Transmetropolitan

Min allerkæreste kan heldigvis godt lide bøger og tegneserier. Ok, mest det sidste, selvom han nu ikke er bleg for at læse bøger. De senere år har jeg givet ham Sandman-serien i forbindelse med jul og nytår, men nu, hvor han har fået alle bøgerne, var det tid til at finde på noget nyt. Efter lidt research på Goodreads faldt jeg over ‘Transmetropolitan’, som lød ganske lovende, så han fik første album i julegave. Da han havde læst det, fik jeg også lov til at læse det – og blev positivt overrasket!

‘Transmetropolitan’ er en cyperpunk tegneserie, hvor første album udkom i slutningen af 90’erne. Hovedpersonen er den ret ekstreme – og ret populære – journalist, Spider Jerusalem, der har været væk fra offentligheden i flere år. Nu er han dog vendt tilbage til storbyen, og det går ikke stille af – snart er han viklet ind i en stor sag, og hans navn er på alles læber igen.

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente af denne serie, men jeg blev positivt overrasket. Det er ret sjovt at tænke på, at denne serie er næste tyve år gammel og ‘alligevel’ skal forestille sig at foregå i fremtiden. Den virker dog på ingen måde bedaget (hvilket ‘gamle’ scifi-serier ind imellem godt kan gøre, når de er overhalet af virkeligheden), men der er dog også et snert 90’er-stil over den – ikke mindst på grund af gonzo-journalistikken.

Jeg var ret vild med den fanden-i-voldske Spider, som er full frontal i sine interviews (og jeg er samtidig bevidst om, at jeg ville virkelig ikke kunne lide ham, hvis jeg mødte ham i virkeligheden ;)). Han er en sand katalysator mht. action og fremdrift.

‘Transmetropolitan’ skal bestemt læses for sin nærmest aggressive og insisterende journalistiske dækning af et opgør i slummen, hvor politiet tager sig visse friheder – eller rettere sagt prøver på. Spider bliver helt klart fremstillet som de undertryktes helt, selvom han ikke just selv er en engel.

Jeg glæder mig til at læse videre i denne serie, og da min allerkæreste heldigvis også kunne lide den, så vil jeg ikke afvise, at han nok får flere albums i løbet af de kommende år… 😉

The Bell Jar

‘The Bell Jar’ er en klassiker, som jeg længe har ønsket at læse. Jeg vidste ikke synderlig meget om bogen, inden jeg gik i gang med den – kun at den figurerede på mange bøger-du-bør-læse-lister.

Bogen er skrevet af Sylvia Plath og skulle efter sigende være delvist bygget på hendes eget liv. Bogens hovedperson, Esther, er en ung og meget talentfuld kvinde, der får et sommerjob på et modemagasin i New York. Alt ser lyst ud, og hun har hele livet foran sig, men alligevel begynder det alt sammen at smuldre mellem hendes fingre. Langsomt begynder hun at synke ned i en dyb depression, som synes uden ende…

Jeg kunne godt lide skrivestilen i denne bog, da den var poetisk uden at være overlæsset, hvilket jeg især nød i starten af bogen.

Selve historien fangede mig dog desværre ikke rigtig. Jeg har lidt svært ved at sætte ord på, hvad det var, der gjorde, at jeg aldrig rigtig kom tæt på hovedpersonen. Måske kunne jeg ikke helt forstå hende som person? Hun virkede i hvert fald distanceret for mig, og jeg havde svært ved helt at forstå, hvad der gik galt for hende.

På sin vis beskriver bogen meget godt det dilemma, man står i, når man er ved at færdiggøre uddannelsen og er i tvivl om, hvad man så vil med sit liv. Især når man som Esther forventes at gøre noget, man egentlig ikke har lyst til.

I bogen bliver Esther venner med to meget forskellige piger – den artige og korrekte Betsy og den vilde og farlige Doreen. Jeg er sikker på, at min engelsklærer ville have elsket at analysere al symbolikken i denne bog, for de to piger er en meget tydelig illustration af de to sider i Esther, der er i vildt opgør.

Så… alt i alt en blandet oplevelse. Jeg kunne godt se visse kvaliteter ved bogen, men omvendt fangede historien mig ikke rigtig, ligesom jeg ikke følte, at jeg kunne mærke eller relatere til hovedpersonen.

