The Bands of Mourning

Så fik jeg endelig læst den sjette Mistborn-bog, ‘The Bands of Mourning’, af Brandon Sanderson. Principielt set er det tredje bog i den western-inspirerede udgave af Mistborn-verdenen, for oprindeligt bestod Mistborn-serien af tre første bøger, der foregår i en fantasy-setting. Derefter fortsatte forfatteren med at skrive bøger i samme verden, men dog 300 år senere, hvor verdenen nu mere minder om en western-udgave af 800-tallet. Jeg har tidligere anmeldt de tidligere bøger, herunder også de to seneste, ‘Alloy of Law’ og ‘Shadows of Self’.

Ingen opsummering af handlingen men i stedet et par tanker om bogen.

Jeg var desværre ikke helt oppe at ringe over denne bog. Den første ‘westernbog’, ‘Alloy of Law’, var fantastisk, mens jeg syntes, at ‘Shadows of Self’ var noget tung at komme igennem. Jeg håbede på, at ‘The Bands of Mourning’ ville give serien et stærkt comeback, men det var en noget svingende læseoplevelse. Der var geniale og gribende øjeblikke, men der var også tidspunkter, hvor det blev for deskriptivt og detaljeret i forhold til forklaringen af magisystemet. Det interesserede mig ikke særlig meget – i hvert fald ikke når der skulle bruges så mange ord på det.

Den mest positive overraskelse var Steris, og hvordan hun for alvor foldede sig ud i denne bog. Det havde jeg ikke lige set komme, men det var virkelig fedt! Nåja, og så havde jeg hørt det inden, men dette var alligevel ikke sidste bog i serien – der kommer en mere, og jeg tror muligvis, at det er i år.

Det er stadig udmærkede bøger, men de når dog ikke op på samme niveau som de tre første Mistborn-bøger, som er blandt mine absolutte favoritter, når det gælder fantasy.

The Wrath & The Dawn

Se, det var egentlig ikke meningen, at jeg ville læse denne bog. Da de første anmeldelser af ’The Wrath & The Dawn’ kom ud, besluttede jeg mig for, at den behøvede jeg ikke at læse, da den nok ikke var noget for mig.

Men da jeg ledte efter eventyrbøger på Ereolen Global, faldt jeg over denne bog, og da e-udgaven har en anden forside end den, de fleste vloggers og bogbloggers har vist, opdagede jeg ikke, at det var den bog, jeg ikke havde tænkt mig at læse. Akja.

’The Wrath & The Dawn’ er en fortolkning af den klassiske bog ’1001 nats eventyr’, hvor den unge pige, Shahrzad, melder sig frivilligt til at gifte sig med den unge kalif, der er kendt for at dræbe sine brude efter bryllupsnatten. Shahrzad ønsker at hævne sin bedste venindes død, da hun var en af kaliffens brude, og hun håber, at hun med giftermålet kan komme tæt nok på kaliffen til at dræbe ham. Så er spørgsmålet blot, hvordan hun overlever den første nat, hvis det ikke lykkes hende at dræbe ham der…

Det var en noget blandet læseoplevelse. Jeg var ikke særlig begejstret for hovedpersonen, Shahrzad. Hun skal forestille at være en stærk og intelligent kvinde (som den originale Scheherazade), men det kommer sig ikke rigtig til udtryk. Shahrzad er 16 år, men hun opfører sig dog så egenrådig og selvsikker, at hun nærmere virker som en 24-årig. Men hendes handlinger virker ikke særlig udspekulerede – nærmere dumdristige og lige lovlig kærlighedshungrende.

For ja – mit største kritikpunkt er Shahrzads hurtige forelskelse i kaliffen. Allerede efter lidt over én dag begynder hun at føle sig tiltrukket af ham, og her taler vi ikke bare om en eller anden tilfældig fyr men den mand, der har dræbt hendes bedste veninde samt dusinvis af andre kvinder! Det er simpelthen så utroværdigt og lugter langt væk af instant love, som alt for mange YA-bøger lider under. Det er muligt, at man kan forelske sig i en morder efter længere tid, men jeg synes, det er meget usandsynligt, og det virker meget mærkeligt, at hun har så svært ved at tage sig sammen til at dræbe kaliffen.

