Uprooted

’Uprooted’ af Naomi Nowik

Fortolket folkeeventyr
Agnieszka bor i en lille landsby, der ligger tæt på en forbandet skov. Byen beskyttes af en magiker, der går under navnet Dragon. Betalingen for beskyttelsen får han hvert tiende år, hvor kommer han ned til landsbyen og udvælger en ung pige, som skal bo sammen med ham de næste ti år. Der florerer mange rygter om magikeren, og alle frygter ham, så da Agnieszka til alles overraskelse bliver udvalgt af ham, er hun bange for, hvad der skal ske. Hvorfor valgte han hende, når nu hun ikke var den smukkeste eller klogeste? Agnieszka indser dog snart, at der er andre ting, som magikeren kigger efter, når han udvælger pigerne…

Den russiske overtro
Fantasiverdenen, som historien foregår i, er kraftigt inspireret af russiske folkeeventyr og overtro. Det er der faktisk flere af de nyere ungdomsfantasy-bøger, der er (for eksempel Grisha-trilogien), og det synes jeg er ret fedt, for der er noget mørkt og mystisk over disse folkeeventyr, som giver ekstra dramatik til fortællingen. Især skoven som ’skurken’ virker rigtig godt – det mørke, dystre og dragende vildnis, der opsluger og fordrejer folk.

Den er sin helt egen
Selvom ’Uprooted’ er en genfortælling af et folkeeventyr, så formår den samtidig også at være sin helt egen, og det kan jeg godt lide. Jeg afholdt mig i lang tid fra at læse bogen, da den havde fået virkelig blandede anmeldelser, og jeg frygtede derfor også, at det ville være en skuffende læseoplevelse. Det var det dog ikke – tværtimod er ‘Uprooted’ en fin eventyrfortælling, som indeholder både drama, uhygge og kærlighed, og jeg har siden undret mig over de 1-stjerne-anmeldelser, som den har fået på Goodreads. Måske har nogle folk forventet en mere klassisk fortælling?

Dette er ikke en sød kærlighedshistorie
Selvom det er et eventyr, og selvom der er kærlighed i fortællingen, så er det ikke en dominerende faktor, og det er næsten befriende at opleve. Ikke at jeg har noget imod kærlighedshistorier, men det er noget, der næsten altid dominerer i genfortællinger af eventyr disse år, så det er skønt at opleve en historie, hvor det ikke er det bærende element. Nåja, og så er selve eventyret generelt ret barsk, så du skal ikke læse denne bog, hvis du har brug for hyggelæsning.

2020 læseudfordringer

pixabay.com

… ok ok, 2020 udfordringer er måske lige i overkanten, men jeg har da gjort mig nogle tanker om hvilke læsemål, jeg vil have i år.

Dengang i 2013…
Jeg oprettede en Goodreads-profil tilbage i foråret 2013 og har i årenes løb tilføjet bøger til to-read-listen. Heldigvis har jeg fået læst en del af disse bøger, men der er stadig ret mange bøger, jeg tilføjede tilbage i 2013 og 2014, som jeg endnu ikke har læst. Nu er det tid til at rydde ud i dem, så jeg har besluttet, at jeg skal læse de 20 første på listen. Hvis jeg ikke har læst dem inden årets udgang, så skal jeg slette dem fra listen! Der er dog ét problem… og det er, at en del af de ældste bøger på min to-read-liste hver især selvfølgelig er første bog i en (længere) fantasy-serie, så det kan være, at et af mine 2021-læsemål skal være at færdiggøre en masse serier…!

The future is out there…?
Jeg genindfører tema-læsning, dog kun én bog om måneden. I 2020 står i fremtidens navn (håber jeg da), så her skal jeg læse mindst én scifi-bog om måneden.

Comic, graphic novel – you name it!
I 2020 skal jeg læse flere tegneserier – mindst to om måneden. Det tror jeg bliver rigtig hyggeligt og samtidig en god mulighed for at støde på nye, spændende serier og dygtige tegnere.

Same procedure as last year
Nåja, og så den sædvanlige – jeg skal læse mindst 150 bøger. Det burde virkelig ikke blive et problem, når nu jeg også skal læse flere tegneserier. Måske jeg faktisk burde sætte antallet af bøger op. Det kan jeg eventuelt overveje senere i år.

