Under Mars

Jeg fik lånt lidt sci-fi-bøger med hjem fra biblioteket i sidste uge, og her faldt valget blandt andet på novellesamlingen ‘Under Mars’ af Paul J. McAuley. Det er ikke en forfatter, jeg er stødt på før, så her var en fin mulighed for at få et indblik i, hvad han byde på.

Bogen består af ni ret forskellige noveller, hvor temaet i flere af dem er biologiske forandringer og klimakatastrofer. Ikke så overraskende, da forfatteren faktisk er biolog. Det betyder, at fagligt set er der kød på novellerne, men til gengæld halter det desværre ind imellem med historierne som helhed. Der er flere af dem, hvor jeg savner et decideret plot – en fortælling, der strækker sig fra A til B. Og så er hovedpersonerne sjældent særlig vindende eller fascinerende.

De mest fængende noveller var den første og den sidste – resten af historierne sagde mig desværre ikke særlig meget. Flere af dem indeholdt interessante ideer og tanker, men sproget var lidt for nøgternt, og jeg savnede lidt mere dramatik.

Novellegenren er svær, og jeg støder desværre sjældent på forfattere, der for alvor mestrer denne genre. ‘Under Mars’ bliver ikke en af de (få) mindeværdige.

Alena

Da jeg var forbi biblioteket for nylig, kom der også en tegneserie med hjem. Jeg var faldet over ‘Alena’ af Kim W. Andersson, og jeg kunne ikke stå for den smukke forside.

‘Alena’ handler om teenagepigen af samme navn. Hendes bedste veninde, som er forelsket i hende, begår selvmord for øjnene af Alena. Et år efter er Alena plaget af tanker om veninden men også af flere af skolens piger, som synes, at Alena er en taber, der skal hakkes på. Det bliver ikke bedre af, at en af skolens lækre fyre viser interesse for hende, og mobberiet bliver grovere og grovere. Men Alena får uventet hjælp… en hjælp, hun måske i sidste ende helst ville undvære, da det blot får tingene til at eskalere.

Jeg syntes desværre ikke, at denne tegneserie var særlig original. Den klassiske historie med den fattige undermåler, der kanøfles af de rige overklassetøser, er bestemt ikke ny. Det behøver den heller ikke at være, hvis bare de enkelte personer var interessante, men de er desværre ret endimensionelle og kedelige. Alena selv fremstår utrolig svag, uselvstændig og kuet, mens overklassetøserne er ondskabsfulde og hidsige i en grad, hvor det bliver latterligt.

Historien er indsyltet i seksuelle frustrationer, der mere fremstilles som en billig pornofilm end som troværdige reaktioner. Det bliver dark og gritty på en temmelig klodset måde.

Der er et par twists undervejs, men de er ikke særlig overraskende, og det er synd, for det kunne have gjort tegneserien til en bedre læseoplevelse. I stedet bliver det lidt en meh-oplevelse, som dog er hurtigt overstået.

Onkel Toms Hytte

Jeg er pt. inde i en stime af klassikere. Det er som sådan ikke et bevidst valg, men i løbet af den seneste tid har jeg lånt flere klassikere via Ereolen.dk – herunder ‘Onkel Toms Hytte’, som jeg lyttede til for nylig.

Bogen er skrevet af Harriet Beecher Stowe og handler om den venlige og lidt naive slave, Tom, som er blevet lovet at blive sat fri af sin herre. Men herren mangler penge og ender med at sælge Tom, og hans nye ejer er en brutal og ondskabsfuld mand.

Det er en kort og simpel historie om en venlig slave, der udnyttes og pines af den hvide overherre. En historie, der var yderst kontroversiel, da den udkom i midten af 1800-tallet og som efter sigende var med til at udløse den amerikanske borgerkrig, hvor omdrejningspunktet var den mulige frigivelse af slaver. Det er en historie, der måske kan virke en anelse banal i dag, da fortællingen er så enkel og har så så simple personer, men det er ikke desto mindre en vigtig bog, da den siger meget om den tid, den er skrevet i. Og så skal man heller ikke ignorere, at det er faktisk en udmærket og tankevækkende historie.

Personligt savnede jeg lidt mere dybde hos personerne, men jeg var samtidig fint tilfreds med den enkle historie. Den er rørende uanset hvad.

‘Onkel Toms Hytte’ er med god grund blevet en klassiker, og selvom den ikke er blandt de bedst skrevne, så er den helt sikkert en vigtig bog at læse.