Der er visse ting i bogen, jeg ikke kan kommentere på, da det vil afsløre for meget af handlingen, men i bund og grund mener jeg ikke, at der er noget, der formilder omstændighederne ved hendes forelskelse. Det er ganske upassende. Beklager, men det er det altså, og det får hende til at virke langt mindre interessant end Scheherazade fra den oprindelige historie. Det pæneste, jeg kan sige om kærligheden i denne bog er, at trekantsdramaet trods alt ikke for alvor folder sig ud (selvom det lurer under overfladen – jeg gætter på, at det vil maxe ud i efterfølgeren…suk…).

Sprogligt er historien dog letflydende og meget stemningsfuld. Jeg kunne nærmest føle varmen og dufte de tunge, krydrede dufte. Hvis man derfor så bort fra kærlighedsdelen, så var det til tider ganske hyggeligt at læse bogen. Jeg savnede dog flere af de historier, som hun skal forestille at fortælle undervejs – de fyldte alt for lidt i bogen, og det ærgrede mig, for bogen mistede noget af den magi, som originalen havde.

Alt i alt en ret middelmådig læseoplevelse. Masser af ørkenstemning men også en ret irriterende hovedperson, som jeg havde meget svært ved at forstå og sympatisere med. Jeg kommer ikke til at læse efterfølgeren.

Searching for Dragons

I sidste måned udpegede jeg ‘Dealing with Dragons’ til at være aprils bedste læseoplevelse, så jeg havde selvfølgelig høje forventninger til efterfølgeren, ‘Searching for Dragons’. Bøgerne er skrevet af Patricia C. Wrede og er de første bøger i en serie på fire.

I ‘Searching for Dragons’ er hovedpersonen skiftet ud. Cimorene fra den første bog er stadig med, men historien fortælles gennem Mendanber – den unge konge af den fortryllede skov. Han opdager, at dele af skoven er ødelagt, og mistanken falder på dragerne, da han finder flere drageskæl blandt de forkullede træer. Han opsøger Kazul – eller rettere forsøger på det, for hun er blevet taget til fange af onde troldmænd. Det går naturligvis ikke, så han slår sig sammen med Cimorene, og de drager afsted for at lede efter Kazul.

Det er stadig en sød og hyggelig historie, men jeg synes desværre ikke, at Mendanber er en lige så interessant hovedperson. Han virker faktisk rimelig anonym, og det er lidt synd, når nu Cimorene var en så sjov og handlekraftig hovedperson i første bog.

Humoren er – måske af samme grund – heller ikke nær så sprudlende og overraskende i ‘Searching for Dragons’, selvom der nu er flere scener med yderst inkompetente troldmænd. De er ikke lige så gakkede som dem i Terry Pratchetts bøger, meeen de er heller ikke ligefrem frygtindgydende.

Jeg endte dog med at være fin underholdt alligevel. Det er en ganske hyggelig fortælling, og der er fortsat nogle fine og lidt overraskende pointer, som bryder det gængse billede af, hvordan eventyr ’skal’ være.

A Torch Against the Night

Jeg får læst en del e-bøger for tiden, og her har jeg blandt andet kastet mig over ‘A Torch Against the Night’, der er efterfølgeren til ‘An Ember in the Ashes’. Bøgerne er skrevet af Sabaa Tahir.

Jeg vil undlade at skrive et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til den første bog, men da jeg var ret begejstret for ‘An Ember in the Ashes’, vil jeg i stedet diskutere, om ‘A Torch Against the Night’ lever op til den første.

… og ja, det gjorde den! Den er spændende, dramatisk, actionfyldt og overraskende på samme tid. Der var godt nok et tidspunkt i første halvdel, hvor det var lige ved at kamme over i trekantsdrama, men i stedet for at tæske rundt i de sædvanlige YA-klicheer, så fik forfatteren drejet det over til noget langt mere interessant.

Jeg elsker, at der bliver gjort så meget ud af personerne i denne serie. Især Helene er yderst interessant, men også den ekstremt ondskabsfulde og manipulerende kommandant pirrer min nysgerrighed. Jeg kan naturligvis også godt lide heltene, men det er de to førnævnte, som helt sikkert skiller sig mest ud i forhold til anden ungdoms-fantasy.