Året der gik – 2019

pixabay.com

Endnu et bogår er gået, så det er tid til at kigge tilbage – og om et par dage også til at kigge frem, for der annoncerer jeg mine 2020-læsemål. Men først er det tid til at kigge tilbage på året, der gik.

Nye blogvaner
I 2019 ændrede jeg formen på blogindlæggene , ligesom jeg skar ned i antallet af blogindlæg per måned. Jeg har haft ekstra travlt i løbet af året, og så kan jeg også mærke, at bogbloggerverdenen ikke er lige så aktiv som tidligere. Men jeg synes stadig, at det er hyggeligt at blogge om bøger, så jeg håber på at fortsætte rytmen med at blogge 1-2 gange om ugen.

Læseudfordringerne
Vanen tro havde jeg spået på Goodreads, at jeg igen i år ville læse mindst 150 bøger, og det mål nåede jeg. Det er jeg godt tilfreds med, ikke mindst fordi jeg ikke læste nær så mange lydbøger og tegneserier, som jeg plejer.

Mindst én Stephen King-bog om måneden
Jeg fik læst mindst én King-bog om måneden, og der var kun én genlæsning, så det var lidt imponerende. Til gengæld var der langt mellem de virkelig gode læseoplevelser, men det var jeg desværre ikke så overrasket over – jeg synes ikke, at der er så mange af de nyere King-bøger, der kan leve op til de bøger, han skrev i sine unge dage.

Mindst én bog på over 500 sider om måneden
Jeg havde en hemmelig drøm om at komme (lidt) til bunds i de meget tykke bøger, der har stået på bogreolerne de senere år, og jeg fik da også læst flere af dem, jeg længe har kigget på. Jeg fik dog ikke læst helt så mange, som jeg havde håbet på (for der kom selvfølgelig også lidt flere bøger til i løbet af året), så det kan være, at jeg skal indarbejde nogle af hængepartierne i næste års bogudfordringer.

Bøgerne fra juleaften

Så er det dagen efter dagen efter dagen – aka 26. december. Endnu en juleaften er rundet, og det var vanen tro en hyggelig aften med god mad, dejligt selskab og skønne gaver. Jeg introducerede også en lille sjov juleleg, som familien heldigvis tog godt imod.

Jeg havde (selvfølgelig) ønsket mig en række bøger og tegneserier og var så heldig at få flere af dem. Det blev til ‘The Riyria Revolution’-trilogien af Michael J. Sullivan, ‘Linda og Valentins Samlede Eventyr 3’ af ‘A Knight of the Seven Kingdoms’ og ‘The Hedge Knight II: Sworn Sword’ af George R. R. Martin. Jeg havde naturligvis været så snedig at ønske mig bøger, der passer til mine læseudfordringer for 2020, og de fleste af ovenstående vil derfor også indgå i 2020-planerne. Men hvad de er bliver først afsløret i næste uge…

Fik du nogle gode julegaver – måske endda nogle boggaver?

Troldeliv – Julekalenderbogen

SPONSORERET INDLÆG

’Troldeliv – Julekalenderbogen’ af Sissel Bøe og Peter Madsen

Bliver det jul på gården?
Denne julekalenderbog er en smukt illustreret bog med historien om den gamle gårdnisse Nisse Nik, der er ved at gå ud af sit gode skind på grund af gårdens nye ejere, der ikke tror på nisser. De sætter ikke grød ud og de har tænkt sig at lave om på alle de ting, der betyder noget for ham. Heldigvis får Nik besøg af troldeungerne Pajko og Paja, som hjælper ham med at vise menneskene, at det er vigtigt at holde sig gode venner med nissen. De finder en allieret i pigen Sofie, som Nisse Nik skriver hilsner til. Men nutidens voksne er stædige, og både Nik, troldeungerne og Sofie får virkelig deres sag for.

Smukke og hyggelige illustrationer
Peter Madsen er en af mine absolutte favorittegnere, og med denne bog har han atter formået at tegne sig ind i mit hjerte. Tegningerne er både søde, hyggelige og dramatiske, og det er en sand fornøjelse at bladre igennem bogen for at se de farverige tegninger.

