Station Eleven

Jeg har en vis forkærlighed for dystopiske bøger, så da jeg hørte om ‘Station Eleven’, vidste jeg, at det var en bog, jeg måtte læse på et tidspunkt. For nylig fik jeg så endelig lånt den via Ereolen Global og brugte den som læsning på togturene til og fra arbejde.

Bogen er skrevet af Emily St. John Mandel og lægger lidt brat ud med at beskrive den aften, hvor en kendt skuespiller falder om på scenen med et hjerteanfald. En af publikummerne haster op på scenen for at yde førstehjælp. Senere samme aften begynder en dødbringende virus at brede sig, og verden begynder at falde fra hinanden. Derefter springer bogen 20 år frem i tiden – til efter civilisationens nedbrud, hvor kun få har overlevet. Her følger man blandt andet en af børneskuespillerne, der var til stede ved føromtalte hjerteanfald, og i resten af bogen bliver fortid og nutid spundet sammen med tilbageblik og pudsige skæbnesammenfald.

Ja, jeg ved det – ovennævnte opsummering er lidt kortfattet og måske også lidt indforstået, men ‘Station Eleven’ er ikke en bog, det er let at give et kort resumé af. Bogen er både fragmenteret og lettere snørklet opbygget, og jeg vil helst ikke røbe for meget af handlingen. Men netop den fragmenterede stil gjorde, at jeg havde lidt svært ved for alvor at leve mig ind i handlingen – blandt andet fordi flere af tilbageblikkene ikke var synderligt interessante (i mine øjne).

Jeg følte mig lidt snydt, da jeg nåede til det tidspunkt, hvor bogen springer 20 år i tid. Jeg havde lige sat næsen op efter de klassiske verden-går-under-scener, så jeg blev temmelig overrasket over, at forfatteren sprang denne del over. Men det tog ikke lang tid, før jeg indså, at det var en god og lidt anderledes måde at gribe det an på. Hvorfor bruge mange sider på det, når nu forfatteren brændte for at fortælle noget andet?

Jeg havde det noget blandet med handlingen, og selvom der på sin vis var en rød tråd (om end lidt søgt), så savnede jeg en tydelig rammefortælling eller i det mindste et tydeligt fokus. Der var mange gode elementer i bogen – både smukke og tragiske scener i dagene op til undergangen men også pudsige eller forfærdelige scener 20 år senere. Men fortiden fyldte alt for meget til min smag (igen – fordi jeg ikke syntes, at mange af de scener var spændende), og det gjorde, at bogen desværre blev en lidt middelmådig læseoplevelse med enkelte smukke lysglimt hist og her.

Tribeca Sunset

Jeg faldt over denne tegneserie som e-bog på Ereolen og tog en spontan beslutning om at låne og læse den med det samme.

‘Tribeca Sunset’ er tegnet af Henrik Rehr og er en selvbiografisk fortælling om terrorangrebet på World Trade Center samt tiden derefter for byens beboere. Her følger man Rehr på selve dagen for angrebet og flugten fra Manhatten samt månederne efter, hvor byen slikker sine sår, og beboerne forsøger at få en normal hverdag igen.

Lad mig starte med at fremhæve tegnestilen som er enkel og meget passende til historien. Der er noget hverdagsagtigt over den, som gør den meget troværdig til en selvbiografisk skildring af begivenhederne. Samtidig giver tegneserien et interessant – og anderledes – indblik i de helt almindelige byboeres oplevelse af angrebet.

Jeg synes dog, at især den første tredjedel, hvor angrebet fylder det meste, er beskrevet meget distanceret og neutralt. Jeg savnede flere helsides-billeder, der kunne fange dramatikken, sorgen og forvirringen under og efter angrebet. Ikke at det skulle være følelsesporno, men jeg savnede jeg enkelt nærvær og indlevelse. Det var lidt for nøgternt og beskrivende og manglede følelsen af at være til stede i øjeblikket.

Historien blev også noget mere fragmenteret i anden halvdel, og hvor jeg godt kunne lide de reflekterende udsagn fra en række forskellige mennesker, så var selve grundfortællingen om forfatterens vennekreds ikke særlig interessant.

I det hele taget blev jeg lidt skuffet over tegneserien. Jeg havde håbet på en historie med mere nerve, med mere nærvær, og i stedet fik jeg i store træk en distanceret fortælling om en gruppe mennesker, der aldrig rigtig sagde mig noget.