Jeg vil egentlig gerne sige mere, men så er jeg bange for, at jeg afslører for meget, så lad mig i stedet slutte af med at anbefale bøgerne samt krydse fingre for, at næste bog snart kommer!

The Gracekeepers

Under sidste måneds readathon nåede jeg også at læse ‘The Gracekeepers’ af Kirsty Logan. Jeg har læst flere positive anmeldelser af bogen, men den har dog ikke fået så høje karakterer på Goodreads, så jeg var spændt på, om jeg ville kunne lide den.

Bogen er et moderne eventyr, der er inspireret af skotske myter og eventyr. Den foregår på et tidspunkt i fremtiden, hvor det meste af verden er oversvømmet, og hvor de overlevende nu bor på små øer eller på skibe. Omdrejningspunktet for historien er dels en cirkustrup, hvor den unge kvinde North optræder med en bjørn. Truppen sejler fra ø til ø, og på en af disse øer bor sjælesørgeren Callanish, der sørger for at give de døde en værdig begravelse i det dybe hav. De to kvinder bliver snart involveret i grusomme og skæbnesvangre konflikter, der truer med at ødelægge den spinkle fred. Der er mange, der forsøger at mele deres egen kage, og det vil have voldsomme konsekvenser for både North og Callanish.

Jeg var som sagt spændt på, hvad en bog, der blandt andet omtales som magisk realisme, kunne byde på. Jeg håbede på en bedre læseoplevelse end ‘The Night Circus’ (som jeg havde store forventninger til, men som desværre ikke rigtig virkede for mig), og jeg forventede, at skrivestilen ville være lidt i stil med ‘The Silver Dark Sea’. Jeg fik dog ikke indfriet hverken den første eller den anden. Helt overordnet set var ‘The Gracekeepers’ en udmærket læseoplevelse, men jeg blev desværre ikke helt så betaget af bogen, som jeg havde håbet på. Samtidig var teksten ikke nær så poetisk og skrøbelig, som jeg troede, selvom der bestemt var en del smukke passager.

Helt overordnet er det en interessant historie. Selve verdenen er mystisk og dragende, for hvad er der sket, siden store dele af kloden er oversvømmet, og hvordan overlevede folk? Bogen giver ikke mange svar, men det gør ikke noget, for jeg kan godt lide, at pirrer min nysgerrighed (men jeg håbede da, at jeg ville få flere svar undervejs). Jeg synes, at den oversvømmede verden er en spændende ramme for fortællingen, og at det virkelig er lykkedes forfatteren at opbygge en fascinerende, dragende og foruroligende verden, som historien kan udfolde sig i.

Fortælletempoet er roligt – måske lidt for roligt for nogen. Personligt gjorde det mig intet, for det havde jeg forventet, og jeg kunne godt lide, hvordan spændingen langsomt byggede op, mens konflikterne fortættedes, og man sad som læser og krummede tæer i bekymring over, hvad det skulle ende med.

Både North og Callanish er sympatiske hovedpersoner og derfor lette at holde med. Jeg savnede dog et tættere bånd til dem, for selvom jeg helt sikkert håbede det bedste for dem, så følte jeg ikke for alvor, at jeg kom helt tæt på dem. Det er sandsynligvis en af grundene til, at denne bog ikke helt levede op til mine forventninger. Jeg savnede lidt mere dybde hos de enkelte personer, for de blev lige lovlig karikerede og overfladisk beskrevet. Til gengæld var det dog fedt, at der var flere lidt usædvanlige og utraditionelle konflikter på tværs af især cirkusgruppen – der var i hvert fald et par overraskelser undervejs.

Eventyrbogen

Her er endnu en af de bøger, jeg læste i forbindelse med forårs-readathonen i sidste måned. ‘Eventyrbogen’ er en samling af 25 klassiske folkeeventyr – tilsat smukke illustrationer af Peter Madsen.

Jeg læste rigtig mange eventyr og sagn, da jeg var barn – ja, jeg tror faktisk, at jeg ryddede det lokale biblioteks hylder for eventyrsamlinger – så der var ikke de store overraskelser i denne bog. Ud af de 25 eventyr var der kun tre, jeg ikke havde læst før. Men det gjorde ikke noget, for jeg havde ærlig talt ikke forventet de store overraskelser, når nu det er klassikerne, der bliver fundet frem.