Når traditioner glemmes
Julekalenderbogen bygger på en klassisk fortælling om, at man ikke skal glemme traditionerne, og at alt ikke behøver at være top-moderne. En fortælling, der ofte bruges i julefortællinger, når det drejer sig om nisser og overtro. Og det fungerer ganske godt i denne fortælling, hvor Nisse Niks frustrationer er meget tydelige – og forståelige. Der er en fin kontrast i, at både Sofie og hendes bedstefar udmærket forstår vigtigheden i at respektere og pleje venskabet til nissen, mens Sofies forældre nægter at tro på nissers eksistens. Også selvom Sofies far kan huske nogle pudsige (nisse-) begivenheder fra sin barndom.

Ikke alt for tuttenuttet
De to troldeunger, Pajko og Paja, er med til at skabe en masse sjove situationer i bogen, men historien får dog flere gange en alvorlig drejning, som måske kan være skræmmende for de mindste børn. Af samme grund synes jeg, at børn bør være 6-8 år, før de læser denne bog. Det er også episoder, hvor det er en god idé, at børn og voksne snakker om, hvad der er rigtigt og forkert, og hvorfor man (mennesker/nisser) nogle gange reagerer, som man gør.

Masser (jule-)hjertevarme
Bogen er virkelig hyggelig julelæsning. Den emmer af juleglæde, håb og kærlighed – til trods for de dumme voksne, der ikke fatter noget som helst. Og selvom alting på et tidspunkt ser sort ud, så vil det jo nok blive jul… sådan plejer det jo at gå i julekalendere.

Tak til Bog & Idé for anmeldereksemplaret

The Fox Girl and the White Gazelle

‘The Fox Girl and the White Gazelle’ af Victoria Williamson

Et umage venskab
Reema er flygtet fra Syrien sammen med sin familie og er endt i Glasgow. Hun savner dog sit hjemland og ikke mindst storebroderen, som forsvandt under flugten, og som de ikke har hørt fra siden. Hun har lidt svært ved at passe ind på den nye skole, men støder på Caylin, der bor i samme blok. Caylin er dog ikke synderlig interesseret i at lære Reema at kende, for hun har det svært i skolen og derhjemme. Men pludselig opdager begge piger, at en ræv og hendes kuld holder til i baggården, og de begynder begge i skjul at fodre dyrene, som har svært ved at klare sig i storbyen. Langsomt lærer de hinanden at kende og finder ud af, at de måske har mere tilfælles, end hvad de først troede.

Troværdige og nuancerede personer
’The Fox Girl and the White Gazelle’ er en meget smuk og velfortalt historie om to meget forskellige piger, der trods alle odds finder sammen om at pleje en såret hunræv og hendes unger. De to piger tumler med hver deres problemer, men lærer meget om sig selv og hinanden, og det er fortalt på en meget fin måde, så det ikke kommer til at virke belærende eller naivt. Det er især Caylin, der skiller sig ud, for det er sjældent, at hovedpersoner i (udenlandske) ungdomsbøger har så mange negative personlighedstræk, men det gør hende ikke desto mindre ganske menneskelig og relevant.

Meget pædagogisk
Dette er historien om to mennesker fra vidt forskellige verdener, som alligevel lærer at acceptere og forstå hinanden og sig selv. Den er til tider forholdsvis pædagogisk og rummelig i forhold til, hvordan virkeligheden ofte er, men jeg synes dog ikke, at det kammer over, og historien rummer også flere tragiske øjeblikke, som gør, at dette bestemt ikke er en sukkersød fortælling.

‘The Fox Girl and the White Gazelle’ er en rigtig fin og velfortalt historie om venskab og næstekærlighed. Om at tro på sig selv og på andre. Bestemt værd at læse.

Twelve Slays of Christmas

’Twelve Slays of Christmas’ af Jacqueline Frost

Mord i juleby
Da Hollys forlovede aflyser deres julebryllup kun to uger før, tager hun hjem til forældrene i byen Mistletoe for at søge trøst og støtte. Hjemme er der masser at lave, for gården er pyntet op til jul og har masser af besøgende hver dag, så Holly giver selvfølgelig en hånd med. Alting tager dog en dramatisk drejning, da den ældre, emsige dame, Margaret, bliver dræbt på familiens grund. Hvem vil dog dræbe hende? Godt nok var hun ikke vellidt og havde gjort sig uvenner med flere på det sidste, men alligevel. Holly vil gøre alt for at rense familien for mistanke, og snart er hun så involveret i efterforskningen, at hun modtager dødstrusler fra morderen.