Den evige ægtemand

Jeg har efterhånden fået tygget mig igennem en del bøger af Fjodor M. Dostojevskij i år – først og fremmest takket være Ereolen, der har mange af hans værker som lydbøger. For et stykke tid siden fik jeg så lyttet til ‘Den evige ægtemand’.

Bogen handler om Veltjaninov, der var lidt af en kvindecharmør som ung. En dag opsøges han af en af sine elskerinders ægtemand – den lidt undseelige Pavel Pavlovitj. Han fortæller, at hustruen Natalja er død, og Veltjaninov frygter, at Pavel kender til affæren mellem Natalja og Veltjaninov. Og så opdager Veltjaninov også, at Natalja fødte en pige otte måneder efter, at de skiltes, så spørgsmålet er, hvem der mon er pigens rigtige far…?

Det er i bund og grund en enkel historie, der er centreret om et trekantsdrama, hvor der kun er de to konkurrenter tilbage – og hvor det tilsyneladende kun er den ene af parterne, der er klar over, at der i det hele taget var et trekantsdrama. Det er til tider superintrigant og modbydeligt – ikke mindst fordi Pavlovitj er både naiv og langsomt opfattende, hvilket hans omgivelser ofte udnytter.

Der er også passager, der er lidt træge, og hvor jeg ikke altid følte, at jeg vidste, hvor forfatteren ville hen med de scener, men de blev langt hen ad vejen opvejet af de skarpe replikker og fine detaljer, som historien også indeholdt.

En meget fint fortalt historie om to mænds kærlighed til en kvinde, der ville elskes af mange.

Dronningens nar

Har du bøger på dine bogreoler, som har stået der i over ti år uden at blive læst? Dem har jeg nogle stykker af, og det er jeg ikke så stolt af. Godt nok er det ikke så mange – måske en håndfuld – men jeg synes, det er lidt fjollet at have dem stående i så lang tid uden at læse dem. Så nu skal det altså være!

‘Dronningens nar’ af Phillip Gregory er en af disse bøger. Det er egentlig lidt underligt, at jeg ikke har fået den læst noget før, da jeg godt kan lide historiske romaner og faktisk har fået læst en del af hendes bøger i løbet af de sidste par år. Bogen foregår i 1500-tallet i England, hvor den unge spanske pige Hannah ankommer sammen med sin far. De er jøder og er flygtet, fordi jøderne bliver forfulgt i Spanien. Faderen åbner en bogtrykkerforretning, hvor Hannah hjælper til, og det er her, hun møder adelsmanden Robert Dudley. Han har hørt et rygte om, at hun er synsk, og han vil gerne have hende med til hoffet. Hun siger ja, og da den unge konge møder hende, synes han så godt om hende, at han erklærer, hun skal være hellig nar. Da han kort tid efter dør, fortsætter Hannah arbejdet som nar ved hoffet, der nu syder af intriger og forviklinger. De to søstre – Maria og Elizabeth – kæmper om magten, og her bliver Hannah ind imellem en lus mellem to negle, da de begge ønsker hendes fortrolighed og loyalitet.

Jeg var desværre ikke lige så begejstret for denne bog som de øvrige bøger, jeg har læst af forfatteren. Narren Hannah er en fiktiv person, som skal fortælle om intrigerne og spændingerne ved hoffet – set udefra – og det er sådan set et rigtig fint udgangspunkt, for det er interessant at læse om konflikterne og magtkampene mellem søstrene og deres tilhængere. Desværre er Hannah som hovedperson bare ikke særlig troværdig, da hun virker meget konstrueret. Det er alt for tydeligt, at det ikke er en virkelig person, og det betød, at jeg blev irriteret, hver gang afsnittene om hende fyldte meget. Til gengæld satte jeg stor pris på de passager, der belyste de adelige og deres konflikter.

‘Dronningens nar’ levede ikke op til mine forventninger, men nu er jeg i hvert fald glad for, at jeg har fået den læst, så der er én mindre i antallet af ulæste bøger på bogreolerne 🙂

Hospitalet

Denne bog forsøgte jeg faktisk at læse sidste år – eller rettere at høre, for jeg mener, jeg lånte den som lydbog. Jeg opgav dog halvvejs. Da jeg for nylig bestilte bøger hjem via biblioteket, faldt jeg over bogen på min huskeliste og havde i mellemtiden glemt, at jeg havde prøvet den sidste år. Godt nok var der en klokke, der ringede, men…

Da jeg var gået i gang – og hurtigt opdagede, at den havde jeg haft fingre i før – gav jeg den alligevel en chance, for det kunne jo være, at jeg havde været for hurtig til at droppe den sidste år…

