Hvis jeg var din pige

Forventninger:
’Hvis jeg var din pige’ af Meredith Russo har fået mange positive ord med på vejen, så jeg forventede en god læseoplevelse – og håbede på, at det ville være en bog, der både rørte mig og satte nye tanker i gang.

Resumé:
Amanda er lige startet på en ny skole og får straks en masse opmærksomhed – især fra fyrene. Men hun er bange for at nærme sig andre, for hun vil ikke have, at de opdager den hemmelighed, hun bærer rundt på. At hun tidligere hed Andrew. At hun fik tæv, fordi hun var anderledes. Men da hun falder i snak med Grant, og han viser sig at være en sød og betænksom fyr, som er helt vild med hende, så begynder hun at overveje, om ikke hun skal give slip og tage chancen med ham. Hun risikerer at miste sit helt nye liv, men måske er Grant chancen værd.

Det bedste:
Der er en rigtig fin sårbarhed over denne bog, hvor man i den grad kan mærke, hvor svært Amanda har det med at skjule sin fortid og samtidig være tro over for sine nye venner. Hvordan hun i det hele taget har svært ved at stole på folk. Det giver et indblik i et dilemma, som mange mennesker har – at man ikke altid kan eller tør være sig selv på grund af de omgivelser, man er i – og på den måde er denne bog også meget relevant for folk, der ikke nødvendigvis føler, at de er et andet køn end det, de er født som. Skrivestilen er let og lidt banal, men det fungerer fint i forhold til, at det er Amanda, der fortæller historien. Og så er kærlighedshistorien så godt fortalt – forsigtig og håbefuld på samme tid.

Det værste:
Jeg undrede mig lidt over Amandas alder i bogen. Hun opfører sig som en på 15-16 år, men det nævnes undervejs, at hun er 18. Det passer dog dårligt sammen med en episode 13 år tidligere i hendes liv, hvor hun må have været mere end 5 år, så hele aldersaspektet var ikke helt gennemtænkt. Derudover var slutningen lidt tam. Mere kan jeg ikke sige uden at røbe for meget, men jeg havde håbet på en lidt mere hjertegribende afslutning.

Kan anbefales til:
Til dig, der elsker forsigtige kærlighedshistorier uden insta love, trekantsdramaer og store armbevægelser. Til dig, der tør være anderledes. Til dig, der tør være dig selv. Til dig, der håber på det bedste i mennesker. Til dig, der har brug for lys i mørket.

The Accident Season

Forventninger:
Jeg kan huske, at der var delte meninger om ‘The Accident Season’ af Moïra Fowley-Doyle, da bogen kom frem, men derefter glemte jeg alt om den, indtil jeg for nylig så den på Ereolen Global. Jeg havde ikke de vilde forventninger – nok mest en stille og rolig ungdomsbog, der ville gøre sig godt som sommerlæsning.

Resumé:
Når oktober nærmer sig, går Caras familie ind i en svær tid. Elkedlen gemmes væk, knive låses inde, og tykke gulvtæpper bliver rullet ud i huset. Oktober er måneden, hvor alt går galt – hvor ulykkerne vælter ned over familien – og det har flere gange været med dødeligt udfald. Men hvorfor er de altid ramt af uheld i oktober? Hvilken forbandelse er det, familien lider under?

Det bedste:
Stemningen i denne bog er ret fed. Der er en krybende usikkerhed om, hvad der foregår. Hvorfor sker der så mange ulykker for familien? Er det et tilfælde, eller hviler der en reel forbandelse over dem? Det er spooky mindfuck, og jeg kunne godt lide den stille og rolige opbygning, hvor man sidder og gruer for, hvordan det vil ende. Det bliver så heller ikke dårligere af, at det spirende kærlighedsforhold (der nærmest partout skal være i ungdomsbøger) mildt sagt er temmelig akavet.

