The Secret Life of Bees

the secret life of bees

Denne bogforside udstrålede feriestemning i sådan en grad, at jeg vidste, den skulle med på ferien til Frankrig! Det viste sig heldigvis at være en god beslutning.

‘The Secret Life of Bees’ er skrevet af Sue Monk Kidd og foregår i 1964 i South Carolina. Her lever Lily sammen med faren, T. Ray, på en ferskenfarm og bliver passet af den afroamerikanske hushjælp, Rosaleen. Moren døde i en vådeskudsulykke, da Lily var fire, hvor Lily ulykkeligvis kom til at skyde moren. Det har præget Lilys liv lige siden – både skylden og savnet efter moren. Samtidig er livet med faren alt andet end en dans på roser, da han er både vred og indebrændt og ofte straffer Lily, når hun ikke gør, som han ønsker. Da Rosaleen ryger i fængsel efter at være røget i klinch med tre racister, lykkes det Lily at befri hende, og sammen stikker de af fra byen. Lily fortæller Rosaleen, at hun har en plan, men hvad hun ikke fortæller er, at den går ud på at finde ud af mere om moren og det liv, hun levede, før hun fødte Lily.

Bogen er en velskrevet fortælling om livet i Sydstaterne i de svære i 1960’erne, hvor der stadig var stor forskel på, om du var sort eller hvid. Racekonflikterne er ikke den bærende del i fortællingen men spiller dog ind på en række af de valg, som personerne tager undervejs i bogen. Lily har som barn været forskånet for at opleve mange af disse konflikter, men på hendes rejse med Rosaleen opdager hun pludselig, hvor meget hudfarve betyder for de voksne.

‘The Secret Life of Bees’ er en rolig fortalt historie, hvis stemning flere gange fik mig til at tænke på ‘Dræb ikke en sangfugl’, da begge bøger har samme tilbagelænede og nærmest underspillede handlingsforløb. Jeg syntes dog også, at der var lidt mere dybde og nærvær i sidstnævnte bog, selvom ‘The Secret Life of Bees’ også gør det ganske godt på denne front.

Min største anke mod bogen er, at der går virkelig lang tid, inden Lily for alvor gør noget ved sagen mht. at finde ud af mere om moren. Hun går som katten om den varme grød, og det er synd, for det kommer til at virke som om, at forfatteren forsøger at trække historien (unødigt) ud.

Det er en meget fin fortælling om at søge sine rødder og samtidig finde fred med sig selv. Det er også historien om, hvordan man kan lære meget af andre, der ikke ligner en selv, samt at kæmpe for det, man tror på – alt sammen meget fornuftige pointer efter min mening.

Room

room

Denne bog har fået overvældende positive anmeldelser, og da filmatiseringen nåede biograflærrederne sidste år, blev filmen også rost til skyerne. Jeg valgte ikke at se den, for jeg vidste, at jeg ville læse bogen først, så det var et af målene for den igangværende sommerferie.

‘Room’ er skrevet af Emma Donoghue og handler om den femårige Jack, der bor i Room sammen med sin mor. Det har de altid gjort, og det har Jack aldrig tænkt nærmere over, for der er jo masser ting at lave i Room. Men da han fylder fem år, fortæller hans mor, at der findes en verden udenfor Room – at der findes andre mennesker udover Jack, hans mor og Gamle Nick, som kommer med forsyninger til dem. Jack har svært ved at tro på det – det må være noget, mor finder på – men langsomt bryder hans verdensbillede sammen, og han skal pludselig forholde sig til en masse nye ting.

‘Room’ er på ingen måde en feel-good-bog. Tværtimod handler den om en femårig dreng og hans mor, der bliver holdt fanget i et lille værelse af en mand, der forgriber sig på drengens mor, mens drengen selv gemmer sig i et skab. Det er ikke beskrevet i detaljer, for historien er fortalt gennem Jack, og han forstår (heldigvis) ikke meget af det, der foregår omkring ham, men som voksen læser er antydningen også mere end nok til at danne grumme billeder for nethinden.