Det var et glædeligt gensyn, og oplevelsen blev kun bedre af de flotte og fantasifulde illustrationer. Hvis denne bog var udkommet, mens jeg var barn, var den sandsynligvis endt med at være en af mine yndlingsbøger (og havde nok også gjort, at jeg var begyndt at købe og eje bøger langt tidligere).

Elsker du eventyr, så er dette en bog for dig. Her er en samling af de mest kendte eventyr samt et lille udvalg af knapt så kendte fortællinger, og det er rigtig hyggelig læsning.

Then Hen Who Dreamed She Could Fly

Denne lille bog har jeg længe haft et godt øje til, så da jeg valgte at have ‘Eventyr’ som tema for den seneste readathon, var det oplagt at inkludere ‘The Hen Who Dreamed She Could Fly’.

Bogen er skrevet af Sun-Mi Hwang og er et moderne eventyr, der bygger på ‘Den grimme ælling’, ‘Animal Farm’ og ‘Charlotte’s Web’. Hovedpersonen er hønen Sprout, som drømmer om at slippe væk fra hønsegården – ud i det fri, hvor hun kan lægge sit eget æg, der ikke bliver taget af bondekonen. Et æg, der en dag kan blive en kylling. Men Sprouts æglægning går dårligt, da æggene bliver mindre og mindre. Til sidst bliver hun udpeget som den næste høne, der skal af med hovedet, men Sprout har andre planer, og hun griber chancen for at udleve sine drømme.

Dette er en fin lille historie, som er helt sin egen, selvom det er tydeligt, at den blandt andet bygger på ‘Den grimme ælling’ og ‘Animal Farm’. Der er en lidt naiv men også ganske forståelig længsel hos Sprout, som bare gerne vil udleve sine drømme og føle, at hun gør en forskel. At hun har en plads i livet. Hendes viljestyrke og gåpåmod er beundringsværdig, og man kan ikke andet end at holde af den lille stædige høne, som nægter at give op.

Historien i sig selv er ganske interessant og finurlig, men det afspejler sig ikke så tydeligt i sproget. Jeg savnede lidt mere elegance og skrøbelighed i stil med ‘The Snow Child’ eller ‘The Silver Dark Sea’. Til gengæld er den let at læse.

Jeg synes, at ‘The Hen Who Dreamed She Could Fly’ er et godt bud på et moderne eventyr. Jeg kan godt lide, at hovedpersonen er en høne, for det er trods alt en noget anden vinkel, end hvad man er vant til. Har du mod på at læse et moderne eventyr, så kan jeg anbefale denne lille bog.

The Song of Susannah – The Dark Tower 6

‘Song of Susannah’ er sjette og næstsidste bog i ‘The Dark Tower’-serien af Stephen King. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Gunslinger’, ‘The Drawing of the Three’, ‘The Waste Lands’, ‘Wizard and Glass’. og ‘Wolves of the Calla’.

Der kommer ikke et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget fra de foregående bøger, så her er i stedet mit overordnede indtryk af bogen.

Igen må jeg desværre sige, at det var en meget blandet læseoplevelse. Der var øjeblikke, hvor jeg var grebet af historien, og der var tidspunkter, hvor jeg havde lyst til at kyle bogen væk i ren frustration. Jeg opdagede blandt andet, at Stephen King begik en dødssynd, da han skrev denne bog…
..
.
SPOILER-ADVARSEL:
Han har skrevet sig selv ind i historien! Nej og mere nej! Man bryder ikke den illusion i bøger, basta! Det kan fungere i tegneserier som ‘Pearls Before Swine’, men ikke i skønlitteratur. Jeg synes, det er forfærdeligt selvcentreret, og det virkede så konstrueret og upassende. ØV!

Ligesom de foregående bøger er handlingen i denne bog ret langtrukken, men heldigvis er bogen ikke særlig lang i forhold til de fleste andre bøger i serien, så det tog ikke så lang tid at komme igennem denne her.

