Så gik november og jeg…

Udgivet den af
Svar

Blev bekymret over gråt-i-gråt
Øhm… hvad sker der lige for vejret? Én ting er, at det har regnet næsten hver dag – noget andet er, at det har været lige så gråt, som det normalt er i januar! Hvis ikke vi snart får nogle flere solskinsdage, så når folk (inkl. undertegnede) da at få vinterdepression inden jul! :O

Læste 10 bøger
November var en ganske fin læsemåned, selvom antallet af læste bøger lå lidt under det sædvanlige snit. Jeg fik dog læst flere tykke bøger, hvilket er med til at trække antallet ned. Læsehumøret er i top, så nu mangler jeg bare at finde lidt bedre lydbøger – synes desværre ikke, at jeg har haft så meget held på den front de seneste måneder.

Læste tykkeste King-bog i år
I november fik jeg læst ‘Rosernes torne’, som Stephen King har skrevet sammen med sønnen Owen. Jeg er glad for, at jeg valgte at læse den på dansk, for den var ca. 800 sider og dermed også den tykkeste King-bog, jeg har læst i år. Desværre var den også for lang i forhold til, hvad historien kunne bære, men er jo sket før for King.

Nød en omgang girlpower-action
Jeg havde oprindeligt tænkt på, at jeg kunne kombinere månedens King-udfordring med målet om også at læse en bog på min. 500 sider i denne måned og dermed slå to fluer med ét smæk. Men heldigvis nåede jeg også ‘Bloody Rose’ – en efterfølger til ‘Kings of the Wyld’. 2’eren var knapt så fjollet som den første bog i serien, og så savnede jeg lidt mere dybde i persongalleriet.

I december vil jeg:

  • blogge to gange om ugen. Jeg har blogget mindre det sidste halve års tid, men her i december skruer jeg lidt op for indlæggene og vil således blogge to gange om ugen. Jeg regner med, at der hver uge kommer mindst én julebogsanmeldelse.
  • Beslutte hvilke læseudfordringer, jeg vil have i 2020.
  • Julehygge. I rå mængder. Herunder læse en del julebøger.

Rosernes torne

Udgivet den af
1

SPONSORERET INDLÆG

‘Rosernes torne’ af Stephen King og Owen King

Væk aldrig en sovende kvinde
I en fiktiv verden – meget lig den eksisterende – bryder en mystisk virus løs, der rammer alle klodens kvinder, når de lægger sig til at sove. Et tyndt spindelvæv omslutter dem, og hvis man prøver at vække dem ved at ødelægge spindelvævet, vågner de op i en tilstand af absolut raseri og forsøger at dræbe den formastelige, inden de lægger sig til at sove igen. Snart er mændene splittede i grupper, der enten vil beskytte kvinderne, dræbe dem eller indfange den ene kvinde, der efter sigende ikke falder i søvn og som måske har løsningen til, hvordan denne krise skal overvindes.

Interessant koncept
‘Rosernes torne’ er lidt anderledes end de normale dystopier. For det første er det kun kvinderne, der bliver ramt af sygdom i denne fortælling, og for det andet bliver de ikke slået ihjel men nærmere påvirket i en grad, hvor de måske/måske ikke kan reddes. Alt håb er derfor ikke ude, selvom udbredelsen af virussen går stærkt.

Kønnenes kamp – eller hvad?
Jeg synes på den ene side, at det er et interessant twist, at det kun er kvinderne, der bliver ramt af virussen, for det betyder, at der stadig er ca. halvdelen tilbage af menneskeheden til at reagere på udbruddet. Og heldigvis er mændenes reaktioner ikke helt så primitive, som man kunne have frygtet. På den anden side ville jeg have foretrukket, at det var mændene, der faldt i søvn, for tror jeg kunne have givet en langt mere nuanceret og overraskende fortælling. Der er – selvom forfatterne prøver at undgå det – stadig et strejf af, at det er manden, der skal redde kvinden, ligesom der [SPOILER ALERT] også går lidt for meget kvindekollektiv over det, der sker, når kvinderne falder i søvn. Men som sagt – points for, at mændenes reaktioner generelt er ret forståelige og naturlige og ikke så absurde/primitive, som man kunne have frygtet.