Skrivestilen er lidt speciel, og jeg kan huske at have læst, at der er flere, der tænder lidt af på den barnlige fortællestemme. Jeg syntes dog, at det fungerede ganske fint med Jack som fortæller, og det var med til at gøre historien mere grum og tankevækkende på samme tid. Det at fortælle historien gennem et barns øjne giver en ret interessant vinkel på fortællingen og er samtidig også med at øge spændingen i takt med, at han lærer mere og mere om de ting, der efter sigende findes udenfor deres værelse.

Man kan ikke andet end få stor respekt for moren, der trods de tarvelige vilkår formår at skabe en indholdsrig hverdag for sit barn under deres fangenskab. Bogen emmer af forældrekærlighed og en abnorm vilje til at overleve, og der er noget utrolig livsbekræftende ved båndet mellem Jack og moren.

Jeg vil helst ikke afsløre for meget af handlingen i bogen, og af samme grund er der desværre en række scener undervejs, som jeg ikke kan kommentere på. Der var steder, hvor jeg syntes, at forfatteren godt kunne have gået lidt mere detaljer samt steder, hvor hun godt måtte have speedet handlingen mere op, for der var tidspunkter med lidt for megen gentagelse.

Samlet set var ‘Room’ en god læseoplevelse. Jeg blev ikke helt så rørt eller betaget, som jeg havde håbet på, for jeg savnede lidt mere dybde et par steder, men jeg var ganske tilfreds med bogen.

Hvor blev du af Bernadette

 Jeg har lige været på ferie i Frankrig, og her havde jeg naturligvis medbragt en stabel bøger. Da det var en ferie med fokus på afslapning og hygge, havde jeg blandt andet valgt at tage ‘Hvor blev du af Bernadette’ med, da den blev kategoriseret som humoristisk chick-lit. Nu er jeg normalt slet ikke til chick-lit, men hver sommerferie udfordrer jeg mig selv ved at tage en bog fra denne kategori med på ferie.

‘Hvor blev du af Bernadette’ er skrevet af Maria Semple og handler om Bernadette, der er forsvundet. Bernadettes teenagedatter, Bee, forsøger at finde ud af, hvad der skete, inden moren forsvandt, og ikke mindst hvor Bernadette blev af, for Bee vil finde sin mor igen – koste hvad det vil! Gennem e-mails, breve og noter stykker Bee langsomt historien sammen om, hvordan den dygtige og kreative arkitekt. Bernadette, gik fra at have en loven karriere til at ende som neurotisk og sky kvinde i en by, hvor alle de andre kvinder hader hende.

Denne bog er som sagt kategoriseret under humor, men det synes jeg ærlig talt er ret vildledende. Det er muligt, at det bare er mig, der har et helt andet syn på, hvad humor er, men jeg var ikke i nærheden af at le på noget tidspunkt under læsningen. Faktisk syntes jeg mere, at det var en tragisk historie om en masse sørgelige eksistenser, og jeg sad mere og krummede tæer end trak på smilebåndet.

Skrivestilen er ret speciel, da den virker meget fragmenteret i starten. Det skyldes, at bogen primært består af e-mails, noter og breve, som relaterer sig til Bernadette, og som Bee er kommet i besiddelse af. I starten er det ret forvirrende, og jeg blev ikke rigtig fanget af historien. Jeg var tæt på at lægge bogen fra mig, men eftersom den var letlæst, og jeg nu havde slæbt den med på ferie, så fik jeg alligevel læst mig varm og endte derfor med at læse den til ende.

Bernadette er en ret speciel personlighed, som opfører sig yderst… utraditionelt. Der er ingen tvivl om, at hun har humoristisk sans (om end på en lidt perfid måde), men hun ryger ofte også så langt ud af en tangent, at hendes opførsel virker meget konstrueret og usandsynlig. Som hovedperson bliver hun dog reddet af at være omgivet af indtil flere modbydelige bipersoner, hvis ondskabsfulde opførsel får en til automatisk at sympatisere med Bernadette.

Bee skal forestille at være bogens heltinde – den gode og retfærdighedssøgende datter, der bare gerne vil have sin mor tilbage igen. Bee passer dog ikke særlig godt til denne rolle, da hendes opførsel ind imellem også bliver unødig dramatisk og konfliktsøgende, hvilket igen får historien til at virke så konstrueret, at det er distraherende. Det er ikke nødvendigvis meningen, at handlingen skal være realistisk, men den bør dog samtidig være så troværdig, at jeg som læser er villig til at tro på bogens præmisser. Det havde jeg desværre ret svært ved.