‘Hospitalet’ er skrevet af Michael Kamp og handler om den unge Jonas, der vågner op på hospitalet efter en meget alvorlig færdselsulykke. Selvom han kommer ved bevidsthed, svæver han stadig i livsfare, og han svinger derfor mellem at være vågen og synke hen i smerte- og medicintåger. Han begynder at tvivle på sin egen dømmekraft, for han plages af frygtelige syner, men det hele føles meget virkeligt, og pludselig bliver det alt, alt for virkeligt…

Udgangspunktet med en patient på et hospital, der ser syner (eller gør han?) er en klassiker inden for horrorgenren, men ikke desto mindre en ganske effektiv klassiker, for er rollen som patient ikke en af de mest sårbare, man kan have? Der er da heller ingen tvivl om, at forfatteren har skruet en ret modbydelig historie sammen, og har du sarte nerver, vil jeg ikke anbefale dig at læse denne bog. Den har en række ret klamme scener (og det er ment positivt) og pirrer især i første halvdel til ens frygt i forbindelse med sårbarhed, hjælpeløshed og autoriteter.

Men… for der er et kæmpe-men. Cirka halvvejs synes jeg desværre, at filmen knækker i denne bog. Én ting er, at historien ganske enkelt er for lang og derfor bliver langtrukken og slet ikke så effektiv som forfatterens korte noveller. En anden ting er, at den mister pusten og mister fokus. Selvom der er flere creepy scener, så kunne jeg slet ikke tage ‘cancersneglen’ seriøst, ligesom der var flere andre af de overnaturlige elementer, som bare virkede som fyld. Jeg synes, det er virkelig synd, for Michael Kamp er en af de få forfattere, der har fået mig til at gyse gennem de senere år, og det er først og fremmest takket være hans noveller.

Da jeg var nået halvvejs i bogen, lå den til en middelkarakter. Derefter gik det ned af bakke, og da jeg nåede til slutningen, sukkede jeg dybt. Det var ganske enkelt en mærkelig og ikke særlig passende slutning – i mine øjne i hvert fald. Jeg var ret skuffet.

Det er muligt, at bogen ‘bare’ er en ungdomsroman (for det går jeg ud fra, at det er ud fra det letbenede sprog), men jeg havde håbet på en mere gennemarbejdet og spændende historie. Jeg må nok hellere på jagt efter flere af hans noveller…

Lazarus

Denne bog lånte jeg for nylig på biblioteket. Jeg var lidt præget af, at jeg har gode minder om Bent Hallers bøger, da jeg var barn, så jeg var spændt på, hvad denne bog kunne byde på.

‘Lazarus’ handler om teenage-tvillingerne Alwin og Aurora. De bruger – som så mange andre tvillinger – megen tid sammen, men en da dukker ‘Lazarus’ op, og Aurora forelsker sig hovedkulds i ham. Det har Alwin lidt svært ved at tackle, og han går efterhånden til yderligheder for at få Auroras og Lazarus’ opmærksomhed.

Det er meget svært at give et resumé af denne bog uden at røbe for meget, for den indeholder nogle ret usædvanlige og overraskende twists. Det kan jeg som udgangspunkt godt lide – jeg er ikke så vild med, hvis bøger er meget forudsigelige – men i dette tilfælde syntes jeg desværre ikke, at det altid virkede.

Der var to ting, jeg virkelig ikke brød mig om ved denne bog. Dels var der hovedpersonernes reaktioner undervejs – især Auroras – som jeg syntes var utroværdige og virkelig underlige. Hun tog ret let på flere ting undervejs (eller… tilgav i hvert fald hurtigt), hvilket jeg slet ikke kan forestille mig, at folk normalt vil gøre.

Derudover er der sproget i bogen. Det virkede fladt, og dialogerne var kedelige… tenderende til sære. Den kom til at virke alt for barnlig, hvilket stod i modsætning til indholdet, som ikke var specielt velegnet for børn under 12 år.

Kort sagt – hvis det ikke var fordi, at bogen er ret kort, er jeg ikke sikker på, at jeg havde læst den færdig. Det er nok den mest skuffende bog, jeg har læst af den forfatter, og det ærgrer mig, da jeg elskede flere af de bøger, han udgav i 1980’erne.

Mit år som dansker

Jeg har en vis svaghed over for bøger og artikler, hvor udlændinge fortæller om deres møde med Danmark og danskere (både de positive og negative oplevelser). Der var derfor heller ingen tvivl om, at jeg skulle læse ‘Mit år som dansker’, der er skrevet af den engelske journalist Helen Russell.