Svagt persongalleri
En af Kings stærke sider er persongalleriet, som – selvom der ofte er nogle klicheer iblandt – ofte indeholder nogle spændende skæve eksistenser og nogle gode, solide helte (og nogle til tider ret irriterende og knapt så nuancerede skurke). Men i ‘Rosernes torne’ er der langt mellem de interessante personligheder, ikke mindst fordi persongalleriet er alt for stort. Som læser mister man efterhånden overblikket over de mange personer, der optræder undervejs i historien, og derfor mister man også lidt grebet om fortællingen.

Begrænsningens kunst
Stephen King er kendt for mange ting – blandt andet at skrive en hel del tykke bøger. ‘Rosernes torne’ er ingen undtagelse, for den sniger sig op på 800 sider. Og kvantitet er ikke altid lig kvalitet. King har før vist, at han sagtens kan skrive lange bøger og stadig gøre historien nærværende og spændende, men det lykkes desværre ikke i denne bog. Den er alt, alt for lang. Man skal i hvert fald være væbnet med en ret stor tålmodighed eller være die hard King-fan for ikke at føle, at historien godt kunne have været strammet op. King mangler – atter en gang – en god og konsekvent redaktør.

Tak til Bog & Idé for anmeldereksemplaret.

Serie: An Ember in the Ashes

Udgivet den af
Svar

‘An Ember in the Ashes’ af Sabaa Tahir er en af de bedste serier, jeg har læst i løbet af de seneste år. Jeg har tidligere anmeldt de to første bøger i serien – ’An Ember in the Ashes’ og ’A Torch Against the Night’, og nu hvor jeg har læst den tredje bog, ‘A Reaper at the Gates’, er det på tide med en generel anbefaling af serien. Jeg havde egentlig troet, at det ville være en trilogi (ligesom så mange andre fantasyserier), men det ser ud til, at der kommer mindst en bog mere i serien. Hvis du vil læse et resumé af den første bog, så klik på linket herover i dette afsnit.

Brutalt regime
Serien foregår i en barsk ørkenverden, hvor imperiet holder befolkningen i et jerngreb. Det er et samfund præget af frygt og kontrol, hvor elite-enheden sølvmaskerne tyranniserer borgerne og jagter modstandsbevægelsen, der prøver at slække imperiets magt. Denne fantasiverden er så nederdrægtig og brutal, at den skiller sig markant ud i forhold til andre fantasiverdener. Især fordi det lykkes forfatteren at male et billede af en undertrykkende stat uden at bruge voldtægter i flæng for at vise overmagtens brutalitet (… *host* ‘Shadow’s Edge’… *host*…). Det er en verden, der emmer af frygt, vold og håbløshed. Og så er der visse overnaturlige elementer, der sniger sig ind i løbet af serien, og som er med til at… skabe lidt ekstra spænding.

Fantastisk persongalleri
Bøgerne har et bredt persongalleri. De to hovedpersoner – Laia og Elias – er selvfølgelig i hver sin ende af hierarkiet. Laia som slave, Elias som sølvmaske og kommandantens søn. Og selvom de som personer er interessante, ikke mindst da de begynder at interagere med hinanden, så er det to kvindelige skurke, der løber med opmærksomheden. Helena – Elias’ jævnaldrende ven og sølvmaske – har en dejlig tvetydighed i sin personlighed. Hun er barn af imperiet, men er også meget loyal over for venner og familie, hvilket flere gange sætter hende i et dilemma. Og så er der kommandanten, som er grusom på en måde, som kvindelige roller sjældent har lov til i fiktive værker. Men der er også tilpas meget mystik omkring til, at hun ikke bare bliver endimensionel ond skurk.

Action og plottwists i rå mængder
Der er ingen mulighed for at kede sig, når man læser denne serie. Actionniveauet er højt, og der er tilpas mange plottwists til at skabe en paranoid stemning, hvor man aldrig helt er sikker på, hvem der kan stole på hvem. Som læser skal man være på dupperne, for der er adskillelige uventede drejninger og afsløringer undervejs, ligesom personerne ikke altid er helt så sort/hvide, som man først skulle tro.

Hvis du primært er til hyggelige fantasybøger med et (relativt) forudsigeligt plot og konflikter, der aldrig rigtig bliver helt farlige, så hold dig langt væk fra denne serie! Her er ondskab, drama og nådesløshed i rå mængder. Til gengæld får det samtidig serien til at adskille sig fra de fleste andre ungdomsfantasy-serier på markedet.