Shadows of Self

Dette er efterfølgeren til ‘Alloy of Law’ og en del af Mistborn-serien. En bog jeg længe har ønsket at læse, men også tøvet lidt med da en af mine venner var ret skuffet over den.

‘Shadows of Self’ er skrevet af Brandon Sanderson. Jeg vil ikke komme med et resumé, da det vil afsløre for meget af handlingen af den foregående bog.

Jeg må dog desværre indrømme, at jeg godt kan forstå min vens skuffelse over denne bog. Den fangede mig ikke rigtig, og der var perioder, hvor jeg syntes, den stilmæssigt lå alt for langt fra den forrige bog – lidt for meget klassisk krimi og lidt for lidt Sanderson. De sidste hundrede sider trak dog op, og især slutningen var ganske interessant. Det var dog samtidig også en mere brat slutning, at jeg havde ventet, når jeg ved, at der er flere bøger i serien, men lad os nu se. Jeg regner i hvert fald med at læse den næste senere i år – og så måske genlæse enkelte kapitler af ‘Shadows of Self’ op til.

Saga 6

Ligesom så mange andre er jeg ret betaget af tegneserien ‘Saga’, som har gået sin sejrsgang blandt bogbloggere og bog-vloggere. Nederst i dette indlæg kan du finde links til mine øvrige Saga-anmeldelser.

Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal skrive i denne anmeldelse uden at afsløre for meget af handlingen i de tidligere albums, men lad mig endnu en gang fremhæve de meget smukke og fantasifulde tegninger, den spændende historie og forfatterens evner til hele tiden at sende fortællingen i nye, interessante retninger. Jeg keder mig bestemt ikke, og jeg synes heldigvis heller ikke, at jeg mærke nogen form for ‘metaltræthed’, hvilket man ellers kunne være bange for, nu hvor serien alligevel er ved at have nogle albums bag sig.

Jeg ser allerede frem til næste album!

Lidt januarshopping på bogfronten

Der er kommet lidt flere bøger på bogreolerne – ikke kun på grund af julegaverne men også på grund af lidt bogshopping i starten af januar. Det var ikke udsalgsshopping, bare lidt de-her-bøger-vil-jeg-læse-snart-bogindkøb. Det kender du godt, ikke? 🙂

Jeg købte de øverste fire bøger hos Saxo. ‘Gemina’ skal jeg helt sikkert læse snart, for forgængeren, ‘Illuminae’, var en af de bedste læseoplevelser i 2016. ‘Crooked Kingdom’ er jeg også spændt på at læse. Jeg var desværre ikke helt så blown away af forgængeren, ‘Six of Crows’, som jeg havde håbet, men det var en udmærket læseoplevelse.

‘Scythe’ har jeg ikke hørt så meget om, men jeg er til gengæld ret begejstret for Neal Shustermans andre bøger, så jeg satser på, at denne bog også er noget for mig. Og så er der ‘Curtsies & Conspiracies’, som er efterfølgeren til ‘Etiquette & Espionage’, som – ligesom ‘Six of Crows’ – også var en udmærket bog, men også en bog, jeg havde forventet lidt mere af. Men måske 2’eren lige har det ekstra, jeg savner?

Det er også blevet til en enkelt bog fra Bookdepository – nemlig ‘League of Dragons’, der er den niende og sidste bog i Temeraire-serien. Jeg har planer om at læse ottende og niende bog i løbet af de kommende uger, så jeg kan afslutte serien. Jeg glæder mig til at finde ud af, hvordan serien ender og krydser fingre for, at forfatteren har udtænkt et brag af en slutning!

Hvad med dig – har du købt noget spændende for nylig?

 

Kærlighed i koleraens tid

Denne bog stod på min læseliste sidste år, men jeg må indrømme, at jeg nær aldrig havde fået læst den. Tidligere på året havde jeg nemlig læst Márquez’ anden store bog, ‘100 års ensomhed’ (som min allerkæreste i øvrigt mente havde en virkelig deprimerende titel :)). Den bog faldt absolut ikke i min smag, så jeg var lidt tøvende med hensyn til at flere af hans værker. Heldigvis var der flere af jer, der anbefalede ‘Kærlighed i koleraens tid’, så jeg tog mig endelig sammen og fik den læst.

Bogen er skrevet af Gabriel García Márquez og handler om den lidt kiksede Florentino, der forelsker sig stormende i den kønne unge Fermina. Han forsøger desperat at vinde hendes hjerte, men noget går galt, og hun bliver gift med en anden. Mange ting sker, inden han over 53 år senere atter erklærer hende sin kærlighed.