Bjældeklang og sukkerstang
Der er fuldfed julestemning i denne bog, og i bedste amerikanske stil skyldes det selvfølgelig rå mængder af kage og sukkerstads, men helt seriøst – forfatteren forstår virkelig at smøre godt med jul ud over siderne, så man føler sig hensat til en by, der er pyntet op i stor stil. Jeg fik i den grad lyst til at besøge den fiktive by for at nulre rundt og se på juleudstillinger og nippe til varm kakao.

Kan man kombinere krimi og jul?
Jeg var lidt skeptisk over for konceptet – hvordan i alverden kombinerer man en mordgåde med noget så hyggeligt som jul? Men denne historie fungerer overraskende godt, for selvom det er tragisk, at der sker et mord, så passer historie og setting fint sammen.

Søde turtelduer
Holly kan ikke sig i skindet og skal absolut snuse rundt for at finde ud af, hvem der har dræbt Margaret til trods for, at den nye sherif flere gange beder hende om at lade være. Men det er nu også meget hyggeligt at have en undskyldning for at tale med den søde, pæne sherif, og det var sjovt at se, hvordan deres venskab spirede, hver gang de stødte på hinanden under efterforskningen. Jeg frygtede, at det ville blive lidt for klistersødt-chicklit-agtigt, men det blev det heldigvis ikke.

Konklusion: ’Twelve Slays of Christmas’ er en rigtig hyggelig og stemningsfuld julebog – trods mord og dramatik.

The Familiars

‘The Familiars’ af Stacey Halls.

Når liv kan føre til død
Den unge adelskvinde Fleetwood venter atter barn. Hun har før været gravid, men børnene har ikke overlevet fødslen, og denne gang frygter hun, at hun ikke selv vil overleve fødslen. Hun vil dog gøre alt for, at barnet gør, så da hun møder den unge jordemoder Alice, som lover, at hun kan hjælpe, sørger hun straks for at hyre hende. Men ikke alle har samme tiltro til Alice, og snart går der rygter om heksekræfter og ond magi.

Heksejagt og intriger
‘The Familiars’ foregår I 1600-tallet, hvor heksejagten rasede i Europa. Det var et sort kapitel i menneskets historie, hvor frygten for det ukendte og det mystiske førte til drab på tusinder af kvinder (og enkelte mænd). Hvor irrationelle og intrigante udtalelser udløste drab og tortur af mennesker, og hvor det var stort set umuligt at slippe levende derfra, når først man var blevet anklaget for hekseri. Selvom temaet er tydeligt til stede i fortællingen og også udgør en del af hovedplottet, så bliver det dog ikke nær så intrigant som en del andre historier om heksejagt, for fokus er først og fremmest på Fleetwoods graviditet, hendes kamp for livet, og hendes forhold til ægtefællen Richard.

Stærk loyalitet
Fleetwood beskrives som en ung og til tider naiv kvinde med hjertet på rette sted. Hun er let at sympatisere med, ikke mindst fordi hun vitterlig tror på det bedste i andre og gerne vil gøre det godt. Jeg var (selvfølgelig) vild med, at hun var så loyal over for Alice, når det samtidig var tydeligt, at det kunne bringe Fleetwood i problemer. Der er ingen tvivl om, at Fleetwood stiller sig selv i en meget sårbar og udsat position med sine handlinger, og jeg var lige ved at bide negle flere gange, når tingene spidsede til.

Ingen sikker vinder
Nu vil jeg selvfølgelig ikke afsløre slutningen – blot sige, at dette er et af de sjældne tilfælde, hvor jeg var meget i tvivl om, hvorvidt historien ville ende godt eller skidt, og hvad der egentlig ville være en god slutning. Hvor meget skal de gode ’vinde’, før man føler, at det er en happy ending? Findes det overhovedet i sådan en historie?

‘The Familiars’ var en rigtig fin læseoplevelse – stemningsfuld, dragende og en lille smule magisk.