3 horror-novellesamlinger

Udgivet den af
Svar

Oktober står altid på en masse horrorlæsning for mit vedkommende, og i år var ingen undtagelse. Det blev blandt andet til tre horror-novellesamlinger af Kenneth Bøgh Andersen – nemlig ‘Blandt skovens skygger’, ‘Monster Lilit’ samt ‘Evig hævn og andre gys’. Alle læst som e-bøger (selvfølgelig under dynen, mens mørket trængte sig på udenfor, og vinden rev og ruskede i træerne).

Kenneth Bøgh Andersen er en af mine favoritter blandt de danske forfattere. Han skriver spændende, fængende og ofte sjove børne- og ungdomsbøger, og disse tre novellesamlinger rummer alle tre aspekter, selvom fokus selvfølgelig først og fremmest er på horror. Da målgruppen for fortællingerne er børn og unge, så er det ikke overraskende, at det primært er børn, der har hovedrollerne i novellerne. Det er også er meget naturligt, at de fleste konflikter i historierne centrerer sig om forholdet til forældre, søskende og andre børn

De tre novellesamlinger svinger lidt i kvalitet. Personligt synes jeg ikke, at der var så meget kød på ‘Evig hævn og andre gys’, men den er muligvis også skrevet til en yngre målgruppe end de to andre. Det var dog – i hvert fald for mig – intet problem, at historierne tog udgangspunkt i børns konflikter og bekymringer, for langt de fleste kan man godt relatere til som voksen – om det enten er fordi, man selv har oplevet det som barn eller fordi det ligner udfordringer, man også støder på, selvom man runder de 18 år.

Så gik oktober og jeg…

Udgivet den af
Svar
pixabay.com

Nåede ikke readathon men til gengæld en dejlig tur til Sønderjylland
Jeg havde desværre lidt for mange andre planer i readathon-weekenden, så for en gangs skyld sprang jeg over. Jeg pønser på, om jeg skal lave en læsedag i juleferien, men nu må vi se. Til gengæld var der et par andre gode oplevelser i oktober – blandt andet en virkelig hyggelig tur til Sønderjylland, hvor vi spiste flere gode steder (herunder Bror Ditlev og Henne Kirkeby Kro) og besøgte Trapholt, Tirpitz og Lego House.

Læste 15 bøger
Jeg nåede 15 bøger i oktober, hvilket jeg er ret godt tilfreds med – ikke mindst fordi jeg ikke havde tid til readathon i år. Jeg fik ikke lyttet til så mange lydbøger, da jeg havde lidt problemer med at finde nogle interessante, men til gengæld fik jeg læst flere e-bøger, end jeg plejer.

En lille overset King-bog
Månedens King-bog var ‘Colorado Kid’ – en bog, jeg ikke havde hørt om, før jeg stødte på den, da jeg gennemgik en liste over alle Kings bøger. Og det er der måske en god grund til, for den var desværre ret uinteressant. Nåja, sådan er det jo med hans bøger – kvaliteten svinger en del.

Scifi-zombier – sådan da
Jeg valgte ‘Symbiont’ – anden bog i Parasitology-serien – som månedens tykke bog. Jeg knuselskede Mira Grants zombie-serie, men den nye serie er desværre ikke helt på niveau med forgængeren. Altså, den er udmærket, men jeg er slet ikke så blown away som jeg håbede på.

I november vil jeg:

  • finde julelæsningen frem. Jeg håber på at snige et par julebøger ind i december-stakken men er pt lidt i tvivl om hvilke bøger, det skal være.
  • Begynde planlægningen af næste års bogudfordringer. Normalt plejer jeg allerede at være godt i gang med overvejelserne på nuværende tidspunkt, men det har der slet ikke været tid til.

Hvad med readathon?

Udgivet den af
1

Efterårsudgaven af Dewey’s Readathon starter om få timer, og for en gangs skyld deltager jeg ikke. Det var oprindeligt planen, men så blev vi inviteret til fødselsdag her til aften, og da jeg også skal til træning i morgen tidlig, så var der pludselig ikke så meget plads til læsning denne weekend. Og jeg ved, at jeg vil blive irriteret, hvis jeg kun deltager i få timer, så jeg har besluttet mig for at springe over denne gang. Til gengæld overvejer jeg at holde en heldagslæsningsdag i juleferien, hvor jeg ikke forventer at have særlig mange planer.