Helen lever et travlt karriereliv i London sammen med sin mand, da han pludselig bliver tilbudt et job hos Lego i Billund. Helen er ikke synderlig begejstret ved tanken om at udskifte en spændende karriere og det pulserende liv i storbyen med et job som freelance-journalist, der bor i en mindre provinsby. Men hun bliver overtalt, og derefter starter hendes liv i Danmark. Efter de første pudsige oplevelser gør hun det til sin mission at finde ud af, hvad der er grunden til, at danskerne gang på gang udpeges som verdens lykkeligste folk. Det bliver en rejse rundt i mange emner, hvilket krydres med citater fra interviews med politikere og eksperter.

Jeg synes som sagt, det er spændende at læse om udlændinges møde med danskere og den danske kultur. Det er måske lidt navlepillende, men det er både sjovt og lærerigt at få udpeget, hvor danskere adskiller sig fra andre kulturer. I denne bog er der rigtig mange klassiske emner – blandt andet vejret, for hvorfor taler danskere altid om vejret?! Det overraskede mig lidt, at forfatteren syntes, det var så koldt og mørkt i Danmark om vinteren, for det kan det nu også blive i England. Til gengæld var det jo dejligt at høre, at hun mener, vi har verdens bedste bagværk.

Det er først og fremmest hyggelig læsning – ikke mindst fordi det er tydeligt, at Helen elsker Danmark – men der er også plads til de knapt så positive sider ved Danmark. Hun kommer blandt andet ind på danskernes store forbrug af lykkepiller, ligesom hun også pointerer, at danskere kan være lidt svære at komme ind på livet af.

Skrivestilen svingede noget. Ind imellem blev den lige lovlig Bridget Jones-lallet, mens andre gange prøvede den på at virke unødig akademisk. Det er især forfatterens brug af citater fra interviews, som ind imellem virkede lidt påduttet. Jeg syntes, det var rigtig godt, at hun havde interviewet en lang række eksperter og politikere til at underbygge nogle af historierne om Danmark, men udførelsen virkede til tider lidt kluntet.

Vil du gerne have et indblik i, hvad der er særlig dansk (i hvert fald set med en englænders øjne), så er ‘Mit år som dansker’ ganske hyggelig læsning. Den var ikke helt så skarp og dybdegående, som jeg måske havde håbet, men det er fin underholdning til en eftermiddag på sofaen.

Arra – Legender fra Lavora

aJeg er begyndt at komme på biblioteket igen – ganske som jeg lovede i min måneds-update – og her har jeg lånt lidt forskellige bøger, der længe har stået på min to-read-liste. Jeg kan faktisk ikke huske, hvorfor ‘Arra – Legender fra Lavora’ endte på den, men nu var det på tide at læse den.

Bogen er skrevet af Maria Turtschaninoff og handler om pigen Arra, der har en hård opvækst. Hun er den yngste i en børneflok på otte, og hun er derfor mere en byrde end et barn, forældrene længe har ønsket sig. Især moderen er hurtig til at opgive hende, og de kommende år er der ingen, der rigtig tager sig af hende eller taler med hende. Arra lærer derfor ikke at tale, og folk tror, hun er en sinke. Men Arra lytter til alt og alle omkring sig, og især naturens sange vækker en længsel i hende. Det er sange, som bringer både glæde og sorg, og sidstnævnte opdager Arra en aften, hvor hendes kræfter for alvor vækkes.

Jeg kunne godt lide den første halvdel af bogen. Her følger man Arras opvækst og oplever alle de nederlag og nederdrægtigheder, som familien (og i særdeleshed moderen) udsætter hende for. Men samtidig er der også de små lysglimt i forhold til Arras overnaturlige evner, som stille og roligt vokser og udvikler sig til noget fortryllende og farligt på samme tid. Der er en sårbarhed og usikkerhed, som gør det let at holde af Arra og virkelig føle afsky over for hendes familie. Det var dog ikke moderen men Arras storesøster, som for alvor løb med skurkerollen – magen til egoistisk kost skal man lede længe efter!