Snesøsteren

‘Snesøsteren’ af Maja Lunde

En julehistorie i 24 kapitler
Det er december måned, og Julian glæder sig til juleaften, som også er hans fødselsdag. Men i år er der ikke megen julestemning, for forældrene sørger stadig over tabet af Juni, Julians storesøster der døde i sommers. Julian nægter dog at lade sorgen overskygge juleglæden, og mens han spekulerer på, hvordan han skal løse problemet, løber han ind i den livsglade pige Hedvig. Pludselig er der atter en, han kan lave sjove ting med. Men hvem er Hedvig, og hvorfor er hun så hemmelighedsfuld om sin familie.

Smukke stemningsfulde illustrationer
Dette er en bog, du bør læse i papirudgave – eller til nøds som e-bog – for du må endelig ikke gå glip af de smukke illustrationer, som supplerer historien rigtig godt. Det er en fornøjelse at fordybe sig i bogen for både børn og voksne.

Glæde og sorg går hånd i hånd
’Snesøsteren’ er et glimrende eksempel på, hvordan man kan fortælle en hyggelig julehistorie og samtidig have alvorlige elementer som sorg og tab med i fortællingen. Her er et barn, der elsker julen og juleglæden virkelig højt, men hvor familien stadig er tynget af sorg, og forfatteren formår at fortælle historien, så barnets glæde på ingen måde kommer til at virke respektløs i forhold til tabet af storesøsteren. Samtidig illustrerer det også fint, at man sagtens kan have alvorlige og triste elementer med i en børnehistorie, for børn er mere hårdføre, end voksne ofte tror (jeg mindes for eksempel at have læst både ’Kaskelotternes Sang’ og ’Mio min Mio’ i en ret ung alder). Det er noget, som – så vidt jeg ved – er ret særligt ved nordisk børnelitteratur.

Den er også for voksne
’Snesøsteren’ er en illustrereret børnebog, der er opdelt i 24 kapitler, så man kan læse den som julekalender. Den kan dog også læses som en almindelig bog og fungerer umiddelbart også bedst sådan. Selvom målgruppen helt klart er børn, så kan den læses af folk i alle aldre, for det er en smuk og tidløs fortælling om håb, kærlighed og venskab, og jeg nød bestemt den meget fine historie og de smukke illustrationer.

Så gik november og jeg…

Blev bekymret over gråt-i-gråt
Øhm… hvad sker der lige for vejret? Én ting er, at det har regnet næsten hver dag – noget andet er, at det har været lige så gråt, som det normalt er i januar! Hvis ikke vi snart får nogle flere solskinsdage, så når folk (inkl. undertegnede) da at få vinterdepression inden jul! :O

Læste 10 bøger
November var en ganske fin læsemåned, selvom antallet af læste bøger lå lidt under det sædvanlige snit. Jeg fik dog læst flere tykke bøger, hvilket er med til at trække antallet ned. Læsehumøret er i top, så nu mangler jeg bare at finde lidt bedre lydbøger – synes desværre ikke, at jeg har haft så meget held på den front de seneste måneder.

Læste tykkeste King-bog i år
I november fik jeg læst ‘Rosernes torne’, som Stephen King har skrevet sammen med sønnen Owen. Jeg er glad for, at jeg valgte at læse den på dansk, for den var ca. 800 sider og dermed også den tykkeste King-bog, jeg har læst i år. Desværre var den også for lang i forhold til, hvad historien kunne bære, men er jo sket før for King.

Nød en omgang girlpower-action
Jeg havde oprindeligt tænkt på, at jeg kunne kombinere månedens King-udfordring med målet om også at læse en bog på min. 500 sider i denne måned og dermed slå to fluer med ét smæk. Men heldigvis nåede jeg også ‘Bloody Rose’ – en efterfølger til ‘Kings of the Wyld’. 2’eren var knapt så fjollet som den første bog i serien, og så savnede jeg lidt mere dybde i persongalleriet.

I december vil jeg:

  • blogge to gange om ugen. Jeg har blogget mindre det sidste halve års tid, men her i december skruer jeg lidt op for indlæggene og vil således blogge to gange om ugen. Jeg regner med, at der hver uge kommer mindst én julebogsanmeldelse.
  • Beslutte hvilke læseudfordringer, jeg vil have i 2020.
  • Julehygge. I rå mængder. Herunder læse en del julebøger.