Jeg håber dog på at kunne nå at følge med hos jer, der deltager denne gang. Rigtig god fornøjelse til jer – håber I får nogle gode læseoplevelser 🙂

Anstalten

Udgivet den af
Svar

SPONSORERET INDLÆG

‘Anstalten’ af Stephen King

Det er ikke altid en fordel at være noget ganske særligt
Luke er allerede som tolvårig et geni – et vidunderbarn, der klarer sig ufattelig godt i skolen og som ser ud til at have en lys fremtid foran sig. Men en nat bliver han bedøvet og bortført af bevæbnede personer. De bringer ham til et sted, Anstalten, hvor han vågner op i et værelse, der ligner en tro kopi af hans eget værelse – bortset fra nogle enkelte små detaljer. Der er ingen vinduer og kun en dør, der fører ud til en lang gang, hvor andre børneværelser også fører ud til. Og her møder han de andre børn – børn der åbenbart har særlige evner såsom telepati og telekinese. Men hvad er formålet? Hvorfor er de spærret inde? Hvad er der sket med deres forældre? Og hvad sker der egentlig med de børn, som har været på Anstalten i flere uger og pludselig forsvinder?

Når man gør børn fortræd
‘Anstalten’ er en barsk bog. Her er tale om voksne, der spærrer børn inde og udsætter dem for en lang række smertelige forsøg for at blive klogere på børnenes særlige evner. At mishandle børn er i mine øjne en lige så let og billig måde at fremkalde afsky hos læseren på som når en skurks hæslighed understreges med en eller flere voldtægter i løbet af en bog. Kort sagt – det er et lidt for let trick at bruge for en erfaren forfatter som Stephen King, men det er ikke desto mindre yderst effektivt – man hader virkelig de voksne i denne bog! Ikke mindst fordi det virker så uforståeligt og umenneskeligt.

Nu skal vi ikke forhaste os
Stephen King elsker ord, og han elsker et langsomt fortælletempo. Det kan i visse tilfælde retfærdiggøres – ‘22.11.63’ var ikke en side for lang, selvom den hører til blandt hans tykkeste bøger. Men ‘Anstalten’ er lige lovlig lang i forhold til, hvor lidt der reelt set sker i bogen. Og eftersom historien ikke byder på så mange nye vinkler i forhold til hans tidligere bøger, så kunne den snildt være kortet mindst 100 sider ned.

Men han skriver nu stadig godt
Man kan sige meget om Stephen King og hans bøger. Nogle er mesterværker, enkelte er deciderede makværker. ‘Anstalten’ er ingen af delene. Den er over middel, men den kan på ingen måde måle sig med klassikere som ‘Dyrekirkegården’, ‘Christine’, og ‘Cujo‘. Han formår at skrive levende og spændende, personerne er interessante og troværdige, og så er der ingen udpenslede splatterscener, hvilket især var rart her, fordi bogen handlede om børn i fangenskab. Jeg blev draget ind i historien fra start, og jeg følte med børnene og hadede de onde voksne. Selvom bogen er 620 sider lang, var jeg godt underholdt fra start til slut og sad med tilbageholdt åndedræt de sidste 100 sider, for jeg kunne slet ikke forestile mig, hvordan det ville ende for Luke og hans venner.

Tak til Hr. Ferdinand for anmeldereksemplaret

Så gik september og jeg…

Udgivet den af
Svar

Druknede næsten i regnen
Lad mig lige starte med at pointere, at det har været dejligt med en sommer, hvor det sjældent har regnet, når jeg har været udenfor. Desværre havde september ikke den slags begrænsninger – det regnede ca. 95% af tiden, når jeg var udenfor, og jeg har gået eller cyklet en tur næsten hver dag i måneden! ARGH! Håber i den grad, at oktober bliver lidt mere gåturs-venlig.

Læste 10 bøger
Altså… jeg var ikke særlig heldig med mine bogvalg i september. Flere var lidt for langtrukne, og da jeg heller ikke fik hørt så mange lydbøger, så lå det læste antal bøger lavere end vanligt. I oktober satser jeg dog på, at niveauet stiger, og så ved jeg allerede nu, at jeg får læst flere bøger de kommende uger.

Nød en spritny King-bog
Jeg fik sponsoreret den seneste Stephen King-bog, og det viste sig at være en god aftale, for bogen var ganske udmærket. Meget klassisk King, omend lidt langtrukken (hvilket dog OGSÅ er meget klassisk King!). Anmeldelse af bogen kommer i næste uge.

Gjorde det lidt lettere for mig selv
Eftersom jeg sad fast flere gange i forskellige bøger, endte jeg med at så King-udfordringen og tykbog-udfordringen sammen, så min King-bog talte også som månedens tykke bog.