Men… anden halvdel af bogen fungerede ikke. I hvert fald ikke for mig. Introduktionen af prinsen var jeg ikke særlig vild med og slet ikke det venskab, der spirede op. Det virkede meget utroværdigt og påduttet. Samtidig var det også begrænset hvor mange forskellige ondskabsfuldheder, som Arra kunne udsættes for, så efterhånden blev ydmygelserne ganske repetitive og mistede dermed også noget af deres virkning. I det hele taget virkede især den sidste tredjedel noget forjaget – som om forfatteren var ved at løbe tør for sider (og måske også ideer). Den del virkede ikke særlig gennemarbejdet, og det ødelagde desværre den gode læseoplevelse, som første halvdel af bogen var.

Jeg sad undervejs og spekulerede på, hvilken målgruppe denne bog mon henvender sig til. Flere gange tænkte jeg, at den ville egne sig fint til 10-12-årige, men eftersom forfatteren en del gange bragte emnet voldtægt på banen (ikke som en aktiv del af historien men som en straf/skæbne, kvinder kunne udsættes for), så hælder jeg mere til 14 år. Jeg er dog bange for, at bogen på visse punkter vil virke lidt for simpel og barnlig til 14-årige, så et eller andet sted ærgrer jeg mig på forfatterens vegne over hendes gavmilde ord af voldtægtsbegrebet.

Fables Book 5

Fables book 5

Jeg er nu nået til femte bog i Fables-serien – dvs. ‘Fables Book 5’. Jeg har tidligere anmeldt ‘Fables Book 1’, ‘Fables Book 2’, ‘Fables Book 3’ samt ‘Fables Book 4’.

Jeg vil så vidt muligt undgå at bringe et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til de tidligere bøger i serien.

Ligesom ved ‘Fables Book 4’ var jeg ikke særlig begejstret for den første historie. Det skyldtes først og fremmest tegnestilen, som adskilte sig for meget i forhold til de tidligere bøger (der var gamle kendinge med, der var ugenkendelige i den nye streg). Det blev dog snart bedre, og de følgende historier blev mere og mere spændende og medrivende. Især historien, der gav en masse baggrundsviden til krigen, der jog Fables på flugt, var ret interessant – og ikke mindst overraskende. Det twist havde jeg ikke lige set komme…

Jeg savnede flere af hovedpersonerne, som var stort set fraværende i denne bog. Til gengæld gav bogen som sagt mange flere baggrundsinformationer om verdenen, og så gjorde det knapt så meget at undvære flere af favoritterne.

Jeg er spændt på, hvordan Fables-verdenen udvikler sig herfra. Denne bog gav mig i hvert fald ekstra blod på tanden.

Opals hævn – Artemis Fowl 4

ohDet er efterhånden en del år siden, at jeg læste de tre første bøger i ‘Artemis Fowl’-serien. Min kæreste og jeg brugte dem som højtlæsningsbøger, hvilket de lettilgængelige fantasybøger egnede sig fortrinligt til. Bog nummer fire – ‘Opals hævn’ – kom vi dog aldrig i gang med, men det syntes jeg, vi skulle gøre noget ved, så på sommerferien i Sønderjylland fik vi endelig læst den fjerde bog i serien.

‘Opals hævn’ er – ligesom de øvrige bøger i serien – skrevet af Eoin Colfer og handler om teenageren Artemis Fowl. I denne bog er der gået over et år siden handlingen i den tredje bog, og det har ændret et par ting – hvilke vil jeg dog ikke røbe her. Men lad mig bare sige, at menneskedrengen Artemis Fowl og feagenten Holly Short atter får brug for hinandens hjælp – og at det naturligvis involverer en del action, sjove opfindelser og mange misforståelser.

Nu kan det selvfølgelig være, at min hukommelse spiller mig et puds, men jeg synes, der er flere ting, der er anderledes ved den fjerde bog i serien – og det er som udgangspunkt godt. Man kan mærke, hvordan hovedpersonerne har udviklet sig, og forfatteren har også valgt en mere alvorlig vinkel denne gang. Det tog dog noget tid, før jeg for alvor blev grebet af historien, men de sidste 100 sider var både hæsblæsende, medrivende og spændende.

Der er mange herlige bipersoner i bogen, og jeg var selvfølgelig glad for at se, at Smulder Muldwerfer atter var med, men også Opals gakkede håndlangere fik mig til at grine flere gange. Trods den mere alvorlige vinkel var der heldigvis plads til småskøre scener og skæve kommentarer.

Sproget var ind imellem lidt fladt og simpelt – især sammenlignet med ‘Magik’ – men det blev langt hen ad vejen opvejet af tempoet og de rappe replikker.

‘Opals hævn’ var et hyggeligt gensyn med Artemis Fowl-serien, og lur mig, om ikke vi skal læse femte bog – måske senere i år?