Replay

Hvad ville du gøre om, hvis du kunne leve dit liv igen? Det er et tankeeksperiment, som flere forfattere og filmskabere har leget med gennem tiden.

I ’Replay’ af Ken Grimwood får den 43-årige mand Jeff Winston muligheden, da han dør af et hjerteanfald i 1988. Han vågner op igen i 1963, hvor han er 18 år og har hele livet foran sig. Da han indser, at han får muligheden for at gøre alting om igen, benytter han straks chancen for at bruge sin viden om de kommende sportsresultater og tjener hurtigt store summer på at spille. Men hans held strækker sig ikke nødvendigvis til alle facetter af livet, og selvom han forsøger at leve sundt, dør han alligevel på præcis samme tidspunkt som 43-årig. Han vågner op igen som 18-årig og kan atter begynde forfra – men hvad vil han så gøre anderledes denne gang?

Der er helt sikkert noget fascinerende ved tidsrejser – uanset om det drejer sig om at rejse i tiden for at ændre verdenshistorien eller ’bare’ for at ændre sin egen skæbne. I ’Replay’ drejer det sig ved første øjeblik kun om én persons skæbne, men som bekendt skal man ikke ændre meget, før det påvirker andre mennesker, og det er også, hvad Jeff må sande – på godt og ondt. Selvom fokus hele tiden er på ham, så er det tydeligt, at hver gang han forsøger at påvirke sin egen skæbne – direkte eller indirekte – så påvirker det også hans omgangskreds.

Historien belyser meget fint dilemmaet med, at man måske godt kan ændre visse ting til det bedre (for eksempel ens egen økonomi), men at ikke nødvendigvis er alle ændringer, man bryder sig om. Når man ændrer sit eget liv, er det ikke sikkert, at alle de gode ting følger med. Måske møder man ikke sin store kærlighed i andet forsøg, måske bliver man uvenner med sin bedste ven, måske dør et nært familiemedlem. Der er så mange faktorer, der er med til at forme et godt liv, og det er meget svært at få alt til at gå op i en højere enhed – også selvom man ved ’alt’, fordi man har levet det liv én gang før.

Jeg var ret spændt på, hvordan historien ville udvikle sig og ikke mindst, hvordan den ville ende. Heldigvis havde forfatteren formået at strikke en virkelig spændende, nuanceret og tankevækkende historie sammen, og selv den svære slutning endte med at være en ganske elegant løsning.

’Replay’ er et glimrende eksempel på en sci-fi-roman, der formår at skabe en unik og tankevækkende historie. Bogen er muligvis ikke nær så samfundskritisk i forhold til det tidspunkt, den er skrevet på, men dens problematisering af menneskets evige jagt på lykke vil være aktuel til alle tider.

Den ukendte hustru

I min jagt på gode lydbogsoplevelser faldt jeg over ‘Den ukendte hustru’ hos Ereolen.dk, og da jeg ikke mindes at have læst noget af Leif Davidsen før, så var det en oplagt mulighed for at stifte bekendtskab med hans forfatterskab.

’Den ukendte hustru’ handler om den danske forretningsmand Marcus, der er taget på ferie sammen med sin russiske hustru, Nathalie, i Rusland. Nathalie forsvinder pludselig sporløst, og Marcus står tilbage uden at ane, hvad han skal gøre. De russiske myndigheder er ikke en hjælp, og Marcus må efterhånden indse, at han åbenbart ikke kender sin hustru nær så godt, som han troede.

Bogen har et meget roligt tempo – lidt for roligt til min smag. Faktisk var det først ca. halvvejs inde i bogen, at der for alvor kom gang i handlingen. Indtil var tempoet nærmest søvndyssende roligt. Det var dog ikke, fordi bogen derefter var et actionpacked eventyr, men der kom lidt mere kød på handlingen i anden halvdel af bogen. Nu skal krimier ikke nødvendigvis være hæsblæsende action fra første til sidste side, men her var der simpelthen for meget nølen og tomgang til, at det for alvor blev spændende.

Bogens største force er det indblik, den giver i det russiske samfund og det politiske spil. Det var dog synd, at det var pakket ind i en historie, der i bund og grund var for langsom og for langtrukken.

Hovedpersonen er i mine øjne ret anonym og dermed heller ikke specielt spændende. I det hele taget gjorde persongalleriet ikke rigtig noget indtryk, og det var helt klart en af de ting, der trak ned i det samlede billede.