I oktober vil jeg:

  • Læse horror. Yes, det er jo Halloween-måneden, og nu hvor mørket og kulden kommer krybende, så dukker zombier og varulve også op fra gemmerne! Jeg glæder mig til nogle gode gys.
  • Måske deltage i readathon. Jeg plejer at deltage, men i år skal jeg til fest om lørdagen, og jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal deltage på halv tid, eller om jeg skal droppe det helt. Oh well.

Så kom der nye bøger på boghylden

Udgivet den af
Svar

Så blev det endelig tid til at købe nogle nye bøger! Førsteprioriteten var efterfølgeren til ‘Kings of the Wyld’ – nemlig ‘Bloody Rose’ – og så måtte jeg selvfølgelig også have næstsidste bog i ‘The Walking Dead’-serien, nu hvor oktober og dermed horrorsæsonen nærmer sig med hastige skridt.

Men der var også mange andre gode tilbud – især i scifi-kategorien, hvor jeg flere gange har kigget interesseret på bøgerne, så her fandt jeg en god stabel, som jeg dykke ned i de kommende måneder.

Det er ikke så tit, jeg læser krimier, men jeg har en svaghed for Chris Carters bøger, og jeg er efterhånden kommet en del bagud i den serie, så jeg købte også ‘An Evil Mind’ og ‘I Am Death’. Og sidst men ikke mindst så fandt jeg også en lille Stephen King-bog, jeg ikke har læst før og som vil passe fint ind i min King-udfordring.

Hvad med dig – har du købt nogle spændende bøger for nylig?

Serie: Warfarers

Udgivet den af
Svar

I juli introducerede jeg konceptet serieanbefalinger, og her håbede jeg blandt andet at inkludere ‘Warfarers’, da første bog i serien var en af de tre bedste, jeg læste sidste år. Jeg har dog ikke været synderlig begejstret over anden og tredje bog i serien, så herunder vil jeg fortælle om serien men også forklare, hvorfor første bog efter min mening er meget bedre end de øvrige bøger.

Er det en trilogi?
Det kan man faktisk godt diskutere. Én ting er, at forfatteren ikke 100% har afvist, at der kan komme flere bøger i serien, en anden ting er, at man følger forskellige personer i de enkelte bøger og derfor sagtens kan læse dem uafhængigt af hinanden.

Første bog – ‘The Long Way to a Small, Angry Planet’
Jeg faldt pladask for den første bog. Alene titlen får mig til at smide. Bogen er et meget moderne drama, der foregår på et rumskib, hvor besætningen består af et væld af meget forskellige individer, når man ser på race, køn, seksualitet og temperament. Den er en fornøjelse at læse – ikke mindst fordi de mange spændende personligheder fungerer så godt sammen. Læs min anmeldelse af bogen

Anden bog – ‘A Closed and Common Orbit’
Jeg blev skuffet, da jeg fandt ud af, at anden bog i serien ikke er en direkte efterfølger til den første bog men nærmere ‘blot’ en bog, der foregår i samme univers. Der er én personlighed fra første bog, og det var ganske enkelt for lidt for mig, når nu persongalleriet var så fantastisk i den første bog. Også selvom dette individ har en ret interessant historie. Samtidig var stilen i anden bog lidt for klassisk scifi til mig, og jeg savnede den humor og kreativitet, som første bog struttede af. Læs min anmeldelse af bogen

Tredje bog – ‘Record of a Spaceborn Few’
Hvor anden bog trods alt fulgte en ret interessant person, så var tredje bog (endnu) mere fragmenteret, da man her fulgte en række helt nye personer. Igen en bog, der ikke er en direkte efterfølger til de foregående og sagtens kan læses som standalone. Jeg syntes bare ikke, at de nye personer var særlig spændende, og selvom flere af dem rummede interessante aspekter, så fængede historien ikke. Desværre.

Så – min konklusion er, at en serie, der startede fantastisk, er endt med at blive en række standalones, som du (heldigvis) kan læse uafhængigt af hinanden. Hvis du elsker den første bog, ‘behøver’ du ikke at læse videre, for du kommer alligevel ikke til at følge de samme personer. Du bør selvfølgelig stadig overveje at læse anden og tredje bog i serien, for det kan jo være, at du vil holde langt mere af dem, end jeg gjorde, men min pointe er blot, at det er ikke en serie, man ‘behøver’ at læse til ende.