‘Kærlighed i koleraens tid’ er først og fremmest fortællingen om den store, stædige forelskelse, der nægter at dø. Florentino, der aldrig glemmer Fermina, og som venter i kulissen, mens livet passerer revy. Der er noget smukt og skræmmende ved den stædighed, han udviser, for hvem i nutidens Danmark kan forestille sig at gøre det samme?

Nu er det ikke fordi, at Florentino blot sidder og venter på, at Ferminas mand skal forsvinde, så Florentino atter kan nærme sig hende. Han får også smagt på livet, men Fermina forsvinder ikke fra hans tanker.

Det er på den ene side en velskrevet om end knapt så traditionel kærlighedshistorie, men den var desværre også lige lovlig langtrukken til min smag. Det gør ikke noget, at historien har et langsomt flow, men jeg syntes dog godt, at den kunne være strammet lidt op. Jeg blev næsten mere forelsket i ideen om historien end selve historien i sig selv.

I øvrigt var det pudsigt at opleve hvor meget skrivestilen i denne bog ligner ‘100 års ensomhed’, men hvor jeg ikke brød mig om sidstnævnte, så fungerede ‘Kærlighed i koleraens tid’ langt bedre for mig. En yndlingsbog bliver den dog aldrig.

Rat’s Wars – Pearls Before Swine

Dette er ikke en klassisk anmeldelse men nærmere et par ord om en tegneserie-serie (!), som jeg har læst gennem de sidste mange år. Og dog – det er en sandhed med modifikationer, for de senere år har jeg holdt en pause fra serien, da jeg syntes, den gentog sig selv for meget. Jeg fik dog lyst til at læse serien igen og fik heldigvis dette hæfte i julegave.

‘Pearls Before Swine’-serien er tegnet og fortalt af Stephan Pastis. Det er en humoristisk serie med en ret nuttet tegnestil, hvor hovedpersonerne består af en række dyr med menneskelige træk. Figurerne strækker sig lige fra den egoistiske og voldelige Rat og den naive og søde Piggy til den kloge og tålmodige Zebra og de zebra-sultne og virkelig stupide krokodiller. Nåja, og så alle de andre – der er en rimelig bred vifte af figurer i denne serie.

Forfatteren kan godt lide at lege med rammerne – både bogstaveligt talt, hvor tegneseriefigurerne blandt andet hopper uden for striben, men også mere abstrakt. I ‘Rat’s Wars’ optræder forfatteren således adskillelige gange direkte i striberne – typisk i situationer, hvor tegneseriefigurerne synes, at hans humor er for plat!

Det er en ret hyggelig og til tider også ganske sjov serie, og selvom dette hæfte også har en del af de samme type jokes som i de foregående hæfter, så var især meta-delen ret underholdende.

Mon ikke jeg læser videre i denne serie senere i år? Det håber jeg.

Stjernestunder

Lige siden jeg læste ‘Skaknovelle’ af Stefan Zweig, har jeg ønsket at læse mere af ham. Sidste år blev det til den biografiske ‘Verden af i går’, og i juleferien fik jeg hørt ‘Stjernestunder’ som lydbog.

‘Stjernestunder’ er en novellesamling med 12 beretninger fra afgørende øjeblikke i verdenshistorien – det vil sige de timer eller den dag, hvor der skete noget særligt opsigtsvækkende. Det er en bred vifte af hændelser – lige fra Byzans blev erobret til da Europa og Amerika blev forbundet via telegrafen.

Jeg vidste ikke så meget om novellesamlingen, inden jeg gik i gang, men jeg blev positivt overrasket. Først og fremmest kunne jeg godt lide bredden i historierne – at det ikke kun var dramatiske øjeblikke fra krige men også rummede både fysiske og ‘åndelige’ opfindelser. Det var ikke alle øjeblikkene, jeg kendte lige godt, så det var samtidig også ganske lærerigt – og en anderledes måde at lære om verdenshistorien på.

Selvom novellerne beskriver spændende øjeblikke fra verdenshistorien (med tryk på verden), så indeholder flere af novellerne en vis intimitet, da man følger personerne tæt på. Det er med til at gøre historierne mere levende og mere nærværende. Bestemt et positivt træk.