Samlet set var ’Den ukendte hustru’ en noget sløv læseoplevelse. Jeg manglede mere kød på handlingen, mere dramatik, mere spænding, og det er en historie, der hurtigt forsvinder i glemslen.

Krig og fred

Sommerens store læseprojekt var for mit vedkommende klassikeren ‘Krig og fred’ af Lev Tolstoj. Det er sandsynligvis den tykkeste bog, jeg nogensinde har læst – ja, den er faktisk så tyk, at den er delt op i to bind. Jeg havde håbet på at læse den på et par uger, da jeg startede på den i løbet af min sommerferie, men så kom der lidt forskellige ting i vejen, så det trak ud.

‘Krig og fred’ foregår i starten af 1800-tallet, hvor man følger en række russiske familier i de højere klasser i den periode, hvor Rusland deltog i Napoleonskrigene. Romanen er en blanding af de intriger og konflikter, der ind imellem opstår i familier, iblandet scener fra krigen, hvor flere af familiemedlemmerne deltager.

Jeg må desværre indrømme, at ‘Krig og fred’ var noget drøj at komme igennem, for den fangede mig ikke rigtig. Jeg savnede den elegante fortællestil, som gjorde ‘Anna Karenina’ til en dejlig læseoplevelse, og så var ‘Krig og fred’ virkelig langtrukken i det hele taget. Bevares – ‘Anna Karenina’ var til tider også noget lang i spyttet, men den formåede alligevel at holde mig interesseret hele vejen igennem.

Den første halvdel af bogen var egentlig udmærket, mens jeg nærmest måtte kæmpe mig igennem anden halvdel. Det var mest af alt ren stædighed, der fik mig til at gennemføre læsningen, for jeg kedede mig bravt de sidste mange hundrede sider.

Bogen indeholder en del passager på fransk, som så er oversat til dansk lige bagefter. Det var især starten af bogen, der bar præg af dette, og det irriterede mig voldsomt. Jeg ved godt, at sådan er bogen skrevet (mange russiske adelsfolk var så vant til at tale fransk, at de dårligt kunne tale russisk), men det var virkelig forstyrrende at få delt historien så meget op i bidder.

Jeg er et eller andet sted glad for, at jeg har læst ‘Krig og fred’, selvom det ikke var en særlig god læseoplevelse. Jeg overvejer, om jeg på et tidspunkt skal supplere oplevelsen med at se en af filmatiseringerne, men det har jeg ikke taget stilling til endnu.

Lost Stars

Ind imellem er det nu rart at have en e-bog med i toget i stedet for en tyk bog, så det havde jeg i sidste uge, hvor jeg læste ‘Lost Stars’ af Claudia Gray. Jeg havde lånt bogen hos Ereolen Global, og jeg var ret spændt på, om det ville lykkes for forfatteren at skabe den helt rigtige Star Wars-stemning og samtidig skrive en selvstændig historie, der ikke ville være et total rip-off af filmene.

‘Lost Stars’ foregår otte år efter, at Imperiet har vundet magten, og Palpatine hersker. Rebellerne giver en del problemer, og krigen mellem Imperiet og rebellerne skærper til. Midt i krigen følger vi barndomsvennerne Ciena og Thane, der begge tjener i Imperiets flåde og som drømmer om at gøre karriere. Men de kan ikke stå inde for alt, hvad  Imperiet gør for at holde på magten, og især Thane begynder at tvivle på rigtigheden af, hvad Imperiet gør. Han deserterer, og pludselig befinder de to venner sig på hver sin side af en brutal og nådesløs krig. Hvem skal man så være loyal for – dem man elsker eller dem, man deler ideologi med?

 

Bogen strækker sig over tyve år og kommer gennem handlingen af de tre originale film (dvs. nr. 4, 5 og 6). Der var lige præcis nok referencer til handlingsforløb og hovedpersoner fra filmene til, at det skabte en fin ramme for bogens fortælling. Det føltes ikke påklistret eller kunstigt.

Selve historien er enkel men virkningsfuld. Det er historien om et tæt knyttet vennepar, der forelsker sig i hinanden, men som også ender på hver sin side af en konflikt, hvor der ikke er nogen lette løsninger. Jeg synes, at det lykkes fint med at beskrive de problemer, det skaber, hvor hovedpersonerne forsøger at være loyale over for deres egne holdninger men uden, at det vil skade vennen. En ultrasvær balancegang.