Der er prisværdige scener i denne bog – for eksempel mudderskredsscenen og det efterfølgende drama – som er med til at trække op, men når det kommer til stykket, var denne bog hverken særlig sjov, særlig dyb eller særlig interessant. Vil du have en underholdende og letlæselig bog til sommerferien, vil jeg hellere anbefale dig at læse ‘Analfabeten der kunne regne’.

Amulet 2 og 3

Am2Jeg kunne ikke nære mig, så kort tid efter, at jeg læste ’Amulet 1’ via Ereolen Global, lånte jeg også ’Amulet 2 – The Stonekeeper’s Curse’ og ’Amulet 3’.

Jeg bringer vanen tro ikke et resumé af handlingen for ikke at afsløre for meget fra første hæfte.

I bund og grund minder anden og tredje hæfte meget om det første. Tegnestilen er stadig ret naiv men med virkelig flotte sceniske billeder og en fantastisk farvelægning.

Actionscenerne halter desværre stadig ind imellem, men til gengæld kommer der lidt mere dybde i historien. Det er især i tredje hæfte, at jeg synes, der kommer en god rytme i fortællingen.

Jeg er dog stadig ikke blown away, og tegneserierne er anelse for simple til min smag.

Jeg ved endnu ikke, om jeg læser videre i serien på et senere tidspunkt.

Den hemmelige datter

Det er desværre ikke så tit, jeg falder over virkelige perler blandt de lydbøger, jeg låner via Ereolen. Det skyldes nok, at jeg eksperimenterer langt mere, når jeg vælger læsestof hos Ereolen og således prøver bøger, jeg næppe ville have købt. Men for nylig havde jeg en rigtig god læseoplevelse, da jeg hørte ’Den hemmelige datter’ af Shilpi Somaya Gowda.

‘Den hemmelige datter’ foregår dels i Indien og i USA og fortæller historien om adoptivbarnet Asha, der stammer fra Indien, men adopteres af et lægepar fra Californien. Asha vokser op vel vidende, at hendes forældre ikke er hendes biologiske forældre, selvom mange tror det, da hendes adoptivfar kommer fra Indien. Asha længes efter at vide mere om sin baggrund og ikke mindst sin biologiske familie, og bogen er dels en fortælling om Ashas opvækst og søgen efter sine oprindelige rødder, men også fortællingen om det at være forældre til et adoptivbarn samt det at have født et barn og givet det væk til adoption. Kort sagt – en fortælling om tre meget forskellige kvinder og deres skæbner.

Historien er opdelt, så man ser historien fra Somers, Kavitas og Ashas synsvinkel, og det er lykkedes forfatteren at skrue fortællingen sammen, så skiftene føles naturlige og samtidig supplerer hinanden rigtig godt.

Dette er en fortælling om kærlighed – ikke mindst kærligheden mellem mor og datter, men også ønsket om en families kærlighed. Det er længsel, håb og sorg, det er ønsket om at forstå og acceptere sin kulturelle baggrund, og det er higen efter at føle sig hjemme et sted. Det er så godt fortalt, at selvom jeg ikke nødvendigvis kendte alle problemstillinger fra mit eget liv, så blev det beskrevet så detaljeret og indlevende, at jeg til fulde forstod og følte med de enkelte personer og deres drømme og håb.

’Den hemmelige datter’ er en historie, der sagtens kunne blive en let gennemskuelig, sukkersød fortælling. Det bliver den heldigvis ikke, og jeg synes, den i stedet rummer en meget smuk fortælling om tre kvinders liv og drømme.

Det er helt klart en bog, jeg kan anbefale.

Cykose

Denne bog har været on and off på min to-read-liste, for jeg har hørt ret blandet om den. Jeg besluttede mig dog for at læse den tidligere på måneden, da jeg fandt den som e-bog hos Ereolen.

‘Cykose’ er skrevet af Birgitte Lorentzen og handler om teenagepigen Lulu, der er begyndt at blive vækket om natten af en lille pige. Lulu tror først, at det er et mareridt, men det føles bare meget virkeligt, og da Mads på skolen en dag siger, at han kan se pigen, ved Lulu, at noget er galt. Men har Mads ret? Andre på skolen kalder ham for Psyko-Mads, for han er en sær snegl, og Lulu ved ikke, om hun tør stole på ham.