Det værste:
Det var befriende, at personerne i bogen ikke var specielt stereotype, men de virkede desværre også ret ’flade’. Jeg kunne i hvert fald ikke føle dem, og af samme grund krøb historien aldrig rigtig ind under huden på mig. Og så var slutningen lidt… hm… kedelig. Det er selvfølgelig også svært at skrive en god afslutning på denne type historie, for meget af glæden ved at læse bogen netop er stemningen og muligheden for at gætte med på, hvad der mon foregår, og derfor vil afslutningen altid være svær. Jeg var ikke helt tilfreds med denne.

Kan anbefales til:
Hvis du er til magisk realisme og en rolig historie, hvor du ikke helt ved, hvad der foregår, så er denne bog noget for dig. Forventer du action og en klar rød tråd i handlingen, så skal du holde fingrene fra ’The Accident Season’.

Obsidio


Forventninger:
’Obsidio’ af Amie Kaufman og Jay Kristoff er tredje og sidste bog i trilogien. Jeg elskede ’Illuminae’ og endte også med at holde meget af ’Gemina’, så jeg havde som udgangspunkt ret høje forventninger til ’Obsidio’. Jeg frygtede dog også, at tredje bog ville minde for meget om de to første og ikke få ’sin egen stemme’, så det var med en vis bæven, at jeg gik i gang med at læse den.

Resumé:
Jeg skriver af princip ikke resumé af fortsættelsen i en serie for at undgå at afsløre for meget af de tidligere bøgers handling.

Det bedste:
Det er uden tvivl en fed verden, forfatterne har opbygget, og den kreative måde, hvor historien fortælles gennem samtaler, chat-uddrag, overvågningskameraer, rapporter osv. er genial, da det giver flere lag til historien. Den grafiske opsætning er også fantastisk – men dog ikke lige så interessant og innovativ som i de foregående. Mest nuancerede og tankevækkende personlighed i denne bog er i øvrigt en AI.

Det værste:
Mine bange anelser viste sig at holde stik – ’Obisidio’ er simpelthen for meget rip-off i forhold til de foregående bøger. Man følger igen et kærestepar (denne gang dog ekskærester), og det er fortsat en kamp mod tiden, om de rumrejsende kan overleve. Der er alt for meget, man har set før, og det var ret frustrerende. Slutningen af bogen var hæsblæsende – og trak i første omgang op i den samlede læseoplevelse – men desværre var forfatterne ikke særlig modige i deres valg, og slutningen endte derfor med at blive en lidt for brat og vag afrunding på en på mange måder fantastisk serie.

Kan anbefales til:
Hvis du elskede de to første bøger og gerne vil have nøjagtig det samme, så kan du med fordel læse ’Obsidio’. Hvis du derimod synes, at der godt må være lidt kant og noget på spil, og at du allerede under læsningen af ’Gemina’ gerne så, at der var større forskel på bøgerne, så vil jeg anbefale dig at nøjes med at læse de to første bøger i serien.

Legend


Forventninger:
Jeg havde ikke særlig høje forventninger til ‘Legend’ af Marie Lu. Jeg har flere gange overvejet at læse den, men eftersom den fik noget blandede anmeldelser, da den kom frem, holdt jeg mig fra den i første omgang. Efterhånden havde jeg dog glemt, hvad det var, der afskrækkede mig i sin tid, så da jeg manglede lidt at lytte til i ferien, lånte jeg den som lydbog hos Ereolen.

Resumé:
I en fremtidsversion af USA er den vestlige del omdannet til Republikken, der er i krig med naboområderne. Her bor teenageren June i et af republikkens rigeste kvarterer, og hun er netop i gang med en militær uddannelse, så hun ligesom broren Metias kan gøre karriere. Men en dag bliver Metias dræbt, og June får til opgave at opspore og fange morderen. Man mener, at det er Day – en af republikkens mest eftersøgte kriminelle og muligvis en af hovedkræfterne blandt modstandskæmperne. Men under efterforskningen opdager hun nogle ting, som Metias holdt skjult for hende, og det kan have stor indflydelse på hendes fremtid.