Der var på et tidspunkt – et lille stykke efter starten af bogen – hvor jeg syntes, at der gik lidt for meget traditionel ungdomsbog i den, men heldigvis drejede det sig kun om relativt få sider, og resten af bogen var en fornøjelse at læse.

Jeg var også vild med, at de to hovedpersoner tjente hos Imperiet, for det gav et indblik i, hvordan den helt almindelige soldat i Imperiets hær troede på, at de gjorde det rigtige. Det var en langt mere spændende fortælling, end hvis forfatteren havde valgt den lette løsning og taget udgangspunkt i rebellerne.

Det endte faktisk med, at ‘Lost Stars’ var langt bedre, end jeg turde tro på – også selvom den havde en ret høj rating på Goodreads. Jeg fik virkelig lyst til at gense filmene, så det håber jeg på at gøre, inden næste Star Wars-film har premiere.

August bød på…

Mindre læsetid
Jeg læste ikke så meget som jeg ellers plejer i august måned. Det skyldtes dels, at jeg brugte en del af måneden på en meget lang og desværre også forholdsvis kedelig bog (mere om den om lidt), og dels også at jeg ikke fik hørt så mange lydbøger som vanligt. Men! Jeg må også give Netflix en del af skylden, for jeg opdagede ved et tilfælde, at de snart ville fjerne Downton Abbey. Vi manglede at se de to sidste sæsoner, så vi fik ret travlt, for pludselig havde vi kun lidt over en uge til det (samtidig med at vi også skulle følge med i Game of Thrones).

9 læste bøger
Ja… det blev kun til 9 bøger i denne måned. Jeg ved godt, at det er mange bøger i forhold til de fleste, men eftersom jeg normalt læser 13-15 bøger om måneden, så var dette et tydeligt fald. Men skidt pyt – jeg skal nok få læst mere i september måned. Der var i øvrigt heller ikke så mange gode læseoplevelser denne måned, men jeg må sige, at ‘Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod’ overraskede ganske positivt.

Månedens to-read-liste-bog
Månedens bog var den længste bog, jeg nogensinde har læst – nemlig klassikeren ‘Krig og fred‘. Jeg læste ‘Anna Karenina’ sidste år og blev positivt overrasket over både historie og skrivestil, så jeg fik lyst til også at prøve kræfter med Tolstojs anden store klassiker om krigen i starten af 1800-tallet. Desværre var jeg slet ikke så begejstret for denne bog. ‘Krig og fred’ har et virkelig stort persongalleri, som kan være svært at holde styr – også selvom bogen meget pædagogisk er forsynet med en lang personoversigt i starten. Historien er desuden krydret med lange passager skrevet på fransk, og selvom det efterfølgende er oversat, så ødelagde det ofte min læserytme. Men hey – nu har jeg da endelig læst den!

3 sci-fi-bøger
Jeg nåede kun tre sci-fi-bøger i denne måned – ‘Linda og Valentins samlede eventyr 1’, ‘Drømmer androider om elektriske får’ og ‘Otherness’.

8 dejlige bøger til boghylderne
Det kan godt være, at jeg ikke fik læst så mange bøger i denne måned, men til gengæld fik jeg shoppet en del bøger! Det giver jo totalt mening… Men altså – det blev til 8 dejlige bøger, som jeg købte hos Saxo.

I september vil jeg:

  • Læse mere! Ikke særlig overraskende vel? Trænger til lidt kvalitetstid med mine firkantede venner…
  • Besøge biblioteket igen. Jeg har holdt en lang pause fra biblioteket, men nu synes jeg efterhånden, at det er på tide at kigge forbi igen. Min huskeliste over bøger, jeg vil låne, er også ved at blive alt for lang…

Drømmer androider om elektriske får?

I anledning af mit sci-fi-tema mente jeg, at det var meget passende at genlæse en klassiker – nemlig ‘Drømmer androider om elektriske får?’, der er skrevet af Philip K. Dick. Det er bogen, som senere blev brugt som oplægget til filmklassikeren Bladerunner.

Bogen handler om Rick, der lever på Jorden i en fremtidsudgave af 1992, hvor en altødelæggende krig har udslettet det meste liv på planeten. De fleste mennesker er rejst til andre planeter, men få er – som Rick – blevet tilbage. Rick er ret påvirket af, at han kun har et elektrisk får som kæledyr. Han synes, at det er pinligt, for der ville være langt mere prestige i at have et levende får, men det er ret dyrt i en verden, hvor mange dyrearter er uddøde. Rick forsøger derfor at tjene ekstra ved at være yderst effektiv i forbindelse med sit arbejde som dusørjæger. Han jagter androider, der er undsluppet fra Mars og nu gemmer sig på Jorden, men det er et farligt job, for andrioderne er ikke just interesseret i at lade sig indfange frivilligt.