Der var flere ting ved denne bog, jeg ikke brød mig om. Først og fremmest havde jeg meget svært ved at sympatisere med hovedpersonen Lulu, der var både overfladisk, intolerant og ret temperamentsfuld. Hun var kort sagt lidt af en gås, der talte, før hun tænkte, og jeg fik helt ondt af Mads, der skulle trækkes med dette forfærdelige pigebarn.

Samtidig er sproget i bogen præget af bandeord og slang for at ramme en ungdommelig tone. Desværre fylder det så meget, at det kommer til at virke ret påtaget og ikke som en naturlig måde at fortælle historien på. Teenagere kan jo godt tale normalt, så stilen kom til at virke forceret og kluntet.

Historien er simpel, men grundideen (som jeg ikke vil afsløre her, da det vil spoile noget af handlingen), er fin. Jeg kunne godt have tænkt mig, at der var lidt mere kød på slutningen, men omvendt er ‘Cykose’ en letlæst bog, der kan læses på få timer.

‘Cykose’ er første del af en serie. Jeg har dog ikke planer om at læse videre i serien, da den første bog slet ikke var noget for mig.

Forrådt

‘Forrådt’ er anden bog i ‘The Demon Trappers’-serien af Jana Oliver. Jeg hørte første bog, ‘Fortabt’, som lydbog, men gik over til e-bog, da jeg ville læse ‘Forrådt’, da jeg ikke kunne finde den som lydbog hos Ereolen.

Da dette er anden bog i serien, vil jeg ikke komme med et resumé af handlingen men i stedet holde mig til, hvad der var godt og knapt så godt i denne bog.

Riley er stadig en sej tøs og fungerer udmærket som hovedperson. Jeg synes, hun får lidt mere dybde i denne bog, og det er rart at føle, at hun udvikler og i højere grad viser sine svagheder. Hendes konflikter med Beck bliver dog ind imellem lige lovlige konstruerede – som om de bevidst misforstår hinanden hele tiden – men det er samtidig også med til at skubbe historien i nye retninger undervejs.

Jeg var mildest talt ikke særlig begejstret for Ori – på noget tidspunkt. Han lugtede langt væk af problemer, og når forfatteren først og fremmest skal beskrive ham som lækker, hver gang han dukker op i handlingen, så kan han – i mine øjne – ikke være noget, der er værd at samle på. Men ok, jeg er også den der gammeldags type, som er mere interesseret i indre værdier end olieglinsende muskler… 😉

Der kommer nye trusler undervejs, og jeg var ret vild med, at historien udviklede sig og lige pludselig bød på nye mysterier. Desværre var der også nogle kærlighedsskærmydsler, som i mine øjne fyldte lige lovlig meget – først og fremmest fordi jeg fandt dem lige lovlig banale. Jeg var heller ikke så vild med scenerne med Simon. Hans udvikling var interessant nok, men jeg syntes desværre ikke, at scenerne var særlig godt skrevet, og han kom mest af alt til at fremstå som et hysterisk, forurettet barn.

Men alt i alt en udmærket læseoplevelse, og jeg er stadig ganske fint underholdt af serien, som jeg regner fortsætte med efter sommerferien.

Magician

Magician’ af Raymond E. Feist har længe stået på min læseliste. Det skyldes ikke kun, at bogen optræder på BBC’s The Big Read-liste, men også fordi det i det hele taget er en klassiker i fantasygenren.

I ‘Magician’ møder man den forældreløse dreng, Pug, der ligesom resten af hans jævnaldrende skal gennemgå udvælgelsesritualet, hvor de enkelte læremestre vælger hvilke af drengene, de vil have som lærlinge. Pug tror, at ingen vil vælge ham, men i sidste øjeblik træder stormagikeren Kulgan frem og peger på Pug som sin nye lærling. Pug går en spændende tid i møde, men en dag ændrer alt sig, da mystiske fremmede pludselig dukker op. Der bliver slået alarm, for det ser ud til, at en fremmed magt vil forsøge at indtage landet, og pludselig er alt forandret. Pug og hans venner går en barsk tid i møde…

Dette var en virkelig blandet læseoplevelse. Da jeg startede på bogen, troede jeg (og til dels også frygtede), at det ville være den sædvanlige lærlingehistorie, hvor man følger en ung dreng/pige, der skal gå så meget igennem, inden han/hun bliver magiker. Det var det ikke, og det var ærlig talt en positiv oplevelse, for den type fortællinger har jeg læst ret mange af gennem tiden.

