læser denne bog. Det er også episoder, hvor det er en god idé, at børn og voksne snakker om, hvad der er rigtigt og forkert, og hvorfor man (mennesker/nisser) nogle gange reagerer, som man gør.

Masser (jule-)hjertevarme
Bogen er virkelig hyggelig julelæsning. Den emmer af juleglæde, håb og kærlighed – til trods for de dumme voksne, der ikke fatter noget som helst. Og selvom alting på et tidspunkt ser sort ud, så vil det jo nok blive jul… sådan plejer det jo at gå i julekalendere.

Tak til Bog & Idé for anmeldereksemplaret

The Fox Girl and the White Gazelle

Udgivet den af
Svar

‘The Fox Girl and the White Gazelle’ af Victoria Williamson

Et umage venskab
Reema er flygtet fra Syrien sammen med sin familie og er endt i Glasgow. Hun savner dog sit hjemland og ikke mindst storebroderen, som forsvandt under flugten, og som de ikke har hørt fra siden. Hun har lidt svært ved at passe ind på den nye skole, men støder på Caylin, der bor i samme blok. Caylin er dog ikke synderlig interesseret i at lære Reema at kende, for hun har det svært i skolen og derhjemme. Men pludselig opdager begge piger, at en ræv og hendes kuld holder til i baggården, og de begynder begge i skjul at fodre dyrene, som har svært ved at klare sig i storbyen. Langsomt lærer de hinanden at kende og finder ud af, at de måske har mere tilfælles, end hvad de først troede.

Troværdige og nuancerede personer
’The Fox Girl and the White Gazelle’ er en meget smuk og velfortalt historie om to meget forskellige piger, der trods alle odds finder sammen om at pleje en såret hunræv og hendes unger. De to piger tumler med hver deres problemer, men lærer meget om sig selv og hinanden, og det er fortalt på en meget fin måde, så det ikke kommer til at virke belærende eller naivt. Det er især Caylin, der skiller sig ud, for det er sjældent, at hovedpersoner i (udenlandske) ungdomsbøger har så mange negative personlighedstræk, men det gør hende ikke desto mindre ganske menneskelig og relevant.

Meget pædagogisk
Dette er historien om to mennesker fra vidt forskellige verdener, som alligevel lærer at acceptere og forstå hinanden og sig selv. Den er til tider forholdsvis pædagogisk og rummelig i forhold til, hvordan virkeligheden ofte er, men jeg synes dog ikke, at det kammer over, og historien rummer også flere tragiske øjeblikke, som gør, at dette bestemt ikke er en sukkersød fortælling.

‘The Fox Girl and the White Gazelle’ er en rigtig fin og velfortalt historie om venskab og næstekærlighed. Om at tro på sig selv og på andre. Bestemt værd at læse.