Min største anke mod læsningen af denne bog handler faktisk ikke om selve bogen men det, at jeg desværre læste den over lang tid, da der var en hel del bøvl med Ereolens afspiller (det er der i øvrigt stadig, argh!). Det er så ikke bogens skyld, men det gør, at det jeg ikke fik fordybet mig (nok) i alle historierne. Jeg vil derfor ikke afvise, at jeg kunne finde på at genlæse ‘Stjernestunder’ på et tidspunkt.

Fremtidens araber bind 1 + 2

Min nysgerrighed blev straks vakt, da jeg faldt over ‘Fremtidens araber’ på biblioteket. Jeg havde ikke hørt om trilogien før, men da jeg holder meget af blandt andet ‘Persepolis 1+2’ og ‘Kylling med blommer’, så lød denne tegneserie-trilogi også fristende.

‘Fremtidens araber’ er tegnet og fortalt af Riad Sattouf. Det er som sagt en trilogi, men indtil videre har jeg kun læst de første to hæfter i serien. Det er fortællingen om hans barndom i Mellemøsten og Frankrig, da hans syriske far og franske mor sørgede for, at han fik oplevet deres hjemlande.

Riad fremstiller sig selv som en ret naiv, lyshåret dreng – måske lidt for naiv til tider, selvom jeg nu ikke har indtryk af, at han gerne vil femstille sig selv i et særligt positivt lys. Man ser, hvordan hans skolegang er præget af tæsk og indoktrinering, og hvor man absolut ikke skal sige læreren imod. Samtidig oplever man også både hans og moderens udfordringer ved at passe ind i den arabiske familiestruktur og ikke mindst de kulturelle forskelle, der er mellem de fransk-syriske forældre.

Jeg synes, at tegneseriestilen er en meget fin måde at fortælle om opvæksten i et mellemøstligt land. Det er et format, der sagtens kan vække følelser og skabe stemning, for selvom der er hyggelige stunder i Riads fortælling, så er der bestemt også alvor og uhygge.

‘Fremtidens araber’ er ikke så politisk som ‘Persepolis 1+2’, og det gør mig egentlig ikke noget, selvom det bestemt var en af plusserne ved ‘Persepolis’. Der er langt mere fokus på det at være et lille barn, der vokser op med to kulturer, og det er ret fascinerende at få et indblik i, hvordan Libyen var dengang – på godt og ondt. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når Riad beskriver sin tid i Mellemøsten, hvor tegningerne af de uhumske byer og volden blandt børnene står i stærk kontrast til faderens voksende patriotisme. Det bliver mere og mere absurd og sætter ikke faderen i særlig positivt lys.

‘Fremtidens araber’ er en spændende og tankevækkende fortælling. Den virker ind imellem lige lovlig reflekteret og detaljeret i forhold til, at historien ses fra et barns synspunkt, men det er nok også min største anke. Jeg glæder mig til at læse tredje og sidste bind i serien.

The Sandman 8 + 9

Jeg er efterhånden nået næsten til vejs ende i Sandman-serien. Nedenunder dette indlæg kan du finde links til de øvrige anmeldelser.

‘The Sandman 8 – World’s End’ og ‘The Sandman 9 – The Kindly Ones’ er vanen tro skrevet af Neil Gaiman og illustreret af forskellige tegnere. De to hæfter var ret forskellige – og ikke kun på grund af 9’erens størrelse, da den var  mindst dobbelt så tyk som 8’eren.

Helt overordnet set var jeg desværre ikke lige så begejstret for disse to hæfter som de foregående. Især 9’eren faldt slet ikke i min smag – hverken tegnestilen eller historierne. Jeg syntes, at hæftet på begge punkter lå langt fra de første hæfters standard (men det kan selvfølgelig også bare være min smag).

8’erens opbygning, hvor en gruppe personer har søgt tilflugt på en kro på grund af et voldsomt stormvejr og derefter begynder at fortælle hinanden historier, er meget fin. Desværre svinger historierne temmelig meget – nogle er kedelige eller (for) underlige, mens andre er ret interessante.

9’eren kedede mig til gengæld det meste af tiden, og så blev det jo ikke bedre af, at det nok også er det tykkeste hæfte i serien. Her var jeg lige ved at gå død flere gange og måtte mentalt skubbe til mig selv for ikke at gå helt i stå.

Jeg satser på, at jeg får færdiggjort serien i løbet af vinteren.