Men handlingsforløbet er til tider ret mærkeligt i ’Magician’, og selvom jeg elsker, at det ikke altid var lige let at forudsige, hvad der ville ske, så virkede fortællingen ind imellem også rodet og ustruktureret. Fortællevinklen skiftede også flere gange undervejs. Det generer mig ikke nødvendigvis, men i dette tilfælde havde jeg som læser fået det indtryk, at Pug var hovedpersonen, og da han på et tidspunkt forsvandt ud af historien, og man i stedet fulgte nogle andre personer, så havde jeg svært ved for alvor at engagere mig i historien.

Der er tidspunkter i bogen, hvor alt bare spiller, og hvor jeg var dybt optaget af fortællingen, og der var andre tidspunkter, hvor jeg kedede mig bravt. Det resulterede i en middelmådig og frustrerende læseoplevelse, hvor jeg sagtens kunne se potentialet i fortællingen, men hvor jeg virkelig savnede en stram redigering af historien. Bogen er på over 800 sider, og igen er ’Magician’ et eksempel på en fantasybog, hvor man snildt kunne undvære et par hundrede sider.

Jeg har pt. ikke planer om at læse videre i serien, men omvendt afsluttes ’Magician’ også på en måde, så den sagtens kan stå alene.

Mitosis

ms‘Mitosis’ er skrevet af Brandon Sanderson og er en kort novelle, der foregår mellem ‘Steelheart’ og ‘Firefight’. Jeg faldt over den på Ereolen Global, hvilket passede mig fortrinligt, da jeg syntes, at novellen var for dyr at købe i papirudgave.

Det er lidt svært at give et resumé af ‘Mitosis’ uden at røbe for meget af slutningen på ‘Steelheart’, så lad mig bare nøjes med at sige, at denne novelle – selvfølgelig – handler om Mitosis og kampen mod ham. Og så er der faktisk ikke så meget mere til det. Historien passer fint ind i serien, da stilen er lig de andre bøger, men den bidrager ikke rigtig med noget i forhold til serien, så du kan sagtens læse trilogien uden at læse ‘Mitosis’.

Novellen er fin underholdning, men virker også en kende overflødig. Læs den, hvis du er stor fan af ‘Reckoners’-trilogien.

Amulet 1- The Stonekeeper

Amulet 1En del af de vloggers, jeg følger, har talt ret begejstret om Amulet-tegneserierne, og da jeg tidligere på ugen opdagede, at serien kan lånes via Ereolen Global, var det oplagt at låne det første hæfte i serien.

‘Amulet 1 – The Stonekeeper’ er tegnet og fortalt af Kazu Kibuishi. Serien handler om pigen Emily, der en kold vinteraften kører i bil sammen med forældrene og lillebroren Navin. Bilen forulykker, og kun Emily, Navin og moren når ud af bilen, inden den forsvinder ud over en bjergside.

Et par år senere flytter Emily ind i et gammelt, faldefærdigt hus sammen med moren og Navin. Huset har moren arvet af bedstefaren Silas, der efter sigende var lidt af en sær snegl. Og der sker da også nogle ret underlige ting i huset… noget, der i den grad forandrer familiens liv ganske drastisk!

Historien har en ret dramatisk og trist start, hvilket gør, at jeg ikke vil anbefale den til børn på 10 eller derunder. Men eller er historien så enkel og actionmættet, at den bestemt vil tiltale mange i alderen 12-14 år. Personligt syntes jeg, at der manglede lidt mere kød på historien, men det skyldtes nok, at der var meget lidt tale og en hel del action i hæftet – og lige præcis actiondelen var ikke altid lige så veltegnet som de øvrige scener.

‘Amulet 1’ er en fin tegneserie, men jeg var ikke nær så imponeret, som jeg havde håbet på. Det skyldes nok først og fremmest, at denne serie henvender sig til børn i alderen 12-14 år, og her savner jeg som voksen lidt mere tyngde i historien – som for eksempel den smukt fortalte epilog, som gik lige i hjertet.