Jeg er pt. i gang med at læse sidste bog i serien. Jeg har egentlig ikke lyst, for jeg synes, at de seneste tre bøger i serien har været skuffende, men nu mangler jeg kun at læse den sidste bog for at afslutte serien, så det gør jeg selvfølgelig. Jeg vil jo godt vide, hvad den slutter med.

Fables Book 7

Under den nyligt overståede readathon læste jeg blandt andet ‘Fables Book 7’. Den passede godt ind i eventyrtemaet, som jeg havde valgt til readathonen, og så er det altid hyggeligt med en tegneserie eller to i løbet af en læseevent.

‘Fables Book 7’ overraskede positivt. Godt nok er jeg ret glad for serien, men de to foregående bøger var ikke helt på højde med de øvrige bøger i serien, så det var dejligt at opdage, at 7’eren var spændende, medrivende og fascinerende. Der er fokus på hovedhistorien (hvilket jeg foretrækker), men de supplerende historier var dog også ganske gode. Jeg kan i det hele taget godt lide den udvikling, der er i hovedhistorien og ikke mindst de interessante overraskelser, den byder på. Nåja, og så er jeg ret vild med den lille sidehistorie med Rapunzel 🙂

Så alt i alt en rigtig god tegneserie, der er på højde med de første bøger i serien.

Huset i Himlen

‘Huset i Himlen’ er den type bog, som jeg egentlig ikke har lyst til at læse, da jeg ud fra omtalen kan se, at det nok bliver en ret ubehagelig læseoplevelse. Men det lærer man jo intet af, så jeg besluttede mig alligevel for at læse den.

Bogen er skrevet af Amanda Lindhout (i samarbejde med Sara Corbett) og handler om Amanda, der i starten af 20’erne rejser ud i verden og besøger en lang række lande i Mellemøsten, Sydamerika og Asien. Undervejs får hun en række journalistiske opgaver – blandt andet som tv-journalist i Afghanistan. Flere af de steder, hun rejser til, er ikke lande, hvor du forventes at kunne rejse trygt som kvinde, men hun slår det hen, for der sker nok ikke noget. Men det gør der alligevel en augustdag i 2008, hvor hun bliver bortført i Somalia. Bortførerne forlanger millioner af kroner for at udlevere hende og Nigel, som hun rejser sammen med. I starten tror Amanda, at der ikke vil gå lang tid, før alting løser sig, men månederne går, og bortførerne bliver mere og mere hensynsløse. Hun forsøger at holde modet oppe hos Nigel og sig selv, men det bliver sværere og sværere, jo mere tingene spidser til.

‘Huset i Himlen’ bliver solgt på at omhandle Amandas tid som gidsel, og derfor virker starten af bogen utrolig lang. Man skal faktisk ca. en tredjedel ind i bogen, før bortførelsen sker, og det synes jeg er for lang tid. Inden da fortæller Amanda om sin barndom og årene op til, at hun bliver taget som gidsel, og selvom det giver et fint indblik i hendes tanker og væremåde, så fylder det for meget. Man får mest af alt indtrykket af en meget naiv og dumdristig ung kvinde, som ikke har nogen realitetssans overhovedet. Det er på sin vis meget ærligt og var også med til at forklare, hvordan hun endte i den situation, men igen – det fyldte for meget.

Beskrivelsen af hendes tid som gidsel er til gengæld ganske fin. Hun fortæller stille og roligt om den første tid, hvor håbet om frigivelse stadig spirer, og hvordan frustrationerne stiger hos gidseltagerne, jo længere tid der går. De får mindre og mindre respekt for hende, men i stedet for at svælge i selvmedlidenhed eller detaljerede beskrivelser af, hvordan de mishandler hende, får hun på en ret diskret måde gjort klar over for læseren, hvad hun gennemgår. Stor respekt for det. Som læser behøver jeg nemlig ikke malende beskrivelser af, hvad hun bliver udsat for – få ord kan sagtens give mig et billede af, hvad der skete (og som nævnt i starten – det er ikke noget, jeg har lyst til at svælge i).

Det er på mange måder en ubehagelig læseoplevelse, for det er svært at forstå, hvordan mennesker kan behandle hinanden så grusomt. Men det er også en historie, som man bør læse for at få et indblik i, hvad der kan ske, når man bevæger sig ud til områder, der er præget af fattigdom og politiske uroligheder.