Det bedste:
‘Legend’ foregår i en ret mørk fremtid, hvor republikken ikke skyr nogen metoder til at undertrykke beboerne i slummen, og selvom det er en ungdomsbog, bliver der ikke lagt fingre imellem. Det fik mig til at tænke på ‘An Ember in the Ashes’, for der er visse ligheder mellem de to verdener og bøgernes opbygning, men der er dog langt flere detaljer og overraskelser i ‘An Ember…’. Jeg syntes også, at der var argumenteret fint for, hvad der motiverede Day og fik ham til at gøre en række dumdristige ting. Han var i det hele taget meget let at holde af som hovedperson – måske endda for let.

Det værste:
Jeg var virkelig ikke vild med insta-love vinklen – det var alt for utroværdigt. Samtidig virkede June ikke synderlig påvirket af sin brors død – selve scenen, hvor hun får det at vide er meget fladt beskrevet – og personerne var i det hele taget for overfladiske og distancerede. Der manglede kort sagt gnist, dramatik og tydelige følelser i bogen.

Kan anbefales til:
Er du til dystre ungdomsbøger med en fascistisk stat, der undertrykker borgerne og med en spirende modstandsgruppe, så er denne bog måske noget for dig. Du skal dog være forberedt på, at den er rimelig simpel og forudsigelig, og at der er findes mange andre (og bedre) dystopiske bøger derude – blandt andet ‘An Ember in the Ashes’ og ‘The Hunger Games’.

Words of Radiance


Forventninger:
Jeg havde skyhøje forventninger til denne bog – eller disse bøger, for ‘Words of Radiance’ af Brandon Sanderson er fysisk set delt i to bøger, selvom den er skrevet som én. Men siden jeg læste første bog – ‘The Way of Kings’ – i marts måned, har jeg glædet mig til at læse efterfølgeren. Og selvom nr. 2 sjældent er lige så god som den første bog (eller film) i en serie, så havde jeg ret stor tiltro til, at hr. Sanderson nok skulle finde på noget godt.

Resumé:
Jeg skriver af princip ikke resumé af en bog, der er en fortsættelse i en serie.

Det bedste:
Jeg fristes til at sige det hele, for bogen var fantastisk! Jeg elskede hovedpersonerne og den måde, de udviklede sig på. Kærlighedshistorien var lidt corny – altså på den ret sukkersøde og overvældende måde – men det var egentlig okay, og jeg kunne til nøds leve med det potentielle trekantsdrama, som heldigvis var meget underspillet. Selvom historien skrider langsomt frem, så har jeg det fint med det rolige tempo, fordi verdens- og personopbygningen er så interessant. Og magisystemet er spot on – ligesom i ‘Mistborn’-serien.

Det værste:
Jeg læser de engelske paperback-bøger, og her opdagede jeg til min skræk, at selvom tredje bog i ‘The Stormlight Archive‘-serien udkom tidligere i år, så bliver de først udgivet i den engelske paperback-udgave til september næste år! Argh! Havde ellers sat næsen op efter at læse den til jul. Jeg ender nok med at låne den amerikanske udgave af en bekendt, for så længe kan jeg altså ikke vente…

Kan anbefales til:
Folk, der elsker gennemarbejdet fantasy med interessante og lidt anderledes hovedpersoner. Og som ikke er bange for tykke bøger. Og som bare knuselsker velskrevne bøger.

The Dog Stars


Forventninger:
Jeg tilføjede ‘The Dog Stars’ af Peter Heller til min to-read-liste for over fem år siden – de præcise omstændigheder husker jeg ikke, men jeg har helt sikkert været tiltrukket af den postapokalyptiske vinkel. Jeg kunne intet huske om bogen, inden jeg gik i gang, så jeg havde reelt set ingen forventninger til bogen – men håbede selvfølgelig, at det ville være en god læseoplevelse.