Da jeg læste bog i sin tid – for mange år siden – syntes jeg, at det var en pudseløjerlig ramme for en historie, fordi det et eller andet sted virker grotesk at forestille sig en verden, hvor man har elektriske dyr som kæledyr. Men hele ideen om elektriske versus levende kæledyr bliver også brugt til at afgøre, om personen foran dig er et menneske eller en androide. Alle ved jo, at maskiner ikke kan have følelser – eller kan de? Hvad hvis de rent faktisk kan lære det? Hvad afskiller dem så fra menneskene?

Menneskeheden har længe været fascineret og skræmt ved tanken om, at maskinerne en dag bliver klogere end os og kan overtage verden. Det er en frygt, der kun bliver mere og mere relevant disse år, hvor der tales meget i medierne om, at robotterne overtager mange jobs – ikke kun på fabrikkerne men også med vidensarbejde, hvor man indtil nu har haft brug for mennesker til at løse opgaverne. Og så dukker spørgsmålet op igen – hvilke begrænsninger skal vi sætte for kunstig intelligens? Skal vi sætte nogen overhovedet? Og hvad sker der, når robotterne bliver klogere end os?

Historien er ret simpel, og det er heller ikke en særlig tyk bog, men jo mere, man dykker ned i den, jo mere har den at byde på, for den stiller nogle vigtige og tankevækkende spørgsmål. Det er en bog, man sagtens kan læse flere gange og som man også bør have læst mindst én gang. Det gælder ikke at have set filmversionen (selvom jeg nu elsker Bladerunner og synes, at den på en række punkter er bedre end bogen), for jeg synes, de to medier kan nogle ret forskellige ting.

Jo’s Boys

Jeg har endelig fået læst ’Jo’s Boys’ af Louisa May Alcott. Det er fjerde bog i ’Little Women’-serien, og jeg har tidligere anmeldt ’Little Women’ og ’Good Wives’.

Jeg vil ikke gå så meget i detaljer med handlingen for ikke at røbe for meget fra de foregående bøger, men her er mine tanker om ‘Jo’s Boys’ i forhold til de to første bøger i serien.

Disclaimer: Da jeg læste bogen, troede jeg, at det var den tredje bog i serien. Faktisk er det den fjerde bog, for jeg overså, at ‘Little Men’ lå mellem ‘Good Wives’ og ‘Jo’s Boys’. Det gør dog ikke den store forskel i forhold til min læseoplevelse, da mine kritikpunkter ikke handler så meget om den (manglende) tid mellem de første bøger og så den, jeg lige har læst.

’Jo’s Boys’ var desværre ikke en bog for mig. Hvor ’Little Women’ var charmerende naiv, og ’Good Wives’ var en fin og mere balanceret fortælling, så følte jeg, at ’Jo’s Boys’ var en noget andet bog. Det hænger i høj grad sammen med, at småpigerne er blevet voksne, og at fokus i denne bog slet ikke er dem men Jos sønner. Det kan man naturligvis også regne ud, når man ser titlen, men det betød en hel del for stemningen i bogen. Den manglede den charme og naivitet, som første bog sprudlede af, og så fandt jeg heller ikke drengene/mændene nær så interessante. Bogen bærer i det hele taget præg af, at den er ‘endnu en bog i en serie’ frem for at boble af originalitet og fortælleglæde.

Jeg var glad for, at forfatteren havde gjort en del ud af at pointere, at piger også kan tage sig en uddannelse som for eksempel læge (Nan), men det blev dog ødelagt at kommentarer som “With the natural perversity of her sex Josie ceased to be curious the moment she was told to read it…”. Jeg kan bare ikke klare, når mennesker bliver tillagt bestemte værdier eller evner på grund af deres biologiske køn. Argh!

Men alt i alt desværre ikke bog for mig. Jeg har overvejet, om jeg skal læse ‘Little Men’ på et tidspunkt, men jeg tror, jeg vil lade være. Jeg synes, at de to første bøger var gode, men jeg kunne også mærke, at så snart forfatteren bevægede sig væk fra de oprindelige hovedpersoner, så tabte jeg interessen for historien, og fortællingen mistede sin charme, så jeg tvivler ærlig talt på, at ‘Little Men’ vil være noget for mig.