Resumé:
Ni år efter, at en epidemi udrydder det meste af befolkningen, bor Hig i en lufthavn sammen med hunden Jasper samt Bangley – en våbenglad mand, som ikke har særlig meget til fælles med Hig udover, at de er blandt de få overlevende. Hig har ikke noget at leve for – alle han kendte og elskede er døde – men han forsøger dog at skabe sig en tilværelse, hvor han sammen med Bangley forsvarer området mod angribere og smittede, men også hvor han flyver til de smittede områder med forsyninger. For tre år siden modtog han et radiosignal på en af sine flyveture, og det har siden spøgt i hans tanker. Måske er der andre ligesindede derude?

Det bedste:
Den dystre og foruroligende stemning i bogen – det var bestemt ikke en verden, som man har lyst til at bo i. Samspillet mellem Hig og de personer, han mødte, gav ikke bare nogle interessante situationer – det viste også hvor forskellige folk stadig var, selvom der var gjort meget ud af at fortælle om de mange voldelige sammenstød mellem de overlevende. Især det lidt akavede forhold mellem Hig og Bangley gav fortællingen lidt kant.

Det værste:
Det haltede ind imellem med troværdigheden i bogen. Der var flere ting, jeg ikke helt troede på – blandt andet hvordan Hig kunne finde drikbare sodavand efter 9 år (har selv prøvet at smage sodavand, der var gået et halvt år over tid, og det var udrikkeligt) samt forklaringen på, hvorfor der stadig er strøm. Derudover opførte hovedpersonen sig ind imellem så tåbeligt/arrogant, at jeg havde svært ved at holde af ham. Og så var hele konceptet med de jævnlige angreb lidt for letkøbt – det var en alt for unuanceret og overfladisk måde at skabe et fjendebillede på.

Kan anbefales til:
Til dig, der er til dystre postapokalyptiske fortællinger med et roligt tempo, og hvor du ikke føler dig sikker på, at der er en lykkelig slutning. Kan du lide ‘The Road’, kan ‘The Dog Stars’ også være for dig – selvom denne bog dog ikke er lige så dyster. Du skal være forberedt på, at skrivestilen er ret staccato, hvilket passer fint til bogen, men omvendt også kan irritere en del læsere. Jeg syntes, det var en udmærket bog – dog ikke lige så gribende, ubehagelig og tankevækkende som ‘The Road’.

I juli gik tiden med…


… at smelte
Hold da magle hvor har det været en vild sommer – altså vejrmæssigt! Nu er alt vejr heldigvis godt læsevejr, så jeg fik både hørt lydbøger på vandreturene samt læst papirbøger og e-bøger i toget, i haven og på ferien.

16 læste bøger
Jeg har pt. sommerferie og har derfor ekstra god tid til at læse. Vanen tro bruger jeg dog en del af tiden på at læse de tykkeste bøger fra bogreolen, så tallet kunne såmænd godt have været endnu højere – men altså, jeg vil hellere bruge de lange ferier på de tykke bøger end på at booste antallet af læste bøger på Goodreads. Jeg læser trods alt en pæn mængde bøger i forvejen hver måned 🙂

Månedens to-read-bog
Månedens to-read-bog var vanen tro fra de fem første sider af min to-read-liste på Goodreads, og da jeg har scifi som læsetema pt., så valgte jeg naturligvis en scifi-bog – nemlig ‘The Dog Stars’. Det er en postapokalyptisk bog, som blandt andet sammenlignes med ‘The Road’, og det var en udmærket læseoplevelse – anmeldelse kommer i løbet af den næste uges tid.

7 sci-fi-bøger
Jeg kom godt i gang med scifi-læsetemaet, selvom fantasy også fyldte en del denne måned. Jeg fik læst ‘The Program’, ‘Dark Life’, ‘Måske’, ‘Click’d’, ‘Nedtælling’, ‘Antarctica’ og ‘The Dog Stars’. En ret blandet stak af scifi-bøger og samtidig også en ret blandet læseoplevelse – måske fordi jeg ikke er bange for at eksperimentere og dermed ind imellem også får læst nogle bøger, som absolut ikke falder i min smag.

Lidt bogkøb
Jeg har bestilt nogle bøger fra BookDepository, men de er ikke ankommet endnu, så de kommer først med i næste måneds opsummering.

I august vil jeg:

  • afprøve en anden måde at opbygge boganmeldelserne på. Ikke noget fancy – bare lidt anderledes og måske lidt lettere at overskue.

The Program


Det er nu praktisk at have e-bøger med på ferien, så det havde jeg også i sidste uge, hvor vi var i Spanien. Her læste jeg blandt andet ‘The Program’ af Suzanne Young.

‘The Program’ er første bog i en dystopisk serie, der foregår en gang i fremtiden, hvor teenagere på stribe bliver ramt af depression og begår selvmord. Ingen ved, hvad epidemien skyldes, men staten udvikler ‘The Program’, hvor unge, man mistænker for at være i farezonen, bliver spærret inde på en anstalt og gennemgår en lang behandling, der skal kurere dem for selvmordstanker. Det er selvfølgelig godt, at staten sørger for, at de unge ikke begår selvmord, men når de vender tilbage fra behandlingen, er de blevet til helt andre mennesker, som deres venner ikke kan genkende. Og vi taler ikke bare om ændret tøjstil – unge, der har været i behandling, kan intet huske af deres tidligere liv! Da teenagepigen Sloanes kæreste pludselig bliver sendt på anstalt, frygter hun, at han ikke vil kunne huske hende, og snart er hun også i farezonen for at blive… ‘behandlet’…

Jeg var lidt splittet med hensyn til denne bog. På den ene side er det et interessant præmis med den frelsende stat, der forsøger at redde de unge fra at begå selvmord – men samtidig principielt dræber de unge mentalt, da de kommer tilbage og er komplet forandrede. Det fascinerede og irriterede mig på samme tid, fordi det igen blev samfundet vs. de unge – en konflikt, som går igen i mange ungdoms-dystopier. Det er en oplagt konflikt (de voksne og etablerede mod de unge og rebelske), men den er også set så mange gange før, at det er lidt kedeligt. I dette tilfælde tror staten/de voksne vitterligt, at de gør det rette og er fuldstændig blinde for, hvad behandlingen reelt set betyder.

Sloane var til tider lige lovlig naiv og som hovedperson synes jeg ikke, at hun var noget særligt, men hendes forhold til både kæresten og broderen gjorde dog historien en tand mere dybde.

Jeg ville ønske, at der havde været lidt mere kød på historien – lidt mere intensitet i stil med ‘Unwind’, som formåede at være dramatisk, fængende og ubehagelig på samme tid. Det endte med at være en middelmådig oplevelse at læse ‘The Program’ – ok men ikke noget særligt.

Når mørket kommer krybende

SPONSORERET INDLÆG

Jeg fik tilsendt dette anmelder-eksemplar for et stykke tid siden. Det er den lille novellesamling ‘Når mørket kommer krybende’ fra forlaget Enter Darkness, og bogen består af fem noveller af danske forfattere. Fokus af på den dystre fortælling, og her er novellerne ret forskellige fra hinanden. Helt overordnet set lægger de sig tæt op af hverdagen og det er derfor i højere grad den uhyggelige krybende stemning, der er lagt vægt på frem for dramatiske og voldelige scener.

Læseoplevelsen svingede en del. Den første novelle, der handler om en mand, der skal rydde barndomshjemmet efter faderens død, sagde mig desværre ikke særlig meget. Den næste novelle handlede om en pige, der slet ikke får det liv, hun drømmer om og ender med en fødselsdepression, mens den tredje novelle foregår i et hus, som en familie netop er flyttet ind i, og hvor alt tilsyneladende ikke er, som det bør være. Begge historier var sådan set udmærkede, men de mindede desværre alt for meget om andre horrorhistorier, jeg har læst, og de var generelt alt for forudsigelige. Det samme kan siges om den fjerde novelle, hvor en kvinde passer tantens hus, mens hun er på ferie. Her er historien igen lidt for forudsigelig til min smag. Det kan man til gengæld ikke sige om den sidste novelle som samtidig også var samlingens bedste i mine øjne. Den skiller sig også ud ved at være langt mere dramatisk end de foregående, og den har nogle overraskende – og lettere ubehagelige – scener.

Samlet set var der ikke så meget kød på novellesamlingen. Der var ingen af historierne, der faldt igennem, men flere af dem var lidt for traditionelle og lette at gennemskue til min smag. Den sidste novelle trak dog op i den samlede oplevelse.

Dark Life – Livet under havet


Det er yderst sjældent, jeg støder på bøger, hvor handlingen foregår under vandet, så jeg kunne ikke stå for fristelsen, da jeg faldt over ‘Dark Life – Livet under havet’Ereolen.dk

Bogen er skrevet af Kat Falls og er første bog i en serie, der foregår en gang i fremtiden. Her har Jordens klima ændret sig, så menneskene er tvunget til at bo meget småt i tætpakkede byer. Det er ikke alle, der er interesseret i det, så en del mennesker har valgt at bosætte sig på bunden af havet i stedet. Her opdrætter de fisk og dyrker tang, som de sælger til ‘overfladebeboerne’, og det kunne lyde som en rigtig god løsning. Der er dog en række magtkampe mellem ‘den gamle verden’ (jordoverfladen) og ‘den nye verden’ (under havoverfladen), og det bliver ikke bedre af, at en flok lovløse skaber utryghed i vandverdenen. Det kan i sidste ende betyde, at havbeboerne kan miste retten til at bo under havoverfladen. Det frustrerer Ty, som har planer om at få sit eget havområde, han kan dyrke, når han en dag flytter hjemmefra. Da han samtidig kommer lidt for tæt på de lovløse, tager hans liv en uventet drejning – ikke mindst på grund af jordoverflade-pigen Gemma, som pludselig dukker op og skaber røre.

Det er en spændende og troværdig verden, som forfatteren har bygget op, og jeg synes, hun holder en fin balance mellem at forklare, hvordan tingene er – uden at det bliver alt for detaljeret, så historien falder (unødigt) i tempo. Jeg var ret fascineret af verdenen, selvom den ikke var specielt kompliceret, men det var netop også det, der gjorde den troværdig og ved kun at fokusere på ‘undervandsverdenen’, behøvede hun ikke at bruge en masse sider på at forklare, hvad der egentlig var sket, siden overfladen ikke var så attraktiv at bo på.

Hovedpersonerne – Ty og Gemma – er sympatiske. Ty er den fornuftige, mens Gemma er den mere spontane (og dermed også ofte drivkraften i fortællingen). Desværre lider hun lidt af en generel tendens i ungdomsbøger – nemlig at hovedpersoner skal være meget impulsive og handlingsorienterede, og det betyder oftest, at de gør noget uigennemtænkt – tenderende til stupidt. Det var lige på grænsen mht. Gemmas opførsel – jeg syntes heldigvis ikke, at hun lød nær så tåbelig som så mange andre teenage-hovedpersoner – men det er en af de ting, som samlet set trak ned i læseoplevelsen.

Plottet i sig selv er… hm… rimelig let at gennemskue men ok gennemført. Jeg synes ikke nødvendigvis, at ungdomsbøger (eller bøger i det hele taget) skal være revolutionerende mht. detaljerede og nytænkende plots, så længe at der er andet ved bogen, der gør den interessant. Og det er der som sagt ved ‘Dark Life – Livet under havet’, som foregår i en spændende og anderledes verden.

Bogen er som sagt første del i en serie. Jeg kan godt finde på at læse videre i serien på et tidspunkt, men jeg ved ikke, om det kommer til at ske. Selvom det var en fin læseoplevelse, kan bogen – i hvert fald for mig